Søndag den 18. august afholdtes hovedbestyrelsesmøde i DJK’s klubhus i Herlev.

Her følger et sammendrag af de væsentligste punkter der blev drøftet.

Ny hvervefolder

Der er i foråret blevet udarbejdet ny hvervefolder, som erstatter den der blev lavet for snart fem år siden. Denne gang har den fokus på hovedforeningen, dvs. hvad Dansk Jernbane-Klub også er, udover veteranbaner og gamle tog. Hvervefolderen er denne gang udarbejdet i et mindre oplag, og uddeles kun på veteranbanerne og museer, samt ved messer og udstillinger hvor DJK er med. Teksten i folderen indgår i vores hjemmeside om at blive medlem

Museumsbanen var glad for opdateringen, det har været savnet længe. Kunne dog godt ønske, at der havde været mere omtale af veteranbanerne. Tommy O. Jensen, som sammen med Finn Madsen har udarbejdet folderen, var for så vidt enig, men i så fald vil folderen nærmest blive et hæfte, hvilket ikke var meningen med opgaven. Foreslog at lave et indstik til folderen, som var målrettet Museumsbanen. 

Generalforsamling 2025

Henrik Bang og Jesper Hansen har tidligere meddelt, at de træder af som formand henholdsvis sekretær ved generalforsamlingen 2025. I og med at der skal vælges ny tillidsposter, skal vi allerede nu have fokus på dette afholdelsen af generalforsamlingen 2025. Efter kalendergymnastik blev søndag den 6. april foreslået. Forretningsudvalget finder ud af at skaffe lokaler i hovedstadsområdet. Indkaldelse til generalforsamling annonceres i kommende numre af Jernbanen og på hjemmesiden.

Som muligt forslag til fremlæggelse på generalforsamlingen, er der kommet forslag om ændring af kontingentperioden fra den 1.1 – 31.12 året efter, så den i stedet følger regnskabsåret 1.9-30.09. Undgår derved periodisering. Opkrævning af kontingent flyttes i stedet til oktober, som kan være en mere skånsom måned end januar, som erfaringsmæssig kan være økonomisk tung for mange efter julen. 

Ved samme lejlighed diskuteres kontingentsatserne, hvorvidt de skulle justeres som følge af inflation og stigende udgifter til blad og huslejer. Der blev af flere udtrykt bekymring for dette. Vi skal være påpasselig med at sætte kontingentet op, det svier især hos de helt unge, der ikke har mange penge at gøre godt med. Foreslog at skillepunktet mellem junior- og seniormedlemsskabet kunne flyttes fra 18 år til 23 år. En løsning kunne også være at indføre halv/reduceret pris til aktive medlemmer, der ikke ønsker at modtager blad.

Formanden gjorde opmærksom på, at ændringer af kontingentsatser først vil kunne gennemføres med virkning fra 2026, da kontingent for 2025 blev besluttet på generalforsamlingen i foråret. Det aftaltes, at Forretningsudvalget kommer med forslag til kontingentsatser i 2026, og fremlægger det på næste hovedbestyrelsesmøde søndag den 10. november.

Kort regnskabsstatus og budget 2024/2025

Kassereren gennemgik status på kassen pr. 31.7.2024 og vurderer, at det overordnet ser det fornuftigt ud. Der er pt. likvide midler nok i kassen, men kan også konstatere at huslejen for klubhuset Herlev er steget, og forventes over budget ved udgangen af regnskabsåret.

Flere forslag til øget indtægter og donationer blev diskuteret. Jernbanens redaktion blev opfordret til at beskrive om mulighed for donationer og testamenteringer til DJK i Jernbanen M4, så det står klart hvor stor betydning §8a har for DJK og det personlige skattefradrag man kan opnå herved.

For at reducere udgifter, kunne antallet af frieksemplarer af blade også reduceres, hvorved der ville spares porto og trykudgifter. Liste over frimedlemmer udsendes forud næste hovedbestyrelsesmøde.

­­Første udkast til budget for 1.10.2024 – 30.9.2025 blev gennemgået, og der var flere punkter om f.eks. husleje som skulle undersøges nærmere. Forretningsudvalget går budgetudkastet igennem, og kommer med nyt forslag til næste hovedbestyrelsesmøde.

Materielsager og håndtering af disse
Ny kedel til LJ nr. 19

Museumsbanen har skaffet midler til indkøb af ny kedel til LJ nr. 19, og vil gerne have hovedbestyrelsens godkendelse til indbygning af denne. Der er tale om ny fremstillet kedel, som erstatter den nuværende kedel på nr. 19. Den nuværende er meget nedslidt, og skal have omfattende reparation for at kunne anvendes igen.  Den nye kedel er designet for fyring med træpiller mm. miljøvenlige brændsler, men kan også fyres med kul. Den nuværende kedel gemmes for eftertiden, og kan senere istandsættes. Dvs. den skrottes ikke. Finansiering af den nye kedel sker gennem fonde, og der er opnået tilsagn om støtte på 2 mio.kr.

