Den 8. februar 2026 afholdtes hovedbestyrelsesmøde i Dansk Jernbane-Klub (DJK) i Brøndbyvester. Her følger et sammendrag af de væsentligste emner, der blev behandlet på mødet.

Meddelelser

Bestyrelsen blev orienteret om de seneste aktiviteter siden hovedbestyrelsesmødet den 7. december 2025. 
Forretningsudvalget gæstede Gedser den 18. januar, fik en god snak med Gedser Remises bestyrelse, hvor fremtidsplaner for udvikling af banen blev fremlagt. Vandtårnet er pt. afspærret grundet tilstanden af de bærende konstruktioner. Der er ved at blive skaffet midler til istandsættelse, så vandtårnet kan åbnes for besøg igen. Der blev på mødet talt om formidling gennem plancher og fotos. Der er behov for folk der kan bistå med sådant, og det er en oplagt ”hjemmeopgave”. Det var planen at der skulle køres en tur på Gedserbanen, men det blev kun til en ca. 2 km lang tur grundet frosne snedriver i sporet.
Det er planen at bygge en 3-sporet vognhal på sporarealet i Gedser, hvor bl.a. Y-toget skal placeres.  Projektet er forsinket, da den ligger i landzone, og derfor kræver særlig byggetilladelse. Der skal laves en ny lokalplan for området, som skal i høring.
Håndtering af ukrudt er også et problem i Gedser i lighed med alle øvrige steder, hvor DJK er ejer eller har adgang til sporarealer. Der skal findes en fælles tilgang til dette, da miljøkravene er blevet meget mere skrappe end tidligere. Problemet er også oppe og vende i DVF og FEDECRAIL. Emnet tages op på næste hovedbestyrelse, hvor myndighedernes krav til brug og opbevaring af ukrudtsmidler skal gennemgås.
Forretningsudvalget er blevet af vores juridiske samarbejdspartner at få lavet et servicetjek på vores forsikringer for hovedforeningen, heriblandt behovet for bestyrelsesansvarsforsikring.
Der har været dialog med Motorhistorisk Samråd om muligt medlemskab, da vi som foreninger har mange lighedspunkter, når det gælder om bevaring af historiske køretøjer, uanset om det er på jernhjul eller gummihjul. Vi kan lære af hinanden når det gælder kontakter i det politiske system, men også hvordan man sikre og udvikler medlemspleje.

Regnskab og budget for 2025/2026

Der har været udfordringer med at få regnskabet revideret i tide, da selve regnskabsopsætningen har været forsinket. Desuden foreligger bilagene primært som fysiske kvittering og bilag, hvilket gør det svært at revidere regnskabet på distance, når der kun er kort tid til rådighed inden generalforsamlingen. 
Hovedbestyrelsen beklager denne situation og vil forsøge at rette op på dette og udarbejde en procedure for revision og afslutning af årsregnskabet. Det er planen at alle bilag fremover skal digitaliseres således, at regnskabet bedre kan fjernrevideres. Der arbejdes på et årshjul som skal hjælpe med at sikre at de årligt tilbagevendende opgaver kører i faste takter.
Ikke alle baneforeningerne havde indsendt deres årsregnskab til hovedforeningen til deadline, således regnskaberne kunne trykkes med i årsrapporten, der udsendes sammen med Jernbanen 1/2026. Derfor vil disse først komme med i Foreningsnyt, der udsendes sammen med Jernbanen 2/2026.

