Nedenfor en række boganmeldelser fra udgivelser de sidste år og som har været bragt i Jernbanen. Ved flere af bøgerne er der læseprøver fra bøgerne.
Næsten alle bøger nedenfor kan købes ved Jernbanebøger, hvis bogen ikke er udsolgt.  

Vil du hjælpe os med at anmelde Jernbanebøger ? Send en Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den. så hører du fra os.


Industrial Locomotives

Forlag: Mortons Books
ISBN: 9781911703556
Forfatter: David Ratcliffe
132 sider, publiceret: 20/09/2024
Kan købes ved Morton Books: Industrial Locomotives | at Mortons Books
Pris 10 pund + forsendelse til udlandet

Boganmeldelse

Velkommen til England, vi beder dem stille urene 1 time og 50 år tilbage.

Det sagde guiden første gang jeg rejste til London, dengang i begyndelsen af 1980erne, og hvor man med Spies kunne købe en uges ferie med guidet ture.

Jeg besøgte nu kun de store stationer, men sagen er at man stadig i England kan skrue tiden tilbage og finde en masse interessant jernbanemateriel, en del renoveret, men også en del henstillet i forfald. Man finder gamle depoter, forladte fragthaller og industrier med rustne spor.

Men inden det kom så vidt har David Ratcliffe fra sine teenager år været ude - først med en pen og blok - og siden med et Kodak Instamatic kamera han fik i fødselsgave - at dokumenterer samtiden.

I 1969 var der over 4000 normalsporede industribane lokomotiver i Storbritannien, fordelt på ca. 1000 virksomheder, et tal der var faldet til 1500 lokomotiver i 1987. Det største fald skete i kulindustrien i midten af 1980erne hvor Thatchers privatiseringspolitik og hårdhændede kamp mod fagforeningerne lukkede en masse kulminer.

David Ratcliffe oplevede at dokumentere nogen af industriens damplokomotiver, også de fyrløse, men størstedelen er dieseldrevne.

Det der gør bogen unik er at man ikke alene når rundt om et dusin fabrikanter opdelt i kapitler, men også mere end en snes forskellige industrier, med alt fra Cadbury Chokolade og Guinness øl, til beskidte havnebaner, kalk, kul og militære anlæg. Lokomotiverne var sjældent standartbygget, i hvert fald ikke i større serier, og derfor finder man en bred palette af farver og former.

INDUSTRIAL LOCOMOTIVES fortæller om perioden fra ca. 1980 og op i nullerne, krydret med mere end 300 fotos med lokomotiverne i deres respektive miljø.

I dag er der ca. 60 industribane lokomotiver i drift i Storbritannien.

En uundværlig bog for industribane interesserede og modeljernbane folk, som vil hente inspiration til industri miljøer, bemaling og ikke mindst patinering af de i hine tider, ofte lidt svært tilgængelige køretøjer.

Anmeldelse: Rolf Brems


 

DSB Design

Jens Nielsen og designprogrammet 1972-1992

Forfatter: Bruce Peter
Forlag: Dansk Jernbane-klub, 2024
Antal sider: 200, Hardback
Sprog: Dansk
Størrelse: 24,5 cm x 22 cm
Forhandles af Jernbanebøger. Varenr.: 135

Boganmeldelse

Da de højrøde Intercity-tog – trukket af rød/sorte lokomotiver og bemandet med personale i brune og orange uniformer i 1974 rullede ud i landet, gik det op for danskerne at "Statsbanerne" havde fået et nyt design. Vingehjul og kongekrone forsvandt og erstattedes af bogstaverne "DSB" i moderne skrifttype.

Med inspiration fra Storbritannien, hvor British Rail seks år tidligere havde påbegyndt en lignende forvandling ansatte man den arkitektuddannede journalist Jens Nielsen i 1972. Han blev udnævnt til designchef, og i de efterfølgende 20 år satte han et markant aftryk på DSBs fremtræden i offentligheden. Alt fik en overhaling og der blev ensartethed over designet på stationer, lokomotiver, vogne, færger, uniformer og meget mere. Intet var for småt til at blive designet på ny.

Man ville skabe et samlet letgenkendeligt rejsemiljø for de DSB-rejsende – lige fra stationer til tog og færger og DSB skulle gå fra et lidt støvet foretagende og give DSB et løft  til en moderne transportvirksomhed og medvirke til at gøre DSB til en bedre arbejdsplads.

De idéer og retningslinier, der nedfældes i design manualen, skulle også omfatte interne forhold og de ansatte skulle tages med på råd i beslutninger.

Da Statsbanerne i hele landet fra 1885 kom under fælles administration blev lokomotiver malet sorte og fik skorstensbånd i de nationale farver, en udsmykning, der betegner statskontrol. Kombinationen af sort med rød og hvid skabte en ikonisk identitet, og da damplokomotiverne næsten et århundrede senere forsvandt og DSB Designprogram blev lanceret, videreførte det disse farver i stort set alle designelementer.

To DSB-lokomotiver med en hidtil uset bemaling rullede ud af Centralværkstedets malerværksted i 1972. I stedet for den vinrøde grundfarve med gyldengule Vingehjul – som havde været DSB’s symbol siden etableringen i 1885 – på fronterne, fremstod MZ 1401 og MX 1010 i sort med postkasserøde førerhuse og med „DSB“ i en Helvetica skrift.

Randers Station blev fuldstændig malet sort – indvendigt og udvendigt – med postkasserøde paneler og et rødt, hvidt og sort stribet gummigulv og ny skiltning overalt.

Bogen  anlægger en arkitektur- og design-historisk vinkel, der analyserer og kritiserer designprogrammet i alle dets former gennem et meget stort antal illustrationer der kommer omkring alle dele af designet.

Bogens forfatter har interviewet flere af de arkitekter og designere, der havde været involveret i designprogrammet. Der har desuden været udført stor arkivforskning,

Bogen er  skrevet af Bruce Peter der er  professor i designhistorie ved Glasgow School og Art - har skrevet talrige bøger om arkitektur-, design- og transporthistorie og blandt andet en bog om British Rail, der nogle år før DSB også gennemgik en forvandling

Bogen er oversat af John Poulsen fra Banebøger.

Bogen er skrevet i letlæseligt sprog med mange illustrationer der drager tråde til tidligere DSB design og til udenlandske jernbaneselsksaber.

Bogen er udgivet i samarbejde mellem Dansk Jernbane-Klub og bane bøger.

