Så er årets første udgave af Jernbanen på vej ud i postkasserne – og endda i en opdateret udgave når det gælder layout og opsætning. Flere af ændringerne er baseret på input fra læserne, som gennem de seneste år er kommet med forslag til forbedringer. Dette gælder f.eks. billedtekster på side 3 og lidt mere luft ind mod ryggen af bladet.
Indholdet i bladet følger derimod tråden som tidligere, hvor ajour tager pulsen på jernbanerne i Danmark de seneste par måneder: Ny transportminister, kommende sporfornyelser, de sidste driftsdage med ME, føljetonen om nyt spor på Østbanen samt testkørsler på Odense letbane. Som flere læsere bemærkede i december-nummeret, så manglede nyhederne fra Sverige helt. Det er der rådet bod på nu, hvor vi bringer masser af spændende nyt fra broderlandet.
Når det gælder artikler, kan læserne glæde sig til Peter Christensens historie om tilblivelse af de belgiske MY’er, hvor Nohab havde en stor finger med i spillet. Er man til damp, så er Palle Ømarks beretning om planlægningen og kørslen med det dampfremførte særtog i anledning Kong Frederik IX’s bisættelse for 50 år siden læseværdig. På et sidespor kommer Ole E. Mogensen med mælkeerstatningsfabrikken Nestlé i Hjørring, som havde sit eget sidespor og rangermaskine. Poul Kattler slutter artikler af med en status over nattogenes tilbagevenden på de europæiske skinner.
Er du ikke modtager af Jernbanen, så kan du købe det i løssalg hos Jernbanebøger. Eller endnu bedre, overveje at blive medlem af DJK. Så kommer bladet ganske automatisk i postkassen hver anden måned! Link til bliv medlem.
Vi har plukket lidt sider fra det kommende nummer af Jernbanen. Du kan se dem her Link til sider
20-02-22