Bordet rundt – status fra baneforeningerne

MHVJ: Der er travlt i værkstedet med at samlet motoren til OHJ 40, før årsskiftet fik blev hoved- og hjælpedynamoen linet op således, at krumtapakslen nu kan tørnes med hånden. Der er efterfølgende monteret nye kul i hoved- og hjælpedynamoen. Opgaven med montage af stempler og plejlstænger, men dette har desværre givet anledning til en del drilleri som følge af noget skævhed i plejlstængerne (gamle skader). Der arbejdes nu med løsning af denne problematik. I det elektriske system er man i gang med at udskifte mørnede ledninger.
Triangelvognen SB M2 ved at få en overhaling i form af en reparation af skelettet under 2 vinduer, hvor træet var nedbrudt af nogle biologiske organismer. Ud over dette arbejdes der også på tætning af motor- og gearkasse.
Der arbejdes pt. med planlægning 100-års fødselsdag for RHJ M4 i sommeren 2026, og Mariagerbanens 100-års jubilæum i 2027. Der er kommet midler til indretning af 2 nye toiletter på stationen i Handest.
MY-Veterantog:  Driftstilladelse for at køre tog er fornyet og er nu uden vilkår. En af MY Veterantogs gode venner, Per Roed er afgået ved døden. Per havde ønsket, at der skulle doneres penge til MY Veterantog i stedet for blomster. Det gav et flot beløb.
Der har været afholdt et møde med lokaltog, om fornyelsen af sporanlægget foran remisen i Hundested. Der er desværre ikke nogen klarhed om hvornår det kommer til at ske. Derfor undersøges det, om MY Veterantog kunne overtage infrastrukturansvaret for noget af sporet i Hundested, og selv sætte dem i stand,
Gedser Remise: Der arbejdes på at få de praktiske detaljer i forbindelse med overtagelse af Y-toget ”Tangen” fra Midtjyske Jernbaner.  Der er etableret kontakt til Banedanmark omkring køb at et areal i Fiskebæk til opførelse af en kommende vognhal. Måske kunne DJK have interesse i en fælles hal på dette areal.
Entreprenøren, som arbejder med elektrificering i forbindelse med Femern projektet har meddelt, at Gedser-sporet i Nykøbing F. spærres til km 148 grundet arbejde med elektrificering. Der er en dialog i gang omkring en udsættelse af denne spærring således, at Tangen kan komme til Gedser inden denne spærring etableres.
Den 26. juni 2026 fejrer Gedserbanen jubilæum, og der planlægges arrangementer i den anledning. Frivillige er også en mangelvare i Gedser. Det er et håb, at der kan skaffes nogle flere når Tangen kommer til Gedser.
Nordsjællands arbejde med reparation af skinnebussen LJ SM 13 trækker ud. Der arbejdes på renovering af Scania-Vabis motoren til brug i skinnebussen SVJ SM7. Et medlem er blevet sat til at pudse damplokomotivet DSB Litra F 653 op, da det var blevet noget trist at se på.
Djurslands Jernbanemuseum:  Der arbejdes på renovering af perrontraktoren og DO-postvognen. Desuden arbejdes med registrering af de overtagne fotos fra museet i Hornum.
Byggeriet af en kommende hal er sat på pause. Det undersøges der kan skaffes en brugt hal, som kan genopstilles. Der kan være udfordringer ved dette grundet nuværende krav til dokumentation for bygningens statiske system. En ny hal vil nok være at foretrække.
Limfjordsbanen: Der arbejdes med projektet med etablering af en sporforbindelse til remisen i Ålborg. Der er skaffet sporskifte og drev, og der er mulighed for at overtage betonsveller SB til projektet. Endeligt go for projektet skal vedtages på Limfjordsbanens kommende generalforsamling den 25. februar. 

Materielsager

Veterantog Vest vil gerne afhænde tre godsvogne, som er blevet overtallige som lagervogne efter at fået en opvarmet lagercontainer. Der er tale ZA99317 (Carlsberg vogn) og to DSB Gbs-vogne. Vognene sendes i internt udbud i DJK.
Der er kommet en henvendelse fra Danmarks Jernbanemuseum omkring en mulighed for, at MY Veterantog kan overtage en overtallig Bc-t-vogn ud af de seks vogne, der er overtaget fra Snälltåget. MY veterantog undersøger mulighederne nærmere.
Postvogn DSB P 812 tilhørende boet efter Malmkvist, er blevet tilbudt DJK. Gedser Remise vil gerne overtage vogne, og anvende den i udstillingen. 
Et tysk museum har vist interesse for damplokomotivet DSB D 826. Dette undersøges nærmere, idet der er tale om bevaring og udstilling. 