Læseprøve

 

The Tireless Engine

The Story of the Most Produced Steam Locomotive

Forfatter: Marc Clement
Forlag: Eget forlag, 2024
364 sider, sort/hvid og mange tekniske diagrammer, formler,  tegninger og historiske dokumenter og foto af de enkelte varianter i scala 1:87
Paperback, 17 x 22 cm. Sprog: Engelsk 
Pris: 15 euro fragtfrit tilsendt.  E-bog til Download 6.49 euro. 
Bestilles på https://buchshop.bod.de/ 
Det er en Book on Demand udgivelse, så der kan gå 8-14 dage før den fysisk bog kommer frem. Alternativt som en E-bog.
Kan også købes hos danske Saxo.com.

Boganmeldelse

Anden Verdenskrig var en katastrofe med millioner af døde og ødelagte byer og umådelig lidelser. Men uden denne katastrofe ville Deutsche Reichsbahns ’lette godstogslokomotiv’ type 50 og 52 sandsynligvis aldrig være blevet bygget i det antal lokomotivet blev. Kravet til det nyudviklede lokomotiv blev stillet i 1937 og i 1938 rullede de ført 12 lokomotiver ud fra Henchel.
Med tidens nok mest moderne produktionsteknologi under anden verdenskrig og ved hjælp af tvangsarbejdere blev lokomotiverne spyttet ud fra forskellige fabrikker flere steder i Europa.

10168 lokomotiver af Class 50 og 52 blev det til. Bygget på over 25 fabrikker over alt i europa og så sent som 1960 blev det sidste lokomotiv af denne type bygget. Efter krigen blev de en afgørende faktor i genopbygningen af ​​Europa. 
Mere end 80 år senere kan man finde spor af lokomotivet i mindst 25 lande og på tre kontinenters jernbaner.

Forfatteren Marc Clement har interesseret sig for damplokomotiver siden sin ungdom. Efter at have bygget flere modeltog arbejder han nu som frivillig på Darmstadt Railway Museum, hvor han dyrker sin interesse for, hvordan damplokomotiver er opbygget, og hvordan de betjenes.

Et modellokomotiv, som han fik i fødselsdagsgave, vakte hans interesse for den tyske 50/52-serie, som han blev mere og mere involveret i i løbet af de følgende år. For modeljernbanefolk findes der 140 forskellige modeller af lokomotivet og varianterne.

Det er ikke en billedbog med flotte foto af de mange varianter der har været af lokomotivtypen, men en teknisk gennemgang og beskrivelse og udregninger af  cylindre og hedeflader og mere. Bogen rummer også  beskrivelse af de mange lande lokomotivet har kørt i. 


Troldhedebanens anlæg og midlertidige drift

Forfatter: Olaf Skov
Forlag: Eget forlag, 2024
252 sider, rigt. Illustreret med tegninger, kopier af dokumenter og historiske fotos
Paperback, 21 x 29,7 cm 
Pris 299 kr. – forhandles af Jernbanebøger

Boganmeldelse

Som opvokset i en af TKVJ stationsbyen Sønder Felding, er det altid interessant, når der kommer en bogudgivelse om min gamle ”hjemmejernbane”. I reolen står naturligvis Kolding Lokomotiv Klubs bogudgivelse Troldhedebanen fra 2002 på 368 sider, og nu får den følge af denne nytilkomne værk ”Troldhedebanens anlæg og midlertidige drift” på 252 sider. Ergo er der masser af godt læsestof til mange aftner, og når minder skal sendes tilbage til marts 1968, hvor min far sikrede mig ture i skinnebussen inden det var slut.

Olaf Skov’s bog tager udgangspunkt i et imponerende arkivstudie, som startede efter banens lukning i Saxildhus i Kolding, hvor TKVJ havde sit hovedkontor. I bytte for kage til kassererske Gudrun Rasmussens kaffe, fil den unge Olaf lov til at læse i det omfattende materiale af dokumenter, protokoller, brevudvekslinger mm. TKVJ havde liggende siden de første anlægsstudier gik i gang.

Sirligt indledes bogen med et kort introduktion af noter og kilder, og ligger ud med sammendrag af et dokument fra 7. marts 1900 (side 5), hvor et forretningsudvalg for Grindsted-Lunderskov ansøger regeringen eneretsbevilling til anlæg og drift af ny jernbanelinje ud over den jyske hede. Herefter følges i samme form med tydelige dato angivelse udviklingen frem til eneretsbevillingen endelig gives den 11. juni 1913 (side 30), udviklingen i anlægsarbejdet frem til 30. november 1926, hvor ministeriet godkender anlægsregnskabet (side 85). Hvad det afsluttende regnskab endte på, står desværre i det uvisse. Rigsarkivet har meddelt Olaf Skov, at akterne er bortkommet eller stjålet.

Den omfattende opremsningen af arkivstoffet kan for nogle forekomme noget tung, men det lige nøjagtig efter min mening det der giver bogen sin helt store styrke og værdi. Det kræver at læseren selv skal arbejde sig igennem stoffet og ikke blot nøjes med en sammenkogt og reduceret oplevelse. Det tager naturligvis sin tid at læse en så omfattende tekst igennem, men udbyttet er så også, at man får en betydelig indsigt i de mange hensyn, forespørgsler og tilladelser der skulle tages undervejs. Især er jeg overrasket, hvor meget der rent faktisk skulle godkendes af ministeriet og jernbanetilsynet, for at kunne gennemføres. Eksempelvis at den kommende station Kirsbøl, måtte skifte navn til Korsvang – dette godkendtes af ministeriet den 20. oktober 1916, eller bygningstegninger, der sendes til ministeriets godkendelse i marts 1915. Det har bestemt heller ikke være let at bygge jernbane for over 100 år siden. Men i og med staten stod for 2/3 af finansieringen af privatbanen, var det måske rimeligt nok

TKVJ åbnede officielt den 25. august 1917 – men allerede i starten af september 1916 kunne minister give banen lov til drift i dagslys mellem Troldhede og Grindsted (Parcel 1), med maks. 25 km/t og et tog ad gangen på strækningen. Anlægget af banens tre parceller (Parcel 2: Grindsted-Gesten, Parcel 3: Kolding-Gesten-Vejen) beskrives detaljeret og med mange data. Her er meget at hente, også om min forholdende omkring min hjemstavn Sønder Felding, hvor der tillige skulle bygges en 24,5 meter lang gitterbro over Skjern Å øst for landsbyen. Det fremgår f.eks. at placering af stationen syd eller nord for Skjern Å har også været diskuteret i 1913. Der er også fine aftryk af originaltegninger af stationen og gitterbroen, som nu er sikret i Olaf Skovs arkiv. Broen over Skjern Å forsvandt i 2018 – Herning Kommune ville ikke være med til at ofre de ca. 5-6 mio.kr til en nødvendig istandsættelse af broen som kulturminde.