Enkelte fandt at beslutningsprocessen for ny kedel ikke fulgte de principper, der er beskrevet i materielaftalen mellem Museumsbanen og DJK Hovedforeningen. Her skal væsentlige ombygninger af materiel forelægges bestyrelsen, før projektet sættes i gang. Således burde projektet være forelagt hovedbestyrelsen før fondsansøgninger blev indledt. Synes at det går i mod princippet med historiebevaringen, og fremover bør der være mere klare regler for væsentlige ombygninger. Keld Haandbæk påpegede, at vi ikke behøver  nye regler, men at vi skal overholde de gældende materielaftaler, hvor det er tydeligt beskrevet hvad der gælder.

Et flertal i hovedbestyrelsens godkendte Museumsbanens oplæg til ny kedel til LJ nr. 19, mod at den gamle kedel bevares forsvarligt i Maribo indtil videre.

 VLTJ nr. 6 og Gs-vogne

Museumsbanen vil gerne afhænde VLTJ nr. 6 og Gs-vogn, som begge er overtallige. Banerne i DJK bedes meddele tilbage inden næste forretningsudvalgsmøde den 18. september, om der er interesse i enhederne, inden enhederne bydes ud i DVF-regi.

Permanent løsning for D 826

Vestsjællands Veterantog ønskede, at der tages stilling til D 826’s fremtid. Den er henstillet udendørs pga. pladsmangel, og der sker løbende tyverier fra den. Opfordrede hovedbestyrelsen til at finde en løsning.

Hovedbestyrelsen tog henvendelsen til efterretning, og bad Forretningsudvalgsmøde om at undersøge muligheder for opbevaring/afhændelse.

Ophugning af HTJ M12

Vestsjællands Veterantog oplyste, at man er ved at hugge HTJ M12 op og indvende relevante reservedele. Accept af ophugning er tidligere givet af Hovedbestyrelsen, da ingen andre baneforeninger eller veteranbaner uden for DJK ønske at overtage vognen, og at der findes mange Triangel-motorvogne af denne type i forvejen.

OHJ Trolje 75

Mariagerbanen vil gerne afhænde troljen OHJ 75, der er blevet tilovers, efter den ny Banedanmark 20 tons trolje er kommet til og er blevet godkendt. Banerne bedes meddele tilbage til næste møde i Hovedbestyrelsen, om de er interesseret i troljen.

SB M1

Formanden oplyste, at afhændelsen af motorvognen SB M1 til museet i Wismar (Eisenbahnfreunde Wismar e.V.) har trukket ud, da der har været flere uafklarede punkter i aftalen som skulle forhandles på plads. Det har været en langvarig proces. For at få fremdrift i sagen, overtager Keld Haandbæk og Søren Bay sagen.

Hovedbestyrelsen tog orienteringen til efterretning.

Bordet rundt
Limfjordsbanen:

I år har der ikke været sommertrafik, da hele stationen i Aalborg er under ombygning. Der er indkaldt til ekstraordinær generalforsamling i Limfjordsbanen. Der skal vælges ny sikkerhedsansvarlig. Udfordringer med at kunne køre på ERTMS, Limfjordsbanen skal have uddannet områderangerleder hos Banedanmark, før det kan ske.

MHVJ:

Passagertal er højere sammenlignet med sidste år, og dermed forventes gode driftsindtægter. Der er en god stemning i Mariager. Mange af de tidligere aktiver er vendt tilbage i tjeneste.

Veterantog Vest:

Taglægning på remisen i Bramming er færdig, det lavet korrekt, og budgettet overholdt. Der kan nu revideres materiel uden at få tagsten i hovedet. 

Jernbanebøger:

Samarbejder med Banebøger om bogudgivelse om DSB-design, der er indgået aftale om at købe et vist antal bøger med god rabat. Alternativ at købe sig ind i bogprojekt, men det går i mod DJK’s formålsparagraf, fordi der indgår aflønning.  Der udsendes bogpakke omkring jul sammen med PSA 2024,

Indtægter fra bogsalg forventes først modtaget i 2025 – der er pt. pres på likviditeten i 2024.

Vestsjællands Veterantog:

Udfordres med indbrud og tyveri omkring vognhallen, især ting der står udenfor.  Dette affødte generel snak om løsninger hegn og overvågning – en løsning kunne være fondsansøgning til bedre sikring af remiser og haller. Vildtkameraer blev foreslået som simpel overvågningsmulighed.

Juletogsarrangementet sidste år var en dårlig forretning og gav ingen indtægt. I år sker juletogskørsel derfor med eget Triangel tog.

