Inden årets udgang pensionerer Midtjyske Jernbaner sine otte gamle dieseltog og idriftsætter syv nye batteritog – Danmarks første batteritog.
Fredag den 19. december 2025 inviterer Midtjyske Jernbaner til indvielse af de nye batteritog, hvor H.M. Kongen kommer og kører det røde bånd over.

Emissionsfrie batteritog erstatter nu gamle dieseltog Der bliver løbet stærkt hos Midtjyske Jernbaner i disse dage. Efter seks års forberedelse kan Midtjyske Jernbaner om få uger sætte syv nye batteritog i fuld drift. Togene erstatter den nuværende "vognpark", der består af i alt otte dieseltogsæt, deriblandt fire Desiro-tog og fire ikoniske Y-tog, kendt fra TØRFISKs VLTJ-sang og med mere end 40 år på bagen. De nye, emissionsfrie batteritog, der alle er af typen Siemens Mireo Plus B, kommer til at køre på Lemvigbanen (Vemb-Lemvig-Thyborøn) og på den statslige jernbanestrækning mellem Holstebro og Skjern.
Om få uger ventes de nye 25.000 volts ladeanlæg, der skal forsyne batteritogene med strøm i Lemvig, Holstebro og Skjern, at stå færdige. Siden transportminister Thomas Danielsen tog det første spadestik ved Lemvig Station den 2. juni 2023, har Midtjyske Jernbaner arbejdet på at få ladeanlægget i Lemvig udviklet og opført sammen med portugisiske Efacec. Sideløbende har Banedanmark været i gang med at opføre ladeanlæg i Holstebro og Skjern.
– Vi er så langt nu, at vi inden årets udgang forventer at være i fuld drift med alle vores batteritog – Danmarks første batteritog. Det er stort – faktisk så stort, at vi har inviteret H.M. Kongen til at komme og være med til at indvie togene, og han har sagt ja til at køre det røde bånd over! Det er vi utroligt stolte af og beærede over, udtaler formand for Midtjyske Jernbaner Arne Lægaard.
– Da vi for seks år siden traf beslutningen om at skifte vores dieseltog ud med batteritog, vidste vi stort set intet om den nye teknologi. Men vi havde en vision om at være Danmarks grønneste jernbane, og vi var stærke i troen på, at batteritoget var vejen frem i forhold til vores grønne omstilling. Nu kan vi se målstregen, og det er fantastisk, siger Arne Lægaard.
Der er meget at fejre Fredag den 19. december 2025 inviterer Midtjyske Jernbaner til officiel indvielse af Danmarks første batteritog.
– Vi synes virkelig, vi har meget at fejre, og derfor kalder vi det Den Store Batteritogsfest. Det er jo ikke kun os her i Vestjylland, der har fået batteritog, men hele Danmark, og det vil vi gerne fejre sammen med vores kunder, medarbejdere, samarbejdspartnere, naboer, togentusiaster.
– At vi nu udskifter vores gamle dieseltog med nye batteritog, betyder også, at vi skal tage afsked med de ikoniske Y-tog – de sidste i Danmark, der kører almindelig passagerdrift. Vi markerer derfor helt naturligt også afrundingen af en lang æra med dieseltog og hylder de gamle Y-tog, der trofast har tjent vores passagerer siden 1983, fortæller Martha Vrist og fortsætter:
– Derudover har Banedanmark hen over foråret og sommeren fornyet og opgraderet sporet mellem Holstebro og Skjern. Det har været et omfattende projekt, og det skal også fejres. Det er nemlig første gang, siden jernbanen blev bygget, at der både er nye tog og nye spor.

Alle er inviteret til indvielsesfest Indvielsesfesten starter kl. 10.00 med officielle taler på Holstebro Station, hvor bl.a. transportminister Thomas Danielsen, regionsrådsformand Anders Kühnau og borgmestrene fra Lemvig, Holstebro og Ringkøbing-Skjern vil deltage. Arrangementet er åbent for alle, og Banedanmark serverer varme drikke til de fremmødte.
Kl. 10.30 ankommer H.M. Kongen til Holstebro Station for at køre med batteritog til Lemvig, hvor han kører det røde bånd over for at markere indvielsen af Danmarks første batteritog. Samtidigt vil Midtjyske Jernbaners lokomotivfører, der i sin tid hentede det første af de ikoniske Y-tog til Lemvig, køre Y-toget ind på værkstedet en sidste gang som symbol på, at en æra er slut.
– Det bliver et historisk og rørende øjeblik, og vi vil helt sikkert mærke en god blanding af store følelser – glæde, stolthed, ydmyghed – og en lille smule vemod. Vi tænker, at der kommer mange glade mennesker, der gerne vil vinke til kongen, når han ankommer til vores værksted i Lemvig ca. kl. 11.35.
Kl. 11.30 til 16.00 er offentligheden inviteret indenfor på Midtjyske Jernbaners værksted på Fabriksvej 9 i Lemvig, hvor der vil være julede forfriskninger og underholdning. Derudover vil der være mulighed for at komme ind og se både de gamle tog og de nye batteritog.
Der vil desuden være gratis togkørsel hele dagen på Lemvigbanen og på strækningen Holstebro-Skjern.
– Det er ikke så tit, vi vestjyder laver larm, men det er der god grund til lige nu. Vi glæder os så meget til den 19. december og håber, at rigtig mange vil besøge os og være med til at gøre dagen til noget helt særligt, selvom vi er meget tæt på julen og travlheden, der følger med, siger Martha Vrist.
– Det har været et kæmpe projekt for vores lille organisation. Bestyrelsen og jeg har kun ros og benovelse til overs for medarbejderne og sender dem en stor og velfortjent tak. Samtidigt vil vi også gerne takke alle gode kræfter hos Trafikstyrelsen, Region Midtjylland, Siemens, Efacec, Banedanmark og øvrige samarbejdspartnere, der har været med til at realisere vores drøm om at sætte Danmarks første batteritog i drift. Det er skelsættende, både for os og for den fremtidige kollektive trafik, slutter Martha Vrist.
Det endelige program for Den Store Batteritogsfest vil blive offentliggjort på Midtjyske Jernbaners hjemmeside om kort tid.
ocmp-fvm 2025-11-20