Samlet set indeholder bogen en masse information, som normalt ikke vil være tilgængeligt og formentlig forsvundet for stedse, hvis Olaf Skov ikke havde fået sikret materialet for eftertiden. Bogens opsætningen er der ikke kælet så meget for, men det kan jeg sagtens abstrahere for, når indholdet er så fyldig og gennemarbejdet som det er. Det er også glædeligt, at materialet ikke blot er gemt bort i kasser og mapper, men netop offentliggjort i sådant værk, som kan danne baggrund for videre studier. Hvilket jeg faktisk foretrækker, frem for at materialet ”bare” er blevet digitaliseret og lagt op på internettet. Måske er det blot min alder, men det giver bare bedre udbytte at bladre i et værk som denne, fremfor at ”swipe” sider på en PC eller Ipad.

Min viden om TKVJ er hvert fald blevet væsentlig øget med denne bog, og i øvrigt til pris der er lavere end en turpas i Københavns Tivoli! Bogen kan derfor varmt anbefales, hvis man vil have mere detaljeret viden om processen i at etablere en privatbane for over 100 år siden, for den er sikkert ikke meget anderledes for andre privatbaner fra den tid. Olaf Skov varsler i sit forord til bogen, at der vil komme et senere bind omkring driften efter åbning. Den vil jeg glæde mig til at læse og se.

Tommy O. Jensen


Hjælpen til Sønderjylland

Forfatter: Niels Jensen
Forlag: Forlaget Frydenlund A/S, 2023
238 sider, illustreret med kort og historiske fotos
Hardback, 15,5 x 23,5 cm
Pris 300 kr. – forhandles af Jernbanebøger

Boganmeldelse

Genforeningen af Sønderjylland med Danmark den 15. juni 1920, var en direkte følge af Tysklands nederlag i 1. verdenskrig i oktober 1918. Landsdelen havde siden den 2. Slesvigske Krig i 1864 tilhørt Tyskland, efter Danmark havde tabt de tre hertugdømmer Slesvig, Holsten og Lauenborg. Ved fredskonferencen i Versailles foråret 1919, blev de danske ønsker om at få gennemført folkeafstemninger i Slesvig om det fremtidigt tilhørsforhold hørt. Folkeafstemningen i 1. zone, Nordslesvig (Haderslev, Aabenraa, Sønderborg og Tønder) skete den 10. februar 1920, resulterede samlet dansk flertal på ca. 75 % af stemmerne og dermed dansk tilhørsforhold. Modsat gjorde sig gældende ved folkeafstemningen i 2. zone, Mellemslesvig (Nibøl og Flensborg) den 14. marts 1920, hvor det tyske flertal lå på ca. 80 % af stemmerne. Den ny dansk-tyske grænse kunne tegnes ind på landkortet, og samtidig igangsattes et omfattende arbejde med at indlemme infrastruktur og statslige institutioner i det danske kongerige.

Niels Jensen’s bog beskriver om Statens og privates ekstraordinære investeringer i Sønderjyllands infrastruktur 1920-1940. Flere af bogens kapitler handler om DSB’s overtagelse af i alt 247 km jernbanestrækninger natten til den 17. juni og de udfordringer der var forbundet med at starten trafikken op, uden at have overtaget et eneste stykke materiel fra den Kongelige Preussiske Jernbane Forvaltning (KPEV). En opgave der viste sig at være særdeles omfattende, eftersom 1. verdenskrig havde sat Tyskland på fallittens rand. Det kommer fint til udtryk flere steder i bogen med interessante øjenvidne beretninger, der beskriver hvor nedslidt og armt jernbanevæsnet var i ugerne op til overtagelsen.

Heldigvis gik overtagelsen stort fredeligt for sig, og i Haderslev inviterede den nye danske stationsforstander J.J. Høgdal endda de danske og tyske jernbanefolk på et let traktement som tak for godt samarbejde. Den form konduite var etatens ledelse i København dog ikke enig i, og regningen på 70 kr. måtte stationsforstander J.J. Høgdal derfor betale af egen lomme!

Bogen er opdelt i 18 kapitler, der dykker ned i egentlig ret vidt forskellige emner, men med den fællesnævner, at de hver især viser den rolle som staten og etaterne bidrager med, for at få samfundet til at fungere.

Det er faktisk godt, at bogen ikke blot behandler jernbaner, men også tager emner som broer, færger, elforsyning, postvæsen, telefonvæsen osv. med i fortællingen. Det giver et godt og samlet billede af det forhold, at indlemmer en ”tabt” landsdel i riget igen.

Der er mange sjove vinkler i bogen, bl.a. opførelse af Sønderjyllands Højspændingsværk i Aabenraa i 1922-24, hvor udsmykningen i maskinhallen var udført af kunstneren Troels Trier. Aha – her spiller forfatteren vist et puds med læseren, men efter nærmere søgen på internettet viste det sig, at der ikke er tale om Troels Trier fra kunstnerkollektivet ”Røde Mor”, men at der faktisk er tale om hans farfar af samme navn, som var søn af grundlæggeren af Vallekilde Højskole ved Hørve, og levede 1879-1962.

Eneste anke jeg har til bogen er formatet – den er simpelt hen for lille til de mange gode kort og flotte fotos, det er lykkedes forfatter at samle ind. F.eks. er oversigtskortene på side 10 og 47, samt amtsbanernes køreplan på side 34 i praksis ulæselig, hvilket er synd. Et bogformat i fx 25 x 25 cm ville have hjulpet meget, og i øvrigt også give mange af de unikke fotos en bedre fremtonen.

Når det så er sagt, så skal det bestemt ikke afholde historieinteresserede i at købe bogen, som er ganske velskrevet, som det kendetegner Niels Jensens øvrige bøger. Den giver et godt indblik i en svær brydningstid i det sønderjyske udkant, hvor magtcenteret flyttede fra Berlin til København, og i øvrigt ikke alle danskere så det fordelagtig at få det gamle land tilbage igen.

Tommy O. Jensen


 

Busstoppesteder i Danmark

Jef Pallavicini
Udgivet 2024
Format 20,5 cm X 20,5 cm, hårdt omslag,

136 sider og ca. 340 illustrationer

298 kr.

Boganmeldelse

Bogen er inspireret af bøgerne der er lavet om busstoppesteder i Sovjetunionen. Her var der udvist meget stor kreativitet omkring af lave hvert enkelt stop til noget specielt. Kreativiteten i Danmark har ikke været så stor og der er ved de fleste busstoppesteder brugt standardlæskærme.

Poul Cadovius var den første der for firmaet Abstrakta i glasfiber designede en håndfuld forskellige læskærme, hvor den mest kendte er Cadomusboblen i glasfiber, hvor der er siddeplads til 5-10 personer. Den er designet i en tid hvor der ikke var så meget graffiti og i dag indbyder de store flader til at male på. Skærmen står flere steder stadig og må i dag betragtes som fortidigt design.
Aluminiums profiler hvori der var placeret glas var næste generation af skærme. Det gjorde skærmen transparent og noget mere let i designet. Denne type står der stadig rigtig mange af rund om i landet.

