ELRO-dagen blev en gedigen succes for Mariager Handest veteranbane og Hadsund-Peter blev dagens store trækplaster

Næsten 800 rejsende tog toget på de mange ture der hen over dagen kørte mellem Mariager og Handest. Veteranbanen havde sat alt sit disponible vognmateriel ind, og det kunne lige hamle op med tilstrømningen af rejsende til ELRO-dagen. ELRO Fonden gav billetten, så alle kunne i går rejse gratis med de gamle veterantog.

Hadsund-Peter var helt klart dagens trækplaster. Den 97 år gamle motorvogn kørte tre dobbeltture mellem Mariager og Handest og befordrede i alt 413 af dagens rejsende.
Vi kunne helt klart opleve på de rejsende at de allerfleste kom fra Kronjylland, der var Hadsund banens gamle opland.

True station - Foto: Asger Christiansen

Tre gange i løbet af søndagen krydsede togene på True station, og det gav yderligere kolorit på togturen at møde et modkørende tog og hilse på passagererne deri. På stationspladsen i Handest viste Modelbaneklubben Gudenåen fra Randers - i et opsat telt - sit mobile jernbaneanlæg frem. Her kunne man møde modeller af bl.a. Helligåndshuset, gågaden i Houmeden, Amtmandsboligen, Rådhuset og Niels Ebbesens Hus. En model af gamle "Hadsund- Peter” kørte troligt det meste af dagen fra Privatbanestationen i Rosenørnsgade mod Spentrup og Gjerlev. - Mens den originale Hadsund-Peter (i fuld størrelse) kørte sine tre dobbeltture mellem Mariager og Handest. Modelbaneanlægget var som de foregående år naturligvis et STORT hit hos såvel børnene som hos de voksne.

Foto: Asger Christiansen

”Vi er utroligt glade for at kunne være en del af ELRO-dagene og bidrage til nogle gode oplevelser i Kronjylland”, fortæller veteranbanens driftsbestyrer Katrine Blåberg Andersen.
”Vi er naturligvis også taknemmelige for ELRO-Fondens donation, der gør det muligt at afvikle et så stort arrangement”. Besøget af modelbaneklubben Gudenåen giver helt klart dagen et stort løft.”

Veteranbanens husorkester Sigfreds Fodvarmere var som sædvanligt også med i Handest, hvor de på perronen løftede stemningen med deres glade musik og deres altid gode humør.
Det røde diesellokomotiv fra Mariager modtages i Handest af de gæve musikalske gutter fra Sigfreds Fodvarmere. 


Kl. 17:30 kunne banens femten tjenestegørende medlemmer sige tak for en skøn dag i herligt selskab med hundredvis af positive og glade ELRO-rejsende.

09/15/2023 fvm