Et konsortium bestående af Aarsleff Rail og Siemens Mobility skal opføre landets hidtil største ladeanlæg til batteritog ved Hårlev Station på Stevns. Anlæg skal i fremtiden oplade selskabets kommende nye batteritog, hvor de første forventes leveret i sidste halvdel af 2028.
Region Sjælland har siden efteråret 2024 ad to omgange bestilt 24 nye batteritog til indsættelse på nogle af Lokaltogs ni strækninger, og cirka halvdelen af disse tog skal indsættes på Østbanen, der går fra henholdsvis Rødvig og Faxe Ladeplads til Roskilde.
De nye batteritog er udstyret med store batteripakker, og det er disse, som skal oplades på det kommende anlæg i Hårlev.
"Vi ser frem til at levere Danmarks største ladeanlæg til batteritog på 9 megawatt i samarbejde med Aarsleff Rail til Lokaltog. Anlægget kan lade fire tog samtidigt og bidrager til en pålidelig drift for Lokaltogs kunder”, siger Jesper Kückelhahn Nilson, CEO hos Siemens Mobility i Danmark.
Han bakkes op af Thomas Mollerup, administrerende direktør i Aarsleff Rail, der ligeledes glæder sig til det nye projekt.
”Projektet er vigtigt, fordi vi er med til at understøtte elektrificering af det danske samfund og dermed også den grønne omstilling. Vi ser frem til at levere et produkt, som bidrager til, at vi i fremtiden kan understøtte betjening med batteritog på de strækninger, hvor der ikke er planlagt elektrificering. Vi glæder os meget til sammen med Siemens at løse opgaven for Lokaltog”.
Fakta om Lokaltogs kommende ladeanlæg i Hårlev:
- Projektet omfatter bl.a., at der etableres transformeranlæg ved Hårlev Station samt køreledning over stationens tre perronspor.
- Det samlede projekt med etablering af ladeinfrastruktur i Hårlev, som kontrakten med Siemens Mobility og Aarsleff Rail er en del af, finansieres af Region Sjælland og er budgetteret til 241 millioner kroner
- Projektet afventer nu de endelige myndighedsgodkendelser, så anlægsarbejdet som planlagt kan gå i gang i 2027, og så ladeanlægget i Hårlev står færdigt i sommeren 2028.
ocmp/fvm 2026-06-03