London Underground, et af verdens mest effektive transportsystemer, som med sine 11 linjer og 272 stationer betjener ca. 5 mio. daglige rejsende, eller hvad der løber op i ca.1,35 milliarder årlige passagerer.
Foto: Wikipedia
Da mange af stationerne ligger i en kurve opstår der en naturlig gab mellem gulvet ved døren og perronen, som på visse stationer levner plads til at en fod eller et ben kan træde ned imellem - med risiko for fatale konsekvenser. Derfor indførte man ved særlige stationer i 1968 en automatisk advarsel som via højtalere på perronen, advarede passagererne om afstanden før åbning og lukning af døre.
Den første til at indspille advarslen var en lydtekniker ved navn Peter Lodge, han indspillede også det kendte ”stand clear of the doors”. Han påtog sig selv jobbet da en ellers indhyret skuespiller forlangte årlige royalties. I slutningen af 1970erne ændrede man lidt på teknikken og ved visse stationer fik man andre sikkerhedsmeldinger. Til indspilning af én af dem som skulle blive mest berømt, fik man skuespilleren Oswald Laurence til at sige ”mind the gap”
Foto: Wikipedia
Og man kan sige, at selvom at Oswald Laurence havde flere millioner lyttere om året blev han aldrig en kendt og feteret skuespiller, hvilket sikkert var årsagen til at han begyndte at arbejde for et turné- og krydstogtselskab. Det var på en sådan tur til Marokko i 1992 at Dr. Margaret McCollum, en praktiserende læge, mødte Oswald Laurence. De blev et par og bosatte sig i det nordlige London, som undergrundslinjen Northern Line til dels betjener, og de var sammen indtil hans død i 2007.
"Det var frygteligt at miste ham, han havde en stor livsglæde" sagde Margaret.
Men Margaret kunne hver dag mindes sin elskede når hun hørte hans stemme ”mind the gap” på sine rejser med Northern Line, ”ja også da han var i live, der kunne jeg også bare sidde på en station for at høre hans stemme”, fortalte hun.
I takt med den stigende digitalisering forsvandt stemmen fra stationerne, kun Embankment stationen brugte den originale optagelse, så Margaret begyndte dagligt at bruge stationen. Ofte sad hun og ventede mens flere tog standsede og ”mind the gap” kom ud af højtaleren. "Men en dag i slutningen af 2012 var han der pludselig ikke, fortalte Margaret McCollum, jeg blev lamslået, Oswald’s stemme var væk. Jeg spurgte Transport for London (TfL) hvad der var sket, og jeg fik at vide, at der var indført et nyt digitalt system, og de kunne ikke få overført hans stemme på det."
Margaret spurgte efter en kopi af den ikoniske optagelse ”mind the gap” og TfL’s direktør Nigel Holness blev meget berørt af historien. Personalet fandt efter en større indsats optagelsen og fik lavet en kopi på en CD som Margaret fik.
Ledelsen i TfL. kunne dog ikke slippe historien, og ca. et halvt år efter fik man Oswald Laurence tilbage i højtalerne med advarslen ”mind the gap”, men dog kun på Embankment Station, til stor glæde for Margaret.
Hun lagde nu atter dagligt vejen forbi stationen kun for at høre hans stemme. Desværre har man ikke set Margaret sidde på bænken og afvente tog det sidste års tid, men kommer man forbi Embankment er det værd lige at standse op og lytte, og i øvrigt tage sikkerhedsmeldingen alvorligt, der er op til 30 centimeters ”gap”.
Rolf Brems
Kilde: Metro, Mail Online