Næste hovedbestyrelsesmøde

Næste hovedbestyrelsesmøde afholdes i april/maj 2026 i Brøndbyvester, dato aftales umiddelbart efter afholdelse af generalforsamlingen den 22. marts i Aarhus.


Redigeret af Tommy O. Jensen


 

Newsflash

Lokaltog har afgjort udbud af batteritog og ladeinfrastruktur til Nærumbanen

Lokaltog, som driver ni lokalbaner på Sjælland og Lolland-Falster og er ejet af trafikselskabet Movia, har valgt Stadler Deutschland GmbH (Tyskland) i samarbejde med Furrer+Frey AG (Schweiz) som leverandør af fire nye batteritog med tilhørende ladeinfrastruktur. Indkøbet af tog og ladeinfrastruktur skal godkendes endeligt af regionsrådet i henholdsvis Region Hovedstaden og den kommende Region Østdanmark.

Foto: Stadler/Lokaltog.

De nye tog skal fra første halvår 2031 køre på Nærumbanen. Et skift til eldrevne batteritog vil bidrage til, at CO2-udledningen fra den daglige drift reduceres markant, ligesom udledningen af skadelige partikler fra togenes motorer forsvinder, når dieseltog erstattes med batteritog. En anskaffelse af de nye tog vil derfor betyde, at kunder og naboer vil opleve en bane med mindre støj, færre vibrationer og ingen luftforurening fra dieselos.

Lokaltog offentliggjorde i september 2025 udbud af de fire batteritog og tilhørende ladeinfrastruktur. Foruden Stadler Deutschland i samarbejde med Furrer+Frey, der nu er udpeget som vinder af udbuddet, blev også Bozankaya Rayli Sistemler A.S. (Tyrkiet) i samarbejde med Efacec Engenharia e Sistemas S.A. (Portugal) samt Koncar Inc. (Kroatien) prækvalificeret til at deltage i udbuddet.

Den dybdegående tekniske og juridiske evaluering af de tre modtagne tilbud viste, at kun Stadler og Koncar afgav konditionsmæssige tilbud i overensstemmelse med udbudsbetingelserne, og de har med deres respektive tilbud ligget i tæt konkurrence. Økonomien bag det vindende tilbud ligger desuden inden for den forventede økonomiske ramme, som Region Hovedstaden blev præsenteret for i 2024.

Fakta om Nærumbanens nye batteritog og leverandøren

Stadler har stor erfaring med at producere højteknologiske tog til hele Europa og har i samarbejde med Furrer+Frey, der er specialist inden for elektrificering af jernbaner, allerede leveret flere tilsvarende løsninger med batteritog og ladeanlæg til både Tyskland og Frankrig.

Det tilbudte batteritog er af typen RS Zero og er baseret på en velkendt og afprøvet togplatform, som der er solgt ca. 500 stk. af. Det er blevet videreudviklet til batteritog baseret på allerede afprøvede komponenter fra Stadlers eksisterende el- og batteritog.

Lokaltog har allerede en igangværende ordre hos Stadler om levering af 24 batteritog af typen Flirt Akku, der skal indsættes på Østbanen, Tølløsebanen og Odsherredsbanen i 2028-2029.

ocmp/fvm 2026-10-07


 

Jernbanebroen over Limfjorden elektrificeres

Elektrificeringen af jernbanebroen over Limfjorden er startet. Arbejdet fortsætter i 2027, hvor broen kan blive Danmarks første elektrificerede klapbro. 

Elektrificering af jernbanebroen over Limfjorden er begyndt. Banedanmark er i fuld gang med at elektrificere det danske jernbanenet, og nu er turen kommet til jernbanebroen over Limfjorden. Elektrificeringen af jernbanebroen over Limfjorden er én af de få brikker, der mangler, før der kan køre eltog på den jyske hovedstrækning fra Fredericia og helt til Aalborg Lufthavn.

Arbejdet med at elektrificere broen startede i uge 38, og i de følgende uger vil der blive opsat kørestrømsmaster, kørestrømsskinner og køreledning på broen.