Bogen kommer fint omkring alle typerne og tager med sine mere end 300 illustrationer læseren med rundt til de fleste egne i Danmark.
Man kunne godt have ønsket at man havde valgt at have lidt færre foto med. Mange er næsten ens og mange foto er meget små. En af mine kæpheste er at foto ikke må være for små i en bog. Færre og større foto og lidt mere kritisk indgang til hvert enkelt foto kunne også have givet et mere roligt lay-out af det enkelte opslag i bogen. Mange af bogens foto er taget indenfor de sidste år og kunne være taget om. Mange opslag virker rodede.
AFA/JcDecaux med Knud Holscher design og andre firmaer der opsætter læskærme med reklamer har givet et stort løft til standarden af stoppestederne, men uden for de større byer,  hvor der mange steder ingen biltrafik er  det ikke så attraktivt at opstille skærme med reklamer    

 Jeg ved ikke præcist hvor mange stoppesteder der er i Danmark, men vil skønne der er mellem 30 og 40.000 stoppesteder hvor måske 3/4 har en form for læmulighed. Lige fra stoppesteder hvor der er et par påstigere pr dag til stoppesteder med flere tusind påstigere. Og det giver selvfølgelig forskellig standard.

Bogens budskab har været at vise forskelligheden, men man kunne også have valgt at have et afsnit med et rædselskabinettet, hvor grimheden og den manglede vedligeholdelse var i fokus. Jeg kunne godt have bidraget med foto af knæhøjt græs, smadrede ruder, skæve standere og stoppesteder hvor man ikke har lyst til at opholde sig og vedligeholdelse er noget der ikke sker.

Det er en opgave som kommunerne og trafikselskaberne bruger flere penge på end tidligere men der er stadigt et stort efterslæb og der kan bruge millioner på at hæve standarden. Der står stadig mange glasfiberlæskærme og andre skærmtyper af lav standard

Bogen er som nævnt inspireret af et lignede værk fra Rusland hvor der er en lang tradition for at sætte et meget lokalt præg på busstoppestederne. På YouTube er der en fin film om de Russiske stoppesteder. Link til Youtube

Finn Madsen

Se prøvesider fra bogen

Uniformer ved danske jernbaneselskaber fra 1847 til 1980
Forfatter: Bert Hansen 

216 sider, rigt illustreret, 345 kr.
Boganmeldelse

Jernbaneselskabernes uniformer fylder ikke meget i dansk jernbanelitteratur. Derfor er det prisværdigt, at Dansk Jernbane-Klub med støtte fra VELUX FONDEN har udgivet bogen ”Uniformer ved danske jernbaneselskaber fra 1847 til 1980” skrevet af Bert Hansen.

Bogen er opdelt i to temaer: De Danske Statsbaner/DSB og privatbanerne. Hovedvægten er lagt på De Danske Statsbaner. De to temaer er underopdelt kronologisk, og da opdelingen fremgår af indholdsfortegnelsen, er det nemt at finde uniformeringen for en given periode.

Bogen er fakta mættet. Der er mange gengivelser af uniformsreglementer, -normativer og -regulativer. Her ses de forskellige baners rangordning af personalet, og hvordan det blev synliggjort gennem uniform og distinktioner. Det fremgår tydeligt, at banerne i den første tid i høj grad var inspireret af militæret, hvor mange af de ledende folk også kom fra. Regulativerne fortæller, hvor ofte personalet kunne få nye uniformsdele. De mange gengivelser af reglementer og regulativer vil nok af lægmanden blive opfattet som tørt stof. De mange billeder af uniformeret personale og uniformsdele liver dog op undervejs.

Bogen kommer godt rundt omkring de forskellige personalekategorier herunder også søfartspersonale En egentlig omtale af uniformering af banernes rutebilchauffører savnes. Statsbanernes karakteristiske kakifarvede uniform til rutebilchaufførerne mangler. Den var i brug indtil de brune uniformer kom i 1973. Farve og design signalerede, at uniformen var helt sin egen. I stærk kontrast til de traditionelle mørkeblå baneuniformer.

Kvinderne og deres uniformering i jernbanens første mange årtier fylder ikke meget. Det gjorde deres uniformstildeling heller ikke. Ekspeditricer og ledvogtersker blev ofte spist af med uniformshue, armbind og kappe eller kåbe. Andre stillinger hos Statsbanerne var nok besat med kvinder. Men de havde ingen uniform, og arbejdede typisk som skrivere, telegrafister og billettrykkere.

Blandt de trafikuddannede var der enkelte kvinder. De havde uniform og udførte perrontjeneste. Dem blev der lagt mærke til, og de blev ofte omtalt i datidens aviser og ugeblade. I bogen berettes over et par sider i bedste fortællestil om kvindelige stationsforstandere i Strømmen og Virum. En tilsvarende historie om Chr. X’s togfører er en levende afveksling fra reglementsteksterne.

Efterhånden som flere kvinder kom ud på arbejdsmarkedet, kom der også flere kvindeligt ansatte hos banerne. Fra 1970’erne er de godt repræsenteret i bogen med billeder af uniformer til stewardesser og togpersonale.

Skulderdistinktioner og hueemblemer til de forskellige personalekategorier er beskrevet og afbildet. Gallauniformer med tilhørende kårde eller dolk er også vist og beskrevet.

Statsbanerne fylder som landets største jernbaneselskab naturligt nok mest. Herudover er også en halv snes udvalgte privatbaner med egne regler omtalt. Fra 1925 fik privatbanerne fælles uniformsreglement, som er beskrevet.

Bogen er brugbar som opslagsværk. Dog savnes et stikordsregister, f.eks. opdelt på personalekategorier. Så havde det været nemt at følge udviklingen af en bestemt personalekategoris uniformering gennem tiderne. Bogen indeholder en detailliste og ordforklaring. Her er en del fagudtryk forklaret, f.eks. chakot og kokarde. Andre mangler, f.eks. passepoils og guldlidse.

Bogen er oplagt for veteranbanerne og deres uniformerede personale. Desuden er den en god håndbog for skaberne af historiske film og tv-serier med historisk indhold. Bogen giver svar på de fleste spørgsmål om, hvordan uniformerne så ud i en given periode. Endelig er bogen også et godt værktøj for dem, som søger at tidsfæste gamle billeder. Her kan bogen gennem identifikation af uniformen hjælpe med til at fastsætte perioden. For den almindeligt jernbaneinteresserede er bogen med dens mange billeder en god afveksling fra den traditionelle jernbanelitteratur.

Efter forfatterens valg slutter bogen, som det fremgår af titlen, i 1980. Det er de brune uniformer fra 1973, som afslutter fortællingen om uniformer hos DSB. Kongekrone, vingehjul og distinktioner forsvandt. Det var dengang helt i overensstemmelse med tidens trend. Farver og design var typisk for 1970’erne.

