Med kontrakten overtager VR kørslen fra Transdev, som tog over på en nødkontrakt efter, SJ trak sig ud af den oprindelige kontrakt i 2022. Kontrakten er dermed det finske selskabs første på kørsel i Danmark.

Både Transdev og de norske statsbaner Vy havde også budt ind på kontrakten, som VR nu har vundet. At VR overtager, skyldes dog ikke utilfredshed med Transdev, der er en frans koncern.

- Det har fungeret meget fint med Transdev, og trafikken er ikke blevet så meget dyrere, som vi måske regnede med. Men nu har vi udbudt trafikken under mere ordnede forhold, og der havde VR Sverige det mest fordelagtige tilbud, siger Öresundtåg AB’s direktør Jarl Samuelsson i en pressemeddelelse.

Kontraktbetalingen afhænger blandt andet af, at VR lever op til de krav, den blandt andet stiller til visse toglængder, punktlighed, komfort og kundetilfredshed.

- Vi bedømmer baseret på VR’s erfaring og kompetence inden for togtrafik i Sverige og Finland, at VR har gode forudsætninger for at drive trafikken med høj kvalitet, siger han.

Finske VR har satset stort på at vinde kontrakter på regionaltogskørsel i Sverige siden det i 2022 overtog den svenske afdeling af Arriva. Kontrakten med Öresundståg AB er det fjerde udbud af regionaltrafik, som selskabet vinder i Sverige.

- Vi har indgivet et konkurrencedygtigt tilbud, samtidigt med at vi har kunnet vise, hvordan togtrafikken kan udvikles, siger administrerende direktør i VR Sverige i selskabets pressemeddelelse.

På udviklingssiden fremhæver han blandt andet selskabets digitale systemstøtte, fokus på medarbejderne og hvordan selskabet måler, følger op på og udvikler virksomheden.

Kørslen har en værdi på 6 milliarder svenske kroner over fem år. Selskabet har ikke meldt ud om det vil forsøge at vinde flere kontrakter på kørsel i Danmark.

kollektiv trafik forum - fvm - 2024-11-24