Borgerne i den nordvestlige del af Region Sjælland kan se frem til markant bedre kollektiv transport. Regionsrådet har netop besluttet at forlænge ruten på Tølløsebanen, så der kommer direkte tog mellem Holbæk og Slagelse.

Du slipper for at skifte tog. Din rejsetid bliver kortere. Du kan vælge mellem flere afgange i myldretiden, og så kan du forvente i omegnen af 160.000 flere medpassagerer hvert år. Tølløsebanen bliver i 2027 markant opgraderet, og der er mange fordele for nuværende og kommende passagerer.

Forlængelsen af Tølløsebanen betyder blandt andet, at passagerer slipper for at skifte tog i Tølløse på rejsen mellem Slagelse og Holbæk. Herudover reduceres rejsetiden med 5-7 minutter, og frekvensen på strækningen Tølløse – Holbæk øges fra to til fire tog i timen i myldretiden.

En økonomisk og miljømæssig gevinst

Hidtil har vurderingen været, at en forlængelse ikke kunne gøres på en hensigtsmæssig måde. Det skyldes især forskellige signalsystemer, som betød, at lokalbanetogene på strækningen mellem Tølløse og Holbæk kun kunne køre med 70 km/t. Den fart kan øges til 160 km/t i 2028, når et nyt fælles signalsystem tages i brug sammen med de nye batteritog på Tølløsebanen.

Samtidig med de forbedrede rejsemuligheder giver beslutningen også økonomiske besparelser på anlægsudgifter. Besparelserne anslås samlet set at overstige 150 millioner kroner.

Med denne beslutning forener Regionsrådet økonomiske, miljømæssige og praktiske fordele, når køreplanskiftet i december 2027 gør det muligt at køre direkte med tog mellem Holbæk og Slagelse.

Fakta:

Tølløsebanen forlænges via den statslige Nordvestbane til Holbæk
Forlængelsen sker december 2027 når Nordvestbanen får nyt fælles signalsystem
Passagervækst: 160.000 nye passagerer forventes årligt.
Rejsetid: Reduceres med 5-7 minutter.
Driftsudgifter: 2,2 mio. kr. årligt.
Besparelser: Ca. 54 mio. kr. på ladeinfrastruktur og 36 mio. kr. på depotspor.
Frekvens: Fra to tog i timen i dag - Til fire tog i timen i myldretiden.

fvm 2025-01-14