Der bliver arbejdet på broen i fire uger i denne omgang, og i 2027 vil arbejdet fortsætte med fokus på at elektrificere broklappen.

”Arbejdet er komplekst, fordi broen er gammel, og fordi vi aldrig har gjort noget lignende før. Det mest spændende øjeblik bliver, når vi skal tilføje ekstra vægt til broklappens kontravægt. Fordi broklappens vægt øges, når kørestrømsanlægget kommer på, skal broklappens kontravægt gøres næsten 25 tons tungere, så broen kommer i ligevægt, og broklappen kan gå ubesværet op og ned,” siger Martin Løgstrup, der er projektchef i Banedanmark.

Jernbanebroen over Limfjorden, der forbinder Aalborg og Nørresundby, er 403 meter lang og består af ni brofag, der er opbygget som gitterdragere i stål.

Det midterste af de ni brofag kan åbnes for sejltrafik, og det har krævet en helt særlig løsning at elektrificere en broklap. Designet består af tre kørestrømsmaster, som bliver monteret i bevægelige skinner, så de lægger sig ind til broen, når broklappen går op.

De sværeste meter

Det har været en lang og vanskelig proces at designe kørestrømsanlægget, fordi det er det første af sin slags i Danmark. Derfor har Banedanmark og Banedanmarks entreprenører søgt inspiration i Tyskland for at nå frem til det endelige design.

”Det er lidt af en ingeniørbedrift, at det overhovedet kan lade sig gøre at elektrificere broen. Det har taget flere år at nå frem til det helt rigtige design, som tager højde for broens alder, konstruktion, bæreevne og ikke mindst klappen, der skal kunne åbne og lukke. Ud over at være den første elektrificerede klapbro i Danmark, er det nok også de allersværeste meter overhovedet i elektrificeringen af jernbanenettet,” siger Lars La Cour, der er designchef i Anlægsprogrammer og Størm i Banedanmark.

Arbejdet med at elektrificere broen vil blive udført om natten i uge 38-41. I de uger vil broen være lukket for tog- og gangtrafik fra klokken 20-05.

Det vil fortsat være muligt at sejle under broen, hvis det ikke kræver åbning af broklappen.

Om Jernbanebroen:  

Jernbanebroen over Limfjorden er 403 meter lang og forbinder Aalborg med Nørresundby med en enkeltsporet jernbane.
Jernbanebroen blev oprindeligt bygget i 1928 til brug i Frederikssund. Da den jernbanestrækning blev nedlagt, valgte man at flytte hele brokonstruktionen til Aalborg. Her blev den genopført på nye bropiller og taget i brug i 1938.
Jernbanebroen fik i 2017 monteret en gang- og cykelbro.
Jernbanebroen består af ni brofag, der er opbygget som gitterdragere i stål, og broen understøttes af 8 bropiller.
Det midterste af de ni brofag er et klapfag med en gennemsejlingsbredde på 30 meter.
I 2025 var der cirka 3000 åbninger af jernbanebroen fordelt hen over året.  I perioden fra 1. maj til 30. september er der flest åbninger.
På en almindelig hverdag kører der ca. 130 tog over broen.

fvm 2026-10-05


 

Ny gods forbindelse mellem Aalborg og Aarhus

Port of Aalborg og APM Terminals, der driver containerterminalen i Aarhus, og som er en uafhængig terminaloperatør under A.P. Møller Mærsk, har indgået et strategisk samarbejde om en ny ugentlig togforbindelse mellem Aalborg Havn og APM Terminals i Aarhus.

Mandag den 28. september 2026 kørte DB Cargo igen godstog til Aalborg Østhavn – for første gang siden den 31. oktober 2025. Foto: Simon Mosbjerg Mørch

Den nye togforbindelse styrker logistikmulighederne for virksomheder i Nordjylland. Fremover kan de benytte både den direkte feederrute til Hamborg og den direkte togkobling til Danmarks største containerhavn i Aarhus og de internationale transportnetværk, som Aarhus er forbundet med.

