I juni måned ophørte endnu et magasin om jernbaner med at udkomme. Spor og Baner, som kom på gaden i 2012 og nåede at udkomme 75 gange, inden det måtte kaste håndklædet i ringen
Tekst: Rolf Brems
Det var det sidste trykte løssalgs og abonnement magasin om jernbaner i Danmark. Spor og Baner omhandlede både modeljernbane stof og de rigtige jernbaner og udkom indtil da seks gange årligt.
Redaktør og ejer, Flemming Søeborg angiver selv portostigninger på over 62% som årsagen, og det er klart at det kan et blad, der udgives for et smalt publikum, ikke bære. Men også faldende abonnent, løssalg og annoncesalg er en medvirken. Og det er desværre helt i tråd med den udvikling som gælder alle trykte medier.
Og det er rigtig synd, for der var mange gode og finurlige artikler i bladet om jernbaner i ind og udland, og reportager fra danske model jernbane anlæg og deres bygherre. Flemming Søeborg skriver selv i det sidste nummer af Spor og Baner, at der altid de sidste 75 år har været et trykt medie om modeljernbaner. Model-banenyt opstod omkring 1950, siden kom Signalposten i 1963, som nok må siges at være en af de mest velunderbyggede og faktabaseret tidsskrifter i den danske jernbane historie.
Siden kom Lokomotivet for modeljernbane folket, med byggebeskrivelser, oftest med DSB som forbillede. Magasinet Banen opstod i begyndelsen af 1990erne med jernbaner i model og 1:1 tog, og så altså Spor og Baner som nok tog over hvor Banen stoppede som trykt medie. Til gengæld var Banen lidt fremme i skoene når det gjaldt en elektronisk udgave af bladet, indtil redaktøren Vido Hribars død i 2020. Og det er måske den vej det går, eller bør gå, for en elektronisk udgave af et tidsskrift er trods alt bedre end ingenting, men det kræver også at det har noget på hjertet, at det kan bringe noget nyt og gennembearbejdet stof, noget som skiller sig ud blandt de utallige tilbud man finder på internettet.
I DJK mærker vi også en faldende interesse for de trykte medier. Salgstallet får årbogen ”På sporet af 20xx” er for nedadgående, og synes at måtte vige for tidernes hurtige sociale medier som Facebook, Instagram og måske også TikTok. Her er det til gengæld muligt at meldes sig til en af de utallige jernbanegrupper der findes, og få sin lyst styret i sofaen. Man kan finde sider med fotos fra nær og fjern, nye og gamle og se film på mediet YouTube ligeså. Og er man uenige med nogen, kan man kommentere og endog spy sin galde over de andre fjolser og høste nogle likes. På mange måder er det verdensomspændende platform som internettet helt fantastisk, nu kan alle sidde hjemme at søge på alverdens arkiver, billeder og stof. Så er der overhovedet behov for trykte medier?
Men samtidig er en verdensomspændende platform som internettet også helt fantastisk, nu kan alle sidde hjemme at søge på alverdens arkiver, billeder og stof. Så er der overhovedet behov for trykte medier? Eller nye bogudgivelser? I starten af 1990erne udgav redaktøren af Lokomotivet nogle ”billedbøger” kaldet ”Under Vingehjulet”, her blev der bragt en masse flotte og interessante billeder - med kun lidt tekst. Forfatteren John Poulsen, som har skrevet et utal af jernbanebøger, udtalte noget i retning af, at det var det rene ”jernbane pornografi”. Var han blot en sur mand, eller kunne han se en tendens hvor det hele løb af sporet med letkøbte udgivelser og billeder kastet i grams? Andre vil omvendt mene, at hvorfor skal et fåtal af forfattere og skribenter sidde som en slags jernbane feudalister og bestemme hvad folket må se og læse om. Bagest i Under Vingehjulet kunne man i øvrigt se hvor kilderne kom fra, og det var oftest fra velunderbyggede bøger og artikler, bl.a. Signalposten og ældre numre af DJK’s medlemsblad.
Men hvem gider bruge år og dage på at studere og efterforske i arkivmateriale, verificerer oplysninger og kilder, hvis folket kun gider nogle hurtige klik på computeren. Og så måske ovenikøbet skamløst videregiver tekst og billeder med en lemfældig omgang til ophavsret. Vi så det med musikbranchen; i løbet af få år var der ingen der ville betale for musik, udgivelser blev bare kopieret og delt. Musiktjenesterne har efterfølgende fået nogenlunde styr på alle udgivelserne, kunsterne tjener stadig penge, om end det er i en anden stør-elses orden.
Men vi skal passe på med, at det hele ikke bliver for ligegyldigt, overfladisk og udvandet i den elektroniske verden, hvor ingen vil betale eller støtte op om noget. I hele samfundet finder man en vigende interesse for at engagerer sig. Klubber og foreninger mangler frivillige, og det er ofte Tordenskjolds soldater der holder foreningen kørende. Måske er der i fremtiden ikke brug for trykte medier, men der er i høj grad brug for at folk engagerer sig i jernbaneklubber og -foreninger og bidrager med (elektroniske) udgivelser om jernbanen, hvor fakta og oplysninger er i højsædet.
2024-07-23