Lige om lidt ankommer de første to batteritog til Lemvig. Kom og spark dæk den 21. februar.

Batteritogene kommer – nu begynder en grønnere fremtid på de danske skinner Ventetiden er forbi. Lige om lidt glider de første to af Midtjyske Jernbaners syv nye 
batteritog ind på Lemvig Station efter flere års intense forberedelser. Det bliver et historisk øjeblik for Midtjyske Jernbaner, men også for de vestjyske passagerer, der 
dermed tager et stort skridt ind i en mere bæredygtig fremtid. Batteritogene, der kommer til at køre på grøn strøm, er nemlig de første i Danmark og kommer til at køre 
på strækningerne Vemb, Lemvig og Thyborøn samt Holstebro og Skjern.

Togene ventes i fuld drift fra sensommeren 2025, men allerede den 21. februar viser Midtjyske Jernbaner togene frem ved et åbent hus-arrangement. 

Danmarks første batteritog 

Den gamle stationsbygning ved Lemvig Station, hvor Midtjyske Jernbaner holder til, summer af liv og forventning, mens der på værkstedet lidt længere nede ad vejen bliver løbet stærkt. Området omkring stationen er under ombygning, for her opføres Danmarks første ladeanlæg til batteritog.

 De syv nye batteritog, der er produceret i Tyskland af Siemens Mobility A/S, skal erstatte Midtjyske Jernbaners nuværende flåde bestående af otte dieseltog. Fire af disse tog, de historiske Y-tog med deres røde, orange og hvide farver, har kørt i mere end 40 år på strækningen Vemb-Lemvig-Thyborøn og er for mange synonyme med jernbaneikonet VLTJ. Midtjyske Jernbaner har også fire Desiro-tog, som er 20 år yngre end Y-togene og i dag betjener strækningen mellem Holstebro og Skjern.  – Vi har i flere år vidst, at vores gamle dieseltog på Lemvigbanen var ved at være udtjente og stod til udskiftning. Derfor begyndte vi at kigge på tog med en mere klimavenlig teknologi, og med den grønne dagsorden fik vi lov til at være pilotprojekt for de her nye batteritog.

Herefter starter en periode med omfattende tests hen over foråret, idet togene skal typegodkendes af Trafikstyrelsen, før de må køre med passagerer. De sidste fem batteritog bliver leveret 
drypvist i Lemvig hen over de næste par måneder. Også disse tog skal igennem en række tests, før de må slippes løs på de vestjyske skinner. Lige om lidt begynder Banedanmark en omfattende sporombygning på strækningen mellem Holstebro og Skjern, hvor sporet skal opgraderes og fremtidssikres til de tungere batteritog. Derudover skal Banedanmark i gang med at etablere ladeanlæg til batteritogene i Holstebro og Skjern. Dette arbejde har også noget at sige for, hvornår batteritogene kan komme ud og køre. Forventeligt falder det hele i hak, så alle batteritog kan være i drift i sensommeren 2025.  For de rejsende betyder de nye batteritog ikke kun en grønnere rejseform, men også en mere komfortabel tur. Togene kører nemlig langt mere lydløst end de gamle dieseltog og rummer moderne bekvemmeligheder som behagelige sæder, borde til at arbejde ved og stik til opladning af 
mobiltelefoner samt handicapvenlige faciliteter.

Et kig indenfor  
For dem, der har lyst til at opleve batteritoget på nært hold, afholder Midtjyske Jernbaner et åbent hus arrangement den 21. februar kl. 13.00-17.00, hvor man kan komme og "sparke dæk" på de nye tog. Her vil der være mulighed for at gå om bord, se togene indefra, høre mere om den nye teknologi og få noget godt til ganen.  

fvm 2025-02-07