Den 31. marts går Banedanmark i gang med en omfattende ombygning af jernbanen i Aarhus. Formålet er at ombygge spor og perroner, installere nyt signalsystem og gøre klar til at køre eltog.
Den 31. marts går det for alvor løs, når Banedanmark går i gang med en omfattende ombygning af jernbanen i Aarhus. Forberedelserne har stået på i årevis, og allerede nu er der etableret byggepladser flere steder i Aarhus.
I de kommende knap to år elektrificeres sporene, de gamle analoge signaler udskiftes med et nyt digitalt signalsystem, og sporene i Aarhus fornys og hastighedsopgraderes. Målet er, at der fra slutningen af 2026 kan køre eltog på den østjyske hovedstrækning fra Fredericia til Aalborg, så togdriften bliver mere klimavenlig og effektiv.
Aarhus H står over for en gennemgribende modernisering og opgradering, så den bliver klar til både det nye signalsystem og nye eltog. Samtidig får selve stationen også en makeover, så de kommende år bliver det lidt af en byggeplads.
Ombygningen af Aarhus H er ikke bare omfattende, men også utrolig vigtig og spændende. Vi kommer blandt andet til at ombygge spor, installere nyt signalsystem og elektrificere på samme tid, og det vil på sigt være godt for både passagererne og miljøet. En elektrificeret og fornyet jernbane med nyt signalsystem vil sikre kortere rejsetid, reduceret udledning af partikler og CO2, mindre støj og flere tog til tiden.
Togtrafikken påvirkes
Arbejdet kommer til at kunne ses i bybilledet og vil også kunne mærkes af tog- og letbanepassagerer. I længere perioder vil arbejdet betyde, at togtrafikken til og fra Aarhus H bliver reduceret.
Jernbanevirksomhederne DSB og GoCollective har ligesom Banedanmark forberedt sig på projektet og ændringerne i togdriften:
"Ombygningen af Aarhus H er et kæmpestort og meget komplekst projekt. Vi følger Banedanmarks omfattende arbejde tæt og etablerer blandt andet bemandet overvågning af togdriften i og omkring Aarhus for at hjælpe kunderne bedst muligt. Og så tilbyder vi vores pendlere med minimum to af stationerne Skanderborg, Aarhus H og Hinnerup på deres Pendlerkort, at de kan søge om og få tilbagebetalt 25 procent i perioden, hvor togdriften er reduceret,” siger DSB's informationschef Tony Bispeskov.
”Vores fokus er at få trafikken til at glide så gnidningsfrit som muligt for de rejsende. Mellem Herning og Aarhus kører vi som hidtil med to tog i timen. På strækningen Viborg–Aarhus kører ét direkte tog i timen, suppleret af et tog mellem Viborg og Langå, hvor man kan skifte til DSB, som ekstraordinært stopper i Hinnerup. Det giver mulighed for en sammenhængende rejse, selvom vi midlertidigt kører færre tog,” siger Mikkel Juul, pressechef hos GoCollective.
I resten af 2025 reduceres togtrafikken med omkring 50 procent, og i 2026 er den største påvirkning af togtrafikken en ca. 3 måneder lang spærring af sporene mod Hinnerup/Langå. I to uger i starten af 2026 vil sporene gennem Aarhus desuden være totalspærret under idriftsættelsen af det nye signalsystem, og der vil i stedet blive indsat togbusser.
Det udfører Banedanmark i Aarhus i 2025 og 2026:
Omfattende fornyelse af spor, sporskifter, afvanding mv.
Visse mindre hastighedsopgraderinger
Et nyt spor på Aarhus H (spor 8), som muliggør to tog samtidig ved perron i spor 7
En forlængelse af perronerne på Aarhus H, inkl. en afledt flytning af sporskiftezonen uden for perronområdet
Renovering af nuværende cykelparkeringsbro op ad Bruuns Bro
Forskellige broarbejder som skal skabe tilstrækkelig frihøjde til kørestrømsanlægget under en række broer
Opgradering af en større vandledning under Værkmestergade
Udrulning af det nye signalsystem på Aarhus H og på banestrækningerne ind mod banegården
Etablering af kørestrømsanlæg med master, køreledning, mv. på Aarhus H og på banestrækningerne ind mod banegården.
I to uger i starten af 2026 vil sporene gennem Aarhus desuden være totalspærret under idriftsættelsen af det nye signalsystem, og der vil i stedet blive indsat togbusser.
Banedanmark fvm 2025-03-24