Traditionen tro bringer veteranbanen julemanden til Mariager, hvor den rødklædte herre med det lange hvidt skæg tænder juletræet på Torvet. Det sker i år søndag den 17. november 2024.


Den tradition holder vi fast i. Til den kommende højtid er det gamle Hadsund-Peter, der med sine 98 år på bagen er veteranbanens ældste motorvogn og banens kronjuvel, der får opgaven at hente julemanden og køre ham sikkert til Mariager. Om landskabet i år bliver lige så fint pudret af sne, som forrige år er endnu uvist.

Handelsstandsforeningen fortæller, at julemanden bor i Lunddalen. Her er et lille trinbræt, hvor julemanden troligt venter på Hadsund-Peter, der sammen med de 
mange børn og voksne i toget bringer ham til Mariager. 


foto: Asger Christiansen


Julemanden ankommer til Rosernes By søndag den 17. november 2024
Hadsund-Peter afgår fra Mariager station kl. 15:00 Toget er tilbage igen på Mariager station kl. 15:30.

Herfra kører julemanden op til torvet og tænder byens juletræ. – Og så er det endelig jul i den lille idylliske fjordby.

Det er gratis at tage turen med Hadsund-Peter. Veteranbanen giver billetten. Man skal bare stige ombord på juletoget. MEN kom i god tid. Der er ikke flere end 74 siddepladser i toget! Der kan ikke bookes billetter i forvejen!

foto: Asger Christiansen

Veteranbanen sender sine varmeste hilsener med ønsket om en glædelig jul og ser frem til sæsonen 2025.

fvm 2024-11-07