Et nyt samarbejde mellem APM Terminals Aarhus og Port of Aalborg forbinder nu Aalborg med containerterminalen i Aarhus via en ugentlig togforbindelse. Det giver nordjyske virksomheder flere transportmuligheder og understøtter ambitionen om at flytte mere gods fra vej til jernbane.

Samarbejdet understøtter den bredere udvikling mod at flytte mere gods fra vej til jernbane. Den nye togforbindelse gør det muligt at flytte en del af containertransporterne mellem Nordjylland og resten af landet fra lastbil til tog.

For APM Terminals handler samarbejdet om at skabe stærkere forbindelser mellem containerterminalen i Aarhus og virksomheder i hele landet.

“Der er et betydeligt potentiale i at styrke adgangen mellem Nordjylland og de internationale containerforbindelser via Aarhus. Med åbningen af vores Inland Hub Nordjylland og den nye togforbindelse til Aalborg kommer kunderne tættere på de globale forsyningskæder gennem en løsning, der understøtter både effektiv transport og udviklingen af intermodale transportløsninger,” siger Helle Almind, Head of Commercial i APM Terminals Aarhus.

I første omgang vil toget ankomme og afgå én gang om ugen. Samtidig vil parterne bruge den kommende periode til at undersøge markedets behov og potentialet for yderligere afgange.

fvm 2026-10-03

2026-10-03

Status for Marslev hal 2

Kører man forbi Marslev Station i tog, vil man kunne se to store grønne haller på banens nordsiden, og en del hensatte godsvogne og personvogne. Hallerne og materiellet tilhører Dansk Jernbane Klub, og kaldes i daglig tale Museumsmagasin I og II. Den første hal blev indviet i 2004 og har 4 spor med en samlet længde på 440 m. Hallen blev hurtig fyldt op, og beslutningen om at etablere endnu en vognhal  - Museumsmagasin II  - blev truffet for ti år siden.

Betondæk hvor pallereoler for reservedele skal stilles op. Sporet kommer op i samme højde som dækker, således det er muligt at komme til hylderne med en truck.

De første år gik med ansøgning om byggetilladelse og detailprojektering, samtidig med der skulle findes finansiering til at komme i gang. Det lykkedes, og sommeren 2020 stod den rå hal klar til indvendig montage, installationsarbejde og spor-lægning. Dette arbejde  er så blevet udført i takt med der har været økonomi til det, og de følgende år blev el, vand og andre nødvendige tekniske installationer monteret i den nye hal på i alt 2030 kvadratmeter.

Vi har nok ønsket at det kunne have gået hurtigere, men et akut behov for at flytte vores omfattende arkiv og klubhus fra Glostrup henholdsvis Herlev til et nyt samlet sted i Brøndbyvester i 2024, betød at DJK måtte prioritere benhårdt med den økonomi vi nu engang havde til rådighed. 

Heldigvis har mange medlemmer støttet økonomisk den tvungne flytning og færdiggørelse af Museumsmagasin II, med donationer og testamentering, og derfor besluttede bestyrelsen i 2025 at sætte turbo på færdiggørelsen. En medvirkende faktor er også, at vi kan spare et ikke ubetydeligt beløb i husleje på de lokaliteter, hvor vi har en del materiel opstillet. Og disse omkostninger mener vi at kunne anvende bedre i vores egen Museumsmagasin og på det areal DJK ejer i Marslev.

Museumsmagasin II set indefra mod vest. De resterende spor vil blive lagt ud, når hallen er ryddet for byggematerialer, og arbejdsvogne.

Ved indgangen til efteråret, er de indvendige velfærdslokale og lagerfacilitet til elektroniske komponenter tæt på at være afsluttet. Velfærdslokalet indeholder bad og toilet, omklædningsmuligheder og en lille spiselokale med køkken, så der er gode forhold for dem i fremtiden skal holde tilsyn med Museumsmagasin I og II, og sikret materiellet derinde har det godt. Inde i selve hallen er der også blevet støbt fast betongulv for ca. 50 meter pallereoler i op til 5 meters højde. Pallereolerne leveres i oktober, og skal opbevare nogle af de mange reservedele vi har.

