Torsdag aften den 17. oktober var der liv, aktiviteter og musik på Handest Station. En stor flok børn og forældre fra byen havde fundet vej til stationen medbringende de flotteste udskårne græskarlygter med lys.

 


Veteranbanen var ”vært” ved ristede skumfiduser til børnene, medens de voksne kunne varme sig med en kop kaffe. Med fem minutters forsinkelse ankom Halloween-toget fra Mariager. Her blev togets gæster modtaget af både de flotte lygter, der stod og lyste på perronen og de muntre og livsbekræftende toner fra veteranbanens husorkester Sigfreds Fodvarmere.


Efter tre kvarters ophold med ristning og fortæring af skumfiduser, is og kaffe var det tid for Halloween-toget at sige farvel til Handest og vende hjem til Mariager.


Hjemturen til Mariager bød imidlertid på udfordringer. Halloweentoget blev kørt af Hadsund-Peter med to personvogne tilkoblet. Vejret var imidlertid ugunstigt torsdag aften for den 98 år gamle motorvogn. Finregn kombineret med blade på skinnerne er en rigtig dårlig cocktail for et jernbanekøretøj. Det kneb for den aldrende motorvogn at få ”fodfæste” på skinnerne og dermed at forcere de lange og stejle bakker på ruten; men det lykkedes heldigvis og med 20 minutters forsinkelse ankom Halloweentoget tilbage til Mariager station.

Alle foto: Asger Christiansen

fvm 2024-10-19