Dermed udtrykte uniformerne et øjeblikkeligt modelune, som ikke holdt på den lange bane. Ikke alle blandt personalet var begejstret for den brune uniform. I begyndelsen af 1980’erne kom DSB på andre tanker. Personalet fik en mere tidløs og klassisk mørkeblå uniform med kokarde og kongekrone på kasketten. En uniform som i højere grad udtrykte jernbanepersonalets faglige autoritet. Men den del af historien har bogen ikke med. Her er der dog for interesserede læsere hjælp at hente i artiklen ”Blå, brun og blå igen” i Jernbanehistorie 2019 skrevet af Frederik Birkholt Kolding.

Bogens er en flot grafisk produktion, den er indbundet, med god papirkvalitet, god billedgengivelse, over 350 illustrationer i sort/hvid og farver, og den er trykt hos et dansk bogtrykkeri, der er miljøcertificeret med svanemærket og FSC.

Ole Edvard Mogensen


Gearkasseknas og dieselos  

-Tog med forbrændingsmotor gennem 100 år
Af John Poulsen
200 sider – ca. 450 ill. S/H og farver
Format 24,5 x 23 cm
Forlaget banebøger, 2023
Pris: 399,00 kr
Boganmeldelse

Mon ikke de fleste er klar over, at dieseldriften synger på sidste vers? En epoke, der begyndte i 1922 med de første benzindrevne motorvogne i ordinær drift, vil formentlig være slut om ca. ti år, når batteritog definitivt overtager lokaltrafikken og hvor DSB’s trafik udelukkende sker med el-traktion. 
John Poulsen har med bogen Gearkasseknas og dieselos set tilbage på udviklingen de sidste år, og samlet historien i det flotte værk med masser af billeder. Dengang var det økonomien, der især fik privatbanerne til at se sig om efter nye teknologier, som kunne udfase den dyre og mandskabstunge dampdrift. DSB fulgte også efter, bl.a. med MO-vogne og de klassiske diesellokomotiver litra MY, MX og MZ, for i 1970 at kunne slutte den 123 år lange epoken for damptog. 

Bogen erstatter på ingen på måde bogserien Motor Materiel nr. 1-9, som stadig er de primære opslagsværker, når det gælder om at få historien bag de næsten alle køretøjerne. Og det er heller ikke meningen med bogen. Tværtimod kan bogen betragtes som et supplement eller et samlet opslagsværk, hvor man får et godt overblik over en teknologisk udvikling, der ændrede jernbanen fundamentalt. Samtidig indeholder bogen masser af fine billeder, som især burde kunne give appetit til modelbanefolket om såvel daglige og som usædvanlige oprangeringer. Det lige før man kommer til at holde af 1980’ og 1990’ernes allesteds nærværende MR-togsæt, som var med til at sende MO-vognene fra 1930’erne til ophug. De røde togsæt blev budt på mangt og meget i driften, både i daglig anvendelse med forskellige togarter og i en kneben situation, hvor de skulle trække af sted med et godstog med 14 vogne.

Nogle vil sikkert synes, at prisen – 400 kr. – er lidt for højt for en bog som denne; mange tilsvarende billeder kan man jo finde på internettet, og dette blads digitale navnebror. Men det koster at lave en bog i denne kaliber, og kvalitet, ligesom der går også en mængde tid med at skrive og udvælge de rette billeder. Så forfatteren er bestemt ikke blevet rig på dette, hvor timeprisen for tilblivelsen nok ligger på en éncifret beløb. Dette bør hvert fald ikke være argumentet for ikke at købe bogen.

Er man interesseret i motoriseret jernbanetrækkraft – både nyt og gammelt – så må bogen Gearkasseknas og dieselos så absolut stå på hylden, som et herligt bladreværk over en snart svunden tid!

Tommy O. Jensen


Danmark set fra en togkupe

Forfatter: Martin Zerlang.  Forlag: Gads Forlag 
Indbinding: Hardback  Antal sider: 304 
Format BxH: 25,5 x 28 cm
Pris kr.: 399,95. 
Boganmeldelse

Martin Zerlang har skrevet en hyldest til den danske jernbane og den kultur der opstod i kølvandet på togene. Forfatteren er professor i litteraturvidenskab og det sætter et solidt aftryk på bogen og de mange uddrag, omtaler og analyser af danske skønlitterære bøger, film og billedkunst. Forfatterens baggrund er markant anderledes end de fleste andre bøger der er anmeldt i dette blad.

Der er ikke tale om en nørdet gennemgang af teknologiske udvikling indenfor togdriften. Derimod er der tale om et gennem illustreret bog til at have liggende på sofabordet og bladre igennem og læse spredt. Flot bog i stort format udstyret med en vrimmel af illustrationer i form af ældre og nyere fotos, bogforsider, plakater fra film, DSB plakater og jernbanerelaterede begivenheder samt gengivelser af ældre tryksager i grafisk topkvalitet og stort set uden foto af lokomotiver taget skråt forfra.
Bogen fortæller om alt det andet rundt om jernbanen og som derfor ikke er uvæsentligt for jernbanehistorien. Toget og jernbanerne har omskabt landskabet og byerne, og selv skabt hele byer - stationsbyer. 

Jernbanen har siden 1840 har påvirket og omskabt Danmark på en række områder som kunst, litteratur, musik, og film. Bogens første hovedkapitel omhandler pionertiden ca. 1840-1870. Herefter følger kapitlerne om jernbanens gennembrudstid 1870-1900 og storhedstiden 1900-1920 hvor enhver landsby helst skulle have stoppesteder for et tog.  Herefter konsolideringstiden fra 1920-1950. Tiårene efter krigen 1950-1970 er de store planers og vidtskuende tankers tid. Men årene var også en periode, hvor konkurrencen fra privatbilismen for alvor slog igennem. 

Sidst kommer kapitlet med overgangen til det nye årtusind 2000-2025, hvor der til sidst ses en åbning for en slags jernbanerenæssance med stigende fokus på kollektiv transport. 
Værket er lettilgængeligt. Her er det mere emnespredningen og de mange analyser og sammenhænge, der udgør udfordringerne i abstraktionsniveauet. Der er mange gode iagttagelser og gode pointer og forfatterens mix er overalt veldoceret, og han har en beundringsværdig evne til at binde jernbanehistorie, anekdoter og kulturelle elementer sammen på en spændende måde.

Mange jernbanenørder vil nok vælge denne bog fra, men det vil være synd at gå glip af de mange sammenkædninger af Jernbanehistorien og alt omkring jernbanerne.


