Smalsporsværkstedet i Blovstrød

Aktiv i klubhuset i Herlev

I klubhuset i Herlev, Marielundvej 35,2730 Herlev mangler der hænder primært til administrative opgaver. Der er brug for hjælp til følgende opgaver:
Medlemskartoteket, regnskabs og bogholderi funktioner,  arkiv arbejde, pakning af bøger til vores webshop, billedregistrering og scanning, redaktionelt arbejde af bøger, grafisk arbejde, besvare spørgsmål fra medlemmerne, formidling af hvad der sker i foreningen eller af historisk materiale, levering til elektroniske medier, søge fondsmidler, udvikle projekter og meget mere.

Næsten ligegyldigt hvilken administrative opgave du har lyst til at arbejde med kan vi finde på noget.
For mange af opgaverne vil være en fordel hvis du regelmæssigt kan komme til Herlev mandag aften, men visse opgaver kan også udføres som fjernarbejde.

Du kan skrive til Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den. eller ringe til huset i Herlev mandag aften på  33 33 86 97. 

Aktiv ved veteranbanerne

Du kan være aktiv ved en veteranbane på mange måder
Alle aktiviteter i en veteranbane er  frivilligt og ulønnet, og det foregår som oftest i weekender og på fri- og feriedage. Ved at deltage i arbejdet får du mange gode oplevelser, både sammen med kollegaerne i klubben og sammen med de mange glade passagerer togene.  Mange er aktiv fordi de kan lide at arbejde med restaurering og vedligehold af gammelt togmateriel. Nogle er aktive ved banerne for at være med til at køre de gamle tog. Og andre igen er med for at få skabt en samling af jernbaneeffekter. 
Det kræver ingen specielle forudsætninger for at være med. Du skal blot have lyst til at være en del af et hold der arbejder med de gamle tog. Vil du for eksempel gerne være lokomotivfører på klubbernes tog er der fastlagt program for uddannelse og prøver, for at nå så langt. 

Der er også opgaver for dig ved veteranbanerne

Værkstedarbejde
Når der ikke kører sommertog eller særtog foregår der reparationer og renoveringer af lokomotiver og vogne. Renoveringer til flere hundredetusinder foretages på banernes værksteder. Er du god til værktøj (faglært eller ufaglært, træ eller metal), ja så har vi brug for dig på værkstedet. Banerne har ikke alt i det nyeste værktøj, men har gennem årene samlet en del specialværktøj for at kunne arbejde med tog. Kender du ikke meget til værkstedarbejde er der altid nogen der kan vise dig hvordan du kommer i gang. Det er ikke alene damp og diesellokomotiver der skal arbejdes med på værkstedet også de gamle vogne kræver vedligeholdelse. 

Alle de andre vigtige opgaver
Opgaverne er bl a  maling ind- og udvendig og andre vedligeholdelsesarbejder. Hertil kommer markedsføring, regnskaber og meget mere. Og for din bedre halvdel kan der også blive en opgave med kaffebrygning og kagebagning til sommertog. 

Og når toget ruller

Prøv som togbetjent
Det kræver ikke specielle forudsætninger eller uddannelse at være togbetjent på banernes tog. Du skal have en uniform og hjælper med klargøring af toget inden kørsel, sælger billetter og måske skal der klippes billetter. Du får i dette job rige mulighed for at møde togets passagerer og snuse til de andre job omkring toget.

Bliv togfører 
Togføreren, der ikke må forveksles med lokoføreren, er en vigtig person på toget. Har du prøvet som togbetjent får du sikkert også lyst til at bestemme hvornår toget skal køre. Her er du også typisk rangerleder ved oprangering af vognene, hjælper med bremseprøve og giver afgangssignal til lokofører. Her skal du gennemgå en mindre uddannelse efter et fast program hvor du skal vide noget om signaler langs sporet, håndsignaler, togets bremsesystem mv. Uddannelsen står banerne selv for og du skal op til en mindre prøve med ekstern censor inden du er uddannet. 

Bliv diesellokofører
Her starter du som dieselfører aspirant og kører med på lokomotivet og får en praktisk indøvning i kunsten at køre et diesellokomotiv. Du skal for at blive diesellokofører have deltaget et antal timer i det praktiske værkstedsarbejde omkring vedligeholdelse af lokomotivet, så du forstår hvordan lokomotivet virker og kunne lave mindre reparationer i forbindelse med kørslen. Du skal op til en mundtlig prøve med ekstern censor inden du er uddannet.

Bliv fyrbøder på damplokomotiv
Fyrbøderen er ham der sørger for at der er tilstrækkeligt fyr under kedlen. Her starter du som fyrbøder aspirant og kører med på lokomotivet og får en praktisk indøvning i kunsten at fyre i et damplokomotiv. Du skal for at blive fyrbøder også have deltaget et antal timer i det praktiske værkstedsarbejde omkring vedligeholdelse af lokomotivet, så du forstår hvordan lokomotivet virker og kunne lave mindre reparationer i forbindelse med kørslen. Uddannelsen tager nogle år inden du er uddannet. Du skal op til en mundtlig prøve med ekstern censor inden du er uddannet.

Bliv lokofører på damplokomotiv
En mand med stor status da damplokomotiver var i daglig drift. Her skal du først være uddannet fyrbøder og have kørt nogle år. En lidt større uddannelse. Du skal op til en mundtlig prøve med ekstern censor inden du er uddannet. Det tager nogle år, med uddannelse og øvelse, før du selv må køre som lokofører på et veterantog.


Kontakt en af veteranbanerne eller huset i Herlev for information om hvordan du kommer i gang.

Oversigt over veteranbanerne og museet har du her