I den game remise i Ryomgård er der et fint lille museum med en stor samling af jernbaneeffekter.
Samlingen er grundlagt af  Willy Mylius Rosenvinge.

Museets historie begynder med en trafikassistent og jernbaneentusiast Willy Mylius Rosenvinge som 17 årig i 1919 blev elev på Hørning station. Efter endt uddannelse som trafikassistent gjorde Rosenvinge tjeneste på forskellige stationer, indtil han i 1930 blev ansat ved Grenaa station. Få år senere begyndte han at bygge en modelbane i kælderen under sin bolig på Baunehøjvej. Rosenvinge valgte skala 1:55, og han fremstillede alt selv. Opbygningen af modelbanen stod på gennem 30 år. Efterhånden fik han bygget 63 stk. rullende materiel. Tillige byggedes stationsbygninger, remise, drejeskive og meget mere. Rosenvinge havde sans for detaljerne. I en blokpost manglede den ene ydervæg, så han med de små håndtag i posten kunne skifte sporene på stationsterrænet. En del af modelbanen er bevaret på Djurslands Jernbanemuseum. I sin fritid samlede Rosenvinge også materiale og genstande om banernes historie på Djursland.

Rosenvinges håndbyggede modeljernbanen i skala 1:55. Togene er optrækstog. Fra signalposten, der lige anes i kanten af foto, er der træk ud til sporskifterne, der alle kunne skiftes fra posten. Alt er håndbygget med mange detaljer over en periode på 30 år.

Foreningen til Bevarelse og Udbygning af Djurslands Jernbaner foreslog, at man indrettede et lille jernbanemuseum i vandtårnet på Ryomgård station. Det ville dog kræve en kostbar ombygning, men et postlokale på i alt 65 kvadratmeter på Ryomgård station blev i 1981 ledigt og det lykkedes at få en aftale med DSB om en beskeden husleje og en del af Rosenvinges modelbane blev opstillet sammen med mange effekter. På museet tog den 79-årige Rosenvinge selv mod gæsterne om eftermiddagen på alle hverdage, og han blev hurtigt synonym med museet. Rosenvinge døde i november 1989, i en alder af 87 år. Det lykkedes dog med en ny bestyrelse af føre museet videre. Efterhånden var samlingen vokset til mere end 1.200 genstande og effekter. Postlokalerne var efterhånden for små til den stadigt voksende samling, men i 1995 lykkedes det i et økonomisk samarbejde med Midtdjurs Kommune og Djursland For Fuld Damp at købe DSB's 450 kvadratmeter store, tresporede remise samt et større areal i vestenden af Ryomgård station. Bygningen stammer fra ca. 1910, hvor den erstattede den oprindelige tosporede remise, der lå nærmere stationsbygningen.

Remisen som jernbanemuseum blev indviet i 1995 gav helt nye muligheder for at opbygge en udstilling. Her var det til stor hjælp, at Midtdjurs Kommune gennem seks år etablerede et beskæftigelsesprojekt med 5-6 ansatte. Rosenvinges modelbane blev atter opstillet, en rekonstruktion af et stationskontor fulgte, og mange genstande blev arrangeret i glasmontrer og en stor modelbane i skala 1:87.

Museums samling af genstande m.m. blev udvidet i 2002, da man overtog en del fra Allingåbro Jernbanemuseum, der havde haft til huse i den tidligere ventesal på den nedlagte Allingåbro station.

Museet var i en periode i krise, da økonomien var meget dårlig. Museet henvendte sig til Dansk Jernbane-Klub, som reagerede positivt. Efter langvarige forhandlinger indgik Djurslands Jernbanemuseum i 2006 en aftale med DJK, som medførte, at klubben indfriede de lån, der var optaget ved købet af remisen i 1995. Museet er en selvstændig afdeling under DJK med eget driftsudvalg og økonomi og DJK ejer bygning og arealet.  

Samarbejdet med DJK resulterede i forøgelse af museets rullende materiel, da Ardelt rangertraktor nr. 135 og Skagensbanens diesellokomotiv M 4 blev flyttet til Ryomgård. 

Museet i dag

2021 var et skuffende år med kun 1050 gæster. Det lave besøgstal kan skyldes krav om mundbind. Året 2020 var noget bedre med 1500 besøgende. Museet kom ud af 2021 med underskud. Der er dog lidt opsparet kapital så der har kunnet installeres en varmepumpe, der over nogle år vil betyde færre faste udgifter.

Der arbejdes med renovering og forbedring af den store modeljernbane i skala 1:87. 5 tog kan køre uafhængigt af hinanden.

Der arbejdes hele året hver onsdag og torsdag af 4-6 aktive. Der er nok at kaste sig over på modeljernbanen og forbedring af skiltning på museet og maling af materiel der står udendørs. Der er brugt rigtigt meget tid på at registrere alle de effekter museet har og museet er nok det sted hos DJK familien hvor der er bedst styr på hvad man har.

Der er stadig byggeplaner på museet

Museet har 400.000 kr stående i forsikringspenge fra en brandforsikring på en bygning der brændte for mange år siden stående, der skal bruges indenfor de nærmeste år.

Ønsket er en hal på ca 20x50 meter med to spor så mere materiel kan komme under tag. Der står flere vogne udendørs og DJK har materiel der kan hentes til museet og udstilles, så hallen vil kunne fyldes med udstillingsgenstande. Måske skal der også laves plads til et DJK arkiv i Jylland med byggeriet. Man har fået et samarbejde med en lokal arkitekt der vil skitsere på et muligt byggeri og lave grundlaget for at søge fondsmidler. Hallen vil minimum koste 2-3 mio kr. DJK ejer i dag bygningen, der er flot renoveret for midler fra Arbejdsmarkedets feriefond så de ydre rammer flot vedligeholdt.

Der er stadig sporforbindelse til banen mod Grenå, og de fleste af sporene ved stationen liger der stadig og benyttes de men sporet er ikke godkendt til kørsel. Årslev Rail benytter dog området i forbindelse med vedligeholdelse af strækningssporet.

Foto: Asger Christiansen