Finn Madsen


 

Bahnreisen in die DDR

På togtur i DDR
af Gunnar W. Christensen
Dansk Jernbane-Klub 2021
264 sider i format 28,5 x 25 cm, hardcover
ISBN 978-87-87050-17-3

 

Boganmeldelse

Dette er et prægtigt billedværk, lad det været slået fast med det samme. Bogen er krydret med personlige fortællinger fra de mange rejser, som Gunnar W. har foretaget i den østtyske arbejder- og bondestat. Det er helt klart det flotte billedmateriale, både i sort/hvid og i farver, der er bogens styrke. En løselig sammentælling giver ca. 480 illustrationer, heraf 120 i farver. Flere af især de ældste billeder er nærmest sensationelle; ikke mange kan diske op med farvebilleder fra Warnemünde eller en P 8 i Sassnitz i 1969! Bogen er svær at lægge fra sig, når man først er gået i gang med at nyde de dejlige fotografier. Mange af disse indbyder til et nærmere studie, ja simpelthen at gå på opdagelse i de oftest knivskarpe og velkomponerede billeder. Som mangeårig DDR-dampfan nyder jeg de fine, klassiske fotosteder i bogen, men der er også rigtig mange ikke-før-sete lokaliteter.

Typisk for DDR var de mange uniformerede personer: politi-, militær- samt naturligvis jernbaneuniformer optræder på flere billeder. Fotografering af jernbaner i DDR var dengang decideret forbudt, først fra 1974 lempedes forholdende lidt. DDR-styret tillod nu fotografering fra offentligt tilgængelige steder, dog stadig med en del betingelser. Og stadig skulle fotograferne vogte sig for Volkspolizei og især Stasi-angivere, der kunne dukke op overalt. I modsætning til undertegnede har Gunnar W. også husket at tage billeder af andet end damp; diesel- og ellokomotiver er pænt repræsenterede i bogen. Denne er opdelt i ti afsnit, der hver omhandler en rejse, begyndende med den første i 1969 til Rügen og afsluttende med en rundtur i DDR i 1979. Indledningsvis fortælles også den spændende beretning om Gunnar W´s første tur til Dresden i 1965 med hustruen Irene. Denne tur gjalt ikke jernbaner, men et besøg hos penneveninden i Coswig.

Bogen er tosproget, dansk og tysk. Nok en god idé, da bogen helt sikkert (også) vil finde en stor læserskare i Tyskland. Dog mener jeg, at de to titler på omslaget burde være sat med samme skriftgrad, eventuelt den ene i kursiv. Men det skal understreges, at det er en fornøjelse at læse bogens tysksprogede tekster; fejl heri skal man lede længe efter! Det fornemmes tydeligt, at her er en fagmand på spil, der både mestrer tysk OG dansk. Generelt er bogen pænt fejlfri, det være sig både grammatisk og i det faglige. Kommaer er der dog sparet lidt for meget på ...!

Gunnar W. skriver i forordet, at han aldrig har taget notater, når han fotograferede. Dette til trods er så at sige alle billeder forsynet med både lokomotivnummer, tognummer og lokalitet, så det har sikkert været noget af et job at få alle facts bragt på plads her efterfølgende. Som sagt er fejl svære at finde.

Lidt brokkerier skal der dog lige være plads til: På side 89 ses førerhuset på 52 4797, ej førerrummet, da det jo er et damplokomotiv! Det er gået lidt galt med nogle 44-numre et par steder, således nævnes 44 0683-3 på side 226, denne er rettelig 44 0663-3. 44 0276-0 på side 127 var ej heller i tjeneste hos DR. Billederne på side 214 er lidt "mystiske", da de angives at været taget ved Obstfelderschmiede. Denne by ligger imidlertid på strækningen til Katzhütte, hvor der aldrig har kørt BR 95. En forveksling med Schmiedefeld ved Probstzella lyder måske plausibel? Disse småting er absolut blot petitesser, der på ingen måde ødelægger helhedsindtrykket af det flotte værk.

Afsnittet om DJK-udflugten til Bw Rostock i 1974 er efter min mening yderst interessant, da det normalt var umuligt at komme indenfor på remiseanlæg i DDR. Men også her har Gunnar W. fået taget en række fotografiske perler. Flot parade ved drejeskiven med fire damplokomotiver, bl.a. Rostocks "Eiserne Reserve", 01 2048, den sidste Altbau-01 i Bw Rostock. Dejlige scener fra banegården også, herlige fotos med persontoget til Wismar med Baureihe 35.

Denne fortrinlige bog fortjener at stå i reolen hos enhver, der interesserer sig for Deutsche Reichsbahn, og anbefales på det varmeste. Den er hver en krone - eller euro - værd!

Ole Jensen


 

 

Newsflash

Lillebæltsbroen fylder 90 år

I 90 år har Lillebæltsbroen bundet Danmark sammen, og den ca. 300.000 tons tunge beton- og stålkonstruktion er i god form og klar til 90 år mere.
Lørdag den 10. maj bliver fødselsdagen markeret på begge sider af broen.

Kong Christian X og daværende statsminister, Thorvald Stauning, indviede i 1935 broen sammen med omkring 500 officielle gæster og ca. 50.000 danskere.

Lillebæltsbroen – også kendt som Den gamle Lillebæltsbro i folkemunde - har siden åbningen været et trafikalt knudepunkt. I dag krydses broen af ca. 12.000 biler og 200 tog hver eneste dag, og beton- og stålkonstruktionen er stadig i god form.

90 år er ingen alder, så længe der sørger for at vedligeholde betonen, stålet og de mange tusinde forskellige komponenter, som broen består af. Beregninger viser, at Lillebæltsbroen kan stå helt frem til år 2100, når broen vedligeholdes.

Vær med til at fejre broen

Til 90-års fødselsdagen, der samtidig markerer 10-året for Bridgewalking på toppen af Lillebæltsbroen, er alle inviteret til fødselsdagsparade og fest på broen. Fejringen foregår lørdag den 10. maj og i den anledning er broen lukket for biltrafik under festlighederne.

I anledning af fødselsdagen bliver der på begge sider af broen opsat en helt ny udstilling, som fortæller om broens historie. Udstillingen er lavet i samarbejde mellem Banedanmark, de to kommuner samt Middelfart Byarkiv, Museum Fredericia og Fredericia Fotoklub.

Program:

Kl. 11.00: Festlighederne starter fra hver sin ende af broen – i Snoghøj (Fredericia) og ved opgangen til Bridgewalking ved Middelfart. Her serveres brunsviger til de første 500 gæster og uddeles flag og balloner ved de to nye udstillinger.

Kl. 11.30: To lokale parader bevæger sig fra udstillingsområderne over broen og mødes på midten.

Kl. 12.00: Brofesten starter med gadegøgl, musik og masser af sjov for hele familien!

Kl. 13.30: Dagen afrundes med et ti-foldigt hurra for broen.

