Foto: Jan Lundstrøm
Lige før sommerferien kom aftalen om de kommende års investeringer i infrastruktur på plads. Med aftalen er der nu øremærket investeringer i den kollektive trafik for samlet set cirka 86 mia. kr. kroner, inklusiv de anlægsarbejder der allerede er aftalt eller igangværende.
De 86 mia. kr. til jernbanen indeholder således 44,9 mia. kr. til nye investeringer og 41,2 mia. kr. til igangværende investeringer (inkl. fornyelse og vedligeholdelse).
Den danske jernbane omtales ofte som rygraden i den kollektive transport. Men det er ikke nogen hemmelighed, at rygraden er hårdt ramt af slidgigt. Det kræver massive investeringer at rette op på årtiers efterslæb og underprioritering, og med infrastrukturplanen, som alle Folketingets partier står bag, sættes gang i genopretningsarbejdet.
”Jeg bakker fuldt op om, at vi skal have den kollektive transport tilbage på sporet, og det ønske står jeg ikke alene med. Med alle Folketingets partier i ryggen har Regeringen sat den kollektive trafik højt på dagsordenen. Tog, letbaner, busser og metro er for mange danskere en nødvendighed i hverdagen, og det er samtidig en af løsningerne på klimaudfordringerne i transportsektoren, at flere skal rejse sammen. Målet er derfor, at vi skal have flere til at vælge den kollektive transport til”, udtaler transportminister Benny Engelbrecht til Jernbanen.
Investeringer i den kollektive trafik for perioden 2021-2035
- Aftale om en styrket kollektiv transport 7,3 mia. kr.
- Aftale om bedre og billigere kollektiv trafik 8,5 mia. kr.
- Nye midler til vedligehold og fornyelse 13,0 mia. kr.
- Nye undersøgelser 0,6 mia. kr.
- Igangværende investeringer 23,2 mia. kr.
- Igangværende vedligehold og fornyelse 17,9 mia. kr.
- Reservation til Togfonden etape 2 13,0 mia. kr.
- I alt 83,5 mia. kr.
Kilde: Transportministeriet