Som afslutning på projektet, skal de mange sporrammer der ligger udenfor i Marslev lægges på plads inde i hallen. Der er allerede udlagt 120 meter spor, og de resterende 300 meter følger i løbet af vinteren og foråret 2027. Derefter skal der lægges spor udenfor mellem de to haller, og øst for Museumsmagasin II. 

Det omfattende arbejde med elektriske installationer til brandsikring, belysning og stikkontakter rundt i hallen er afsluttet

Er der midler til det, vil vi gerne få de udvendige sporområder indhegnet og lagt kørefast belægning mellem skinnerne, således af- og pålæsning kan ske sikkert. Bemærk, at DJK godkendt af Skattestyrelsen til at kunne tilbyde skattefradrag for donationer op til 20.000 kr., hvilket svarer en værdi på 26 %. Hvis du f.eks. donerer 1.000 kr. til DJK, sparer du cirka 260 kr. i skat på din indkomster.

Når sporene inde i hallen er anlagt, vil DJK invitere medlemmerne til Åbent Hus, så I kan se hvad vi har præsteret. Dette vil blive annonceret i bladet og på hjemmesiden.  Ønskes yderligere information Museumsmagasin II, og har man lyst til at støtte dette vigtige DJK-projekt økonomisk, er man meget velkommen til at kontakte os på Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den. eller på telefon 6124 3399/4019 4679.

Tommy O. Jensen og Søren Bay.

fvm 2026-10-02

I starten af august var velfærdslokalerne ved at blive færdiggjort. Her skal madpakken kunne nydes, ligesom det bliver muligt at få et bad efter endt arbejde.

Velfærdslokalerne set inde fra magasinet. Der af hensyn til brandsikkerhed ingen vinduer i denne væg.

Alle foto: Ole Madsen

 

Halloween-tog på Mariager-Handest Veteranjernbane

I år er der også Halloween-tog på Mariager-Handest Veteranjernbane, og der bliver skruet op for uhyggen, det er som vanlig torsdag i efterårsferien.

Vores Hollandske venskabsklub kommer og pynter toget op, samtidig er der en luksus, der er tilmeldt så mange personaler at vore kære tjenestefordeler har haft en "luksus" opgave, det skulle findes roller til alle de ekstra spøgelser der har meldt deres ankomst - noget der bliver "mis"brugt til at få endnu flere spøgelser og i år er det ikke kun "Den døde togfører", men en masse andre der skal skræmme livet ud af gæsterne.

Og hvis nogen får lyst til at lufte deres indre spøgelse så kom gerne til Mariager, vores tog har plads tril mange, så tage bare noget pasasende tøj på, gamle hullede bukser og et reb med en teaterblod, plastikknogler og gummivåben er altid godt.

På Handest station tænder Handest Kultur og Idrætsforening op i bålfadet, så der kan ristes skumfiduser.

fvm 2026-10-01


 

Ny gangbro til Hillerød Station

Som en del af ombygningen af Hillerød Station løfter Banedanmark i weekenden den nye gangbro på plads. Broen, der er det største element i hele stationsombygningen, åbner den 12. oktober.

Den nye fodgængerbro er ankommet til stationen. Foto: Ole-Chr. M. Plum 

Banedanmark er i gang med en større ombygning af Hillerød Station, hvor Lokaltogs spor forbindes, så togene nordfra kan køre gennem stationen og videre til Favrholm Station, der betjener Nyt Hospital Nordsjælland.

Den mest synlige opgave er etableringen af en ny gangbro med elevatorer, der fører hen over stationen. De forskellige dele ankom tidligere på måneden, og i weekenden bliver gangbroen løftet på plads.

De to brofag er henholdsvis 42 og 32 meter lange, og begge er ti meter brede. Og til at udføre de omkring 400 kranløft, der skal til for at få samlet broen og få den på plads, har Banedanmark allieret sig med to af Nordens største mobilkraner, der begyndte på arbejdet i sidste uge.

En anden vej rundt – på stationen og i trafikken Det er ikke muligt at køre tog, mens broen bliver løftet på plads. Fra fredag aften til og med søndag den 4. oktober indsætter DSB togbusser i stedet for S-tog.