Kl. 14:  Fejringen slutter, og broen genåbnes for biltrafik.

Da broen i 1985 havde 50 års jubilæum bragte Jernbanen artiklen om broen .

 

Du kan finde artiklen på linket nedenfor:
Link til artikel om Lillebælstsbroens juubilæum i 1985

 

15 minutters stumfilm fra indvielsen i 1935 findes her

 

fvm 2025-04-29


 

Uden elektrificering Struer-Vejle er erhvervslivet  truet

 ingen international godstogs-trafik uden køreledninger

En moderne jernbane-godsterminal placeret tæt på motorvejs-nettet i Herning på en elektrificeret Struer-Vejlebane, hvor godset kan fragtes videre med elektriske lastbiler til og fra slut-distination eller produktionsvirksomhed.

Det er en konkret vision for at flytte mere gods over på skinner, som EU i øvrigt har en målsætning om.

Ideen om en terminal kommer fra medlem af IDA Rail, civilingeniør Tommy O. Jensen i en ideudvikling med arbejdsgruppen for at bevare de direkte tog Struer-København.

Ift Holstebro er elektrificering er forudsætning for at kunne køre tunge pansertog fra Jyske Dragonregiment – JDR- til øvelser i fx Tyskland.

Hvorfor elektrificering: Uden elektrificering – ingen international trafik med godstog til Midt- og Vestjylland.

Elektrificering er vigtig for det midt- og vestjyske erhvervsliv. Elektrificering er ifølge transportminister Thomas Danielsen og flere partier i forligskredsen for Infrastrukturplan 2035 også den rigtige løsning- ikke batteritog. Men finansieringen mangler.

 Derfor har toggruppen sendt et åbent brev til forligskredsen bag Infrastrukturplan 2035, erhvervsråd, borgmestre m fl.  for at gøre opmærksom på, at elektrificering eller ej er et strategisk valg- et valg ift i erhvervspolitik.

Dels fordi transporten med el-tog er billigere end med lastbil ifølge beregninger fra Rambøll til Transportministeriet. 

Dels fordi elektrificering er forudsætningen for at opretholde international godstogs-trafik fra Midt- og Vestjylland og dermed transport med tog til det snart buldrende tyske marked.

Vi kan hente inspiration i Sverige. Tommy O. Jensen peger på, at APMs containerhavn i Gøteborg har gode jernbaneforbindelser til terminaler inde i landet. Containere køres fra havnen til terminal med togshuttle og derfra videre med lastbil. En løsning i Midt- og Vestjylland kunne være shuttletog fra APM i Aarhus til Herning om natten. Der arbejdes også med godstogstrafik i  Grønn Jyllandskorridor 

El-drift er det eneste rigtige, hvis man skal have godsoperatører til at køre godstog til Herning. Fordi  langt størstedelen af godslokomotiverne kun er til el-drift. Enkelte el-lokomotiver har lidt batterikapacitet til rangering og kort kørsel. Men slet ikke til strækningskørsel.

Diesellokomotiver bygges kun i et meget lille antal. Men er reelt udfaset fra produktionen. Så dem skal man ikke satse på. Hydrogen -lokomotiver findes, men kun i få eksemplarer.

I dag har fx Viking Rail  50 år gamle diesel-lokomotiver. Men de er nok skrottet om 10-15 år.

Der er rigtig langt fra Vejle til Herning alene på batteri. Det vil kræve særlige lokomotiver, som operatører nok ikke er særlig interesseret i at investere i, hvis der ikke er en rimelig forretning.

Der er ifølge Tommy Jensen heller ikke et større marked for batterilokomotiver til strækningskørsel.  Så hvis der ikke er el til Herning/Holstebro, så bliver det rigtig svært at finde nogen, der vil køre gods på den rute på sigt.

Når Femern-jernbanen åbnes i 2029, så vil den nuværende Taulov jernbaneterminal miste de store mængder gods, der i dag kører via Sjælland og Fyn til Tyskland.  Det er godstog med endestationer i Tyskland og Sverige, der vil vælge den kortere rute via Femern.

Det betyder en ny fremtid for terminalen og måske færre afgange med godstog, hvis ikke også erhvervslivet i Jylland satser mere på gods på banen. Vi ser i værste fald ind i en fremtid uden muligheden for at transportere gods på en elektrisk jernbane kombineret med restriktioner i et ekspanderende Tyskland .

Ift Holstebro betyder  oprustningen, at landets største kampregiment Jyske Dragonregiment får flere kampvogne og flere infanterikøretøjer og får brug for, at  flere pansertog kan køre fra Holstebro til øvelser i fx Tyskland.

I Holstebro er der et sidespor til pansertog. Også den massive vækst i værnepligtige og professionelle soldater øger behovet for togbetjening. Altså: Elektrificering er også sikkerhedspolitik.

 Danmark overtager snart  EU-formandsskabet efter Polen. EU har en målsætning om, at jernbane-godsets markedsandel skal øges fra 30 pct i 2030 til 50 pct. i 2050. Det svarer til daglige godstog til både Thy, Vestjylland, Lolland og Vendsyssel. Dertil kommer jernbanens betydning i det kommende europæiske forsvarssamarbejde.

PS: I det åbne brev stiller Tommy O. Jensen sig til rådighed for borgmestre, erhvervsråd m fl med viden. Fx ift  kontakter til Sverige.

 

Egon Nykjær, formand Dansk Metal Herning og bestyrelsesmedlem Erhvervsrådet Herning &Ikast-Brande

Ole Skydt, Østerbrogade 22

 Medlem af arbejdsgruppen for at bevare de direkte tog Struer-København

 

Links til inspiration:

Bandet klippt för Julas nya jätteterminal i Falköping | JARNVAGSnyheter.se 

Falköping’s new terminal facility revolutionises Swedish transshipment logistics - APM Terminals

Katrineholms Logistikcentrum | Katrineholms kommun

fvm 2025-04-24


 

 

En damplokomotiv har for første gang i England kørt ved hjælp af ETCS

En damplokomotiv har for første gang med succes kørt ved hjælp af Hitachi Rails europæiske togkontrolsystem (ETCS) digital signaleringsteknologi. Prøven, der blev afsluttet på Cambrian-linjen i Wales, markerer en ny udvikling i integrationen af kulturarvstog med moderne jernbaneinfrastruktur.

Engelsk tekst

Link til Railway-news

fvm 2025-04-21


 

Gedser Remise måtte sig nej til mange, der ville på togtur

Gedser Remise måtte sig nej til mange, der ville på togtur mellem Nykøbing og Gedser med sølvgrisen.

