Snart er det slut med de gamle kviksølvholdige lysstofrør i DSB’s IC3-tog. En opgave har netop været i udbud for at udskifte de mange lysenheder til en mere energisparende LED-belysning.
Industrispecialisten Hans Buch A/S skal levere LED-lysrør til DSB’s IC3-tog. I første omgang skal leveres LED-lysrør til hele DSB’s IC3 togflåde med optioner på resten af DSB’s togflåder, som også består af IC4, Dosto, ER og S-tog.
Det hårdføre LED-lysrør er velegnet til miljøer med høje temperaturer og mange vibrationer. De er oprindeligt udviklet til den maritime industri og offshore-industrien, men de robuste LED-lysrør skal nu også gøre gavn for IC3-togene
Strømmen til IC3-tog leveres gennem dieselgeneratorer, og der er en energibesparelse at hente ved at skifte lysstofrør til et tilsvarende LED-lysrør. Strømbesparelsen skyldes LED-teknologiens lave elforbrug, som reducerer den mængde strøm, som motorernes dieselgenerator skal bruge til belysning i f.eks. togenes kupéer og arbejdsområder.
Lysstofrør udfases i hele EU
De velkendte lysstofrør T5 og T8 indeholder kviksølv, og fra den 25. august i år vil det ikke længere være lovligt at producere og importere nye enheder på markedet i EU.
fvm 2023-06-29