Banedanmark forventer, at den nye gangbro åbner den 12. oktober, og indtil da skal passagererne syd om stationen for at krydse sporene. Efter gangbroen er på plads, skal Banedanmark montere elevatortårne og etablere elevatorerne. Forventningen er, at alle elevatorerne står klar i slutningen af året.

Omfattende projekt Ombygningen af Hillerød Station strækker sig over to år. Efter åbning af broen forlænger Banedanmark lokalbanens spor 11 og 12, så alle tog fra Lokaltog kan køre helt til Favrskov Station – og dermed Nyt Hospital Nordsjælland.

Næste år kommer anden etape af stationsarbejdet, hvor sporene i den sydlige og østlige del af stationen bliver fornyet, og kørestrømsanlægget gør det samme. I 2027 vil Banedanmark også omisolere broen, der fører Hammersholtvej over banen.

ocmp/fvm 2026-10-01


 

Den moderne jernbanehistorie får sin egen banegårdshal

Danmarks Jernbanemuseum i Odense modtager en bevilling på 63 millioner kroner fra Den A.P. Møllerske Støttefond til at bygge en ny udstillingsbygning med inspiration i en banegårdshal. Om få år vil man kunne gå på opdagelse i lange togsæt fra den moderne danske jernbanehistorie.

 Den A.P. Møllerske Støttefond støtter den nye udstillingshal for på tværs af generationer at styrke formidlingen af den moderne Danmarkshistorie, som de fleste danskere kender fra deres hverdag.

Banegårdshallen kommer til at rumme togsæt, som har bundet Danmark sammen på nye måder. Det gælder blandt andet det røde lyntog, der indviede Lillebæltsbroen i 1935 og indførte gennemgående tog på tværs af landet, samt IC3, det sidste danskproducerede tog, som har været i drift siden 1990 og nu nærmer sig udfasning.

Jernbanemuseet er inde i en positiv udvikling med stigende publikumsinteresse og et besøgstal, der nærmer sig 100.000 pr. år. Med den nye udstillingshal forventes besøgstallet at stige yderligere.

 I den kommende tid vil der blive afholdt en arkitektkonkurrence inden selve byggeriet kan gå i gang. Det er planen, at den nye hal står klar i 2030.

fvm 2026-10-01


 

Efterårsferie er kastanjer og familiehygge hos MHVJ

Hop ombord på Mariager-Handest Veteranjernbanes populære  kastanje-tog i efterårsferien.

Stig på en nostalgisk rejse tilbage i tiden når Mariager-Handest Veteranjernbane inviterer til Kastanjetur med Veterantoget. Denne unikke togoplevelse er en perfekt måde at nyde 
efterårsferien sammen med familien. 

Træd ind i de et hundrede år gamle vogne, mærk historiens hygge og oplev den danske efterårsnatur fra en helt ny vinkel på Danmarks længste veteranjernbanestrækning. Imens toget 
snor sig gennem det maleriske landskab, kan du og dine nærmeste nyde jeres medbragte lækkerier i de hyggelige omgivelser og måske den velsmurte og lækre madkurv under pausen på Handest Station.

Stig ombord i det historiske veterantog, i de hundred år gamle personvogne med de karakteristiske åbne endeperroner og tag på en hyggelig rejse ud i efteråret. Turen med det gamle veterantog frem og tilbage mellem Mariager og Handest tager ca. to timer,  og der er nok at se på undervejs. Strækningen er på sytten kilometer og er Danmarks længste 
veteranjernbane.

Kastanjetogene fremføres af veteranbanens over 100 år gamle og lokale motorvogn RHJ M4.

Togene kører i dagene søndag den 11. & 18. oktober og tirsdag den 13. og torsdag den 15. oktober. (Bemærk der er også Halloween-tog om aftenen) se køreplaner på www.mhvj.eu

fvm 2026-09-28


 

Kom med til Tølløsebanens 125-års jubilæum

For 125 år siden blev de første skinner lagt på Tølløsebanen. Det fejres lørdag d. 10. oktober.