Link til artikel i Folketidende

Køreplan for sommerens kørsel for toget mellem Nykøbing og Gedser kan ses her

fvm 2025-04-21


 

Bogprojektet om Erling Nederland

Den første bog om en eminent illustrator og visuel journalist, som læsere af Hvem Hvad Hvor, DSB-pjecer og fagblade har nydt godt af.

Projektet er nu blevet til en Kickstarter-kampagne, som I kan følge og evt. støtte her:

Læs mere om bogprojektet her: https://www.kickstarter.com/projects/1887922821/erling-nederland-infografiens-mester?ref=project_link

Se YouTube video om bogprojektet

 

fvm 2025-04-19


 

 

Igen tog mellem Nykøbing og Gedser remise

Der kører skinnebus mellem Nykøbing og Gedser remise i påsken.

Der køres 17-18-19 april.

Link til køreplan 

Link til indslag i TV2 øst

fvm 2025-04-14


 

Seks brande ved samme by på grund af godstog

Tirsdag eftermiddag fik Brand & Redning MidtVest travlt, da der pludselig rullede seks alarmer ind i Brande, hvor der var sket en fejl på en bremse på en godsvogn. De mange brande langs banelegemet strakte sig over tre kilometer omkring Fauerholt. DB Cargo, at fejlen skete på en bremse på en af godsvognene og altså ikke selv lokomotivet.

Brand & Redning MidtVest Leon Nielsen fortæller til TV MIDTVEST, at der hurtigt kom styr på de mange brande. Heldigvis en dag med lav vind
Der blev trukket en hale af brande bag toget, efter at de skete en fejl på bremsen. 
Det var, mens godstoget var i gang med tilbagelægge turen fra Fredericia til Herning, at der skete en fejl på bremsen syd for Brande.

Ved Fasterholt, hvor godstoget blev stoppet, nærmede en af brandene sig nogle huse. Operativ chef Leon Nielsen oplyser dog, at det lykkedes for brandfolkene at få slukket branden inden da.

Tvmidtvest - fvm 2025-04-08


 

Ny formand for DJK

Dansk Jernbane-Klub afholdt søndag den 6 april generalforsamling.
Der blev valgt ny formand idet Henrik Bang Jensen efter 13 år ønskede at træde tilbage fra formandsposten, men bliver i Hovedbestyrelsen. Hovedbestyrelsen konstituerede sig efter generalforsamlingen med Tommy O. Jensen som formand, Søren Bay som næstformand.  

Den nye formand og den afgående formand

Noter fra generalforsamlingen. Officielt referat på hjemmesiden medio maj 

Opsigelse af arkivlokalerne i Glostrup har fyldt meget i foreningen det sidste halve år. Bygningen, hvor arkivet havde til huse i en kælder, skal rives ned. Der har været brugt meget tid og kræfter på at finde et nyt lejemål til arkivet, og det er nu endt i et samlet lejemål for arkiv og DJK’s øvrige aktiviteter i Brøndbyvester i en rimelig central placering. Lejemålet er samlet ca 50.000 kr. dyrere  årligt.
Stor tak til arbejdsholdet, der flyttede arkivet, og vi glæder os alle til at vise de nye lokaler frem. Der er stadig et stort arbejde med at pakke 700 flyttekasser ud. Flyttefirmaet Jonas har kørt 23 flyttelæs til de nye lokaler, og omkring 3000 hyldemeter er flyttet. Flytteholdet havde en gennemsnitsalder på 72 år og har gjort en stor indsats. Der udestår arbejde med at pakke Herlev ned inden 1. august.

 I Marslev går det fremad med installationer, et enkelt spor er lagt og materiel har kunnet flyttes til hallen og et lejemål opsiges. Med hjælp udefra skal der laves flere spor, så mere materiel kan komme under tag.

Det er blevet sværere at køre veterantog med det nye signalsystem. Flere baner er udfordret:
Museumsbanen, Veterantog Vest, My veterantog,  Limfjordsbanen og Gedser remise har udfordringer for hele deres kørsel eller dele af kørslerne i 2025.  

Henrik Bang Jensen har valgt at stoppe som formand, som han har været i 13 år, men bliver i hovedbestyrelsen.
Svend Korsgaard har valgt at stoppe som kasserer men bliver i hovedbestyrelsen
Jesper Hansen har valgt at stoppe efter 12 år i Hovedbestyrelsen helt, og der skal findes en ny sekretær
Lasse Toylsbjerg-Pedersen er nyvalgt medlem af hovedbestyrelsen.

Det meste af den nye hovedbestyrelse.

Nyvalgt til hovedbestyrelsen var Lasse Toylsbjerg-Pedersen

Hovedbestyrelsen har konstitueret sig således:

Formand:           Tommy O. Jensen  
Næstformand:    Søren Bay 
Kasserer:           Claus Dahl   
Sekretær:          Keld Haandbæk

 

fvm tekst og foto: 2025-04-07


 

Ny festival fejrer 150-året for Den vestjyske længdebane

I år fylder Den vestjyske længdebane 150 år. Jubilæet markeres til august med en festlig togfestival for hele familien, hvor festivalens deltagere blandt andet kan opleve forskellige tog, der har kørt på strækningen gennem tiden. 


Togfestivalen bliver afholdt lørdag den 23. august 2025 og markerer 150-året for Den vestjyske længdebane.

Lørdag den 23. august afholder Varde Kommune i samarbejde med de lokale udviklingsråd en stor togfestival for hele familien i anledningen af Den vestjyske længdebanes 150-års jubilæum.

Togfestivalen finder sted på forskellige lokale stationer i bl.a. Nr. Nebel, Oksbøl og Ølgod. I Varde vil der være udstillinger, kreative aktiviteter og en børnekoncert. Det hele kulminerer om aftenen på Varde Station med spisning og livemusik. Festivaldeltagerne kan opleve forskellige og historiske tog, hvoraf nogle af togene tilbyder ture. 

Jernbanens betydning for egnsudviklingen

For 150 år siden kunne borgere for første gang køre med tog i Varde Kommune, og erhvervslivet kunne bruge jernbanen som en vigtig transportmulighed. Tog- og jernbanedriften har haft enorm betydning for udviklingen i Varde Kommune. Det gælder både i forhold til erhvervslivet, landbruget, turismen og infrastrukturen for borgerne generelt. Formålet med festivalen er at samle folk fra hele kommunen til en festlig dag og markere Den vestjyske længdebanes betydning for egnsudviklingen i Varde Kommune.

Den vestjyske længdebane er fortællingen om vores område, og hvordan infrastrukturen de seneste 150 år har bidraget til at skabe levende lokalsamfund og en særlig fællesskabsfølelse. Vi ser ser frem til at fejre jubilæet med en festival sammen med både lokale, turister og togentusiaster.

Varde Kommune - fvm - 2025-04-02


 

Monstermaskine æder sig gennem vestjysk banestrækning

Link til tvmidtvest

fvm 2025-03-31