Siden december 1900 har Tølløsebanen været bindeleddet mellem mennesker, byer og hverdagsliv langs banen. Fra 1901 havde Tølløsebanen 3 daglige afgange i hver retning og har gennem årene udvidet driften betydeligt.

Det er historien om lokal sammenhængskraft og mobilitet. Det er livsnerven, der fortsat bringer os frem og tilbage sammen. Jubilæet på 125 år er endnu en milepæl i dansk jernbanehistorie.

Det bliver fejret med manér på Høng station d. 10. oktober fra kl. 11.00 -13.00, hvor stationens busholdeplads omdannes til jubilæumsplads.

Jernbaneorkestret sætter gang i den gode stemning, mens besøgende og lokalbefolkningen bliver mødt af varme pandekager, kaffe og kakao.

Dagen slutter med mulighed for gratis tur med Vestsjællands Veterantog med ruten Høng-Tølløse-Høng med planlagt afgang kl. 13.23.

ocmp/fvm 2026-09-28


 

Du kan ikke lige nå det…

Antallet af registrerede nærved-hændelser i overkørsler, er steget markant, og en ny adfærdsundersøgelse fra Trafikstyrelsen bekræfter, at mange trafikanter ignorerer signalerne. Banedanmark sætter med en kampagne fokus på, hvordan man sikkert og lovligt kommer gennem overkørslerne. 

Det er ulovligt og livsfarligt, alligevel er der mange, der gør det: Krydser en overkørsel, mens signalerne er i gang.

Antallet af indberetninger om nærved-hændelser i overkørsler på landsplan er steget markant fra 2024 til 2025. Samme tendens ses i opgørelsen over hændelser alene i de overkørsler som Banedanmark er ansvarlig for, og her ligger antallet for første halvår allerede på et endnu højere niveau end sidste år. 

Hertil kommer et vist mørketal, da ikke alle hændelser bliver indberettet, og derfor kan det reelle tal være langt højere.

Samtidig viser en ny adfærdsundersøgelse fra Trafikstyrelsen, at mere end hver femte fodgænger vil krydse en aktiveret overkørsel uden bomme, hvis de ikke kan se eller høre et tog.

Kernen i kampagnen, ”Du kan ikke lige nå det”, er netop, at man skal vente, når signalerne i overkørslen går i gang. For på jernbanen kan konsekvenserne være alvorlige, og desuden er det ulovligt at krydse sporet, når signalet er aktivt. Uanset om man er bilist, cyklist eller fodgænger.

Det handler om farlig adfærd  

Det er lokomotivførere fra jernbaneselskaberne, der indberetter nærved-hændelserne til Banedanmark og Trafikstyrelsen, og i langt størstedelen af tilfældene er det bløde trafikanter som fodgængere og cyklister, der krydser overkørslerne ulovligt.

Det bekræfter den første landsdækkende adfærdsundersøgelse, som Trafikstyrelsen har taget initiativ til i et samarbejde med Epinion, DSB, og Banedanmark.

Her svarer 21 procent af fodgængerne og fem procent af bilister, at de vil krydse en jernbaneoverkørsel uden bom, på trods af advarselssignaler, hvis de ikke kan se eller høre et tog. Adfærdsundersøgelsen viser også, at hver femte trafikant ikke kender færdselsreglerne ved jernbaneoverkørslerne. 

På landsplan har Trafikstyrelsen registreret en stigning i nærved-ulykker på 75 procent fra 313 i 2024 til 549 i 2025. En nærved-ulykke er en situation, hvor der er risiko for kollision i en overkørsel.

I de overkørsler, som Banedanmark har ansvaret for, er der sket en stigning i antallet af nærved-hændelser fra 323 i 2024 til 471 i 2025. Det er en stigning på 46 procent. Tallene for i år ligger allerede for første kvartal på et endnu højere niveau end sidste år. Tallene dækker over nærved-ulykker, samt tilfælde af hærværk og andre brud på sikkerheden ved overkørslerne. 

fvm 2026-09-11