Djursland Jernbanemuseum:

Albani-vognen er flyttet fra Aalborg til Ryomgård, hvilket skete til en fordelagtig pris med gode forbindelser til vognmand. Der arbejdes med istandsættelse af postvogn DSB DO 5604, og som er blevet en del af udstillingen. Dette giver anledning til gode samtaler med gæster, når de ser hvor omfattende arbejde det er. Fin sæson – lidt flere gæster end sidste år. Den gamle DSB læssehal (ca. 10 x 60 m) er blevet ledig, måske kan den lejes til rimelig præcis af kommunen.

MY Veterantog:

Turen til MY-jubilæumsarrangementet i tyske Wittenberge gik godt. MY 1126 leverede trækkraft, og havde MY 1101 og 1135 fra Jernbanemuseet med.

I Hundested foregår renovering af B 332. Der foretages pladearbejde på MY 1126 – derfor ikke flere kørsler i år. Stadig udfordret med spormodernisering i Hundested, opgaven har ikke høj prioritet hos Lokaltog.

Trods få kørsler balancerer økonomien. Annoncering i M-bladet har givet nye aktive i Hundested. HBJ opfordrede til at bruge Jernbanens muligheder for annoncering.

Byggesager

Søren Bay gav status om vognhalsbyggeriet i Marslev. De elektriske installationer er ved at være testet og afsluttet, og det forventes, at der kan lægges de første sporrammer inden længe. Der skal skrabes ca. 10 cm materiale af bunden, for at kunne udlægge sporramme i den rigtige højde. Djursland Jernbanemuseum tilbød hjælp til kommende arbejdsweekender, når der skal lægges spor. Der arbejdes på officiel indvielse af hallen til foråret.

Redigeret af Tommy O. Jensen

2024-09-17 fvm 


 

Newsflash

Djurslands Jernbanemuseum åbner 1. juni

Se video fra museet 

I juni, juli og august er museet åbent hver onsdag, torsdag og søndag kl. 10-16. I juli måned også lørdag. 

Museets samling er grundlagt af jernbaneentusiast Willy Mylius Rosenvinge, der samlede jernbaneeffekter siden 1919. Samlingen kom i 1995 til sin nuværende placering i den tidligere remise for DSB i Ryomgård. 


En af perlerne i museet er Rosenvinges håndbyggede modelbane i skala 1:55, som han byggede alt til selv over 30 år. Gennem årene er der opbygget en stor samling historiske jernbaneeffekter. Udstillingen fortæller også historien om jernbanerne på Djursland og nærmeste omegn. Der er indrettet stationskontor, som det så ud på Ryomgård Station med telefon, telegraf, bagagevægt, stempler, banemærker etc. 

I remisen står der et dieselelektrisk lokomotiv fra Frichs i Aarhus fra 1935, en gammel ”postkontorvogn” fra 1926, som der arbejdes i med renovering, et rangerlokomotiv af typen Ardelt fra 1958, museets arbejdshest: Trolje 67, en skinneknallert og en fin rød draisine.

For børnene og de voksne er der også en stor modelbane 1:87.

fvm 2025-05-30


 

DJK får et Y-tog fra Midtjyske jernbaner

DJK har fået et y-tog foræret - i hvert fald får DJK det til skrotpris. Det handler om tog nummer 14 - „Tangen“ .

Det er det eneste tog på Lemvigbanen, hvis dele fortsat er helt originale fra 1983, da toget blev bygget. Engang var der 100 togsæt i drift over hele Danmark. Nu kører de sidste på Lemvig-banen.
De gamle Y-tog er stadig i drift på Lemvigbanen, men det bliver overflødigt når de spritnye batteritog kommer i god drift.

Det er Ole. C.  M. Plum der har lavet aftalen. Han er en gammel kending af Lemvigbanen, som han har fulgt i mange år og endda har skrevet bøger om. Banen vil selv beholde et af togsættene, der skal indrettes til mødelokale og holde på skinnerne i Lemvig. To andre skal formentligt bruges ude i det lokale sommerland.
Målet er at få Y-toget ud at køre på skinnerne og ikke bare som udstilling. Måske kommer det til at køre på Gedserbanen, men det er ikke afklaret. 

Det et vigtigt stykke Danmarkshistorie, som Dansk Jernbane Klub får mulighed for at bevare. Vi er glade for at kunne bevare et stykke lokalhistorie, som også er en vigtig del af vores kulturarv.,

Derfor er det også aftalt, at toget bliver leveret med en del af de reservedele, som værkstedet ved Lemvigbanen råder over. Det bliver nemlig også overflødigt, når togene snart skal udfases.

fvm 2025-05-29


 

Program for jernbanemuseet den 14 +15 juni

Link til Jernbanemuseet

fvm 2025-05-22


 

Gedser remise må aflyse kørsel med skinnebus

Gedser Remises gamle skinnebus er havareret på det ene hjul, og derfor er kørslen blevet aflyst nogle dage.

Hjulsættet i den ene ende skal til Nordsjælland for at blive repareret.

Derfor er kørslen aflyst den 29, 30. og 31. maj.

fvm 2025-05-20


 

SB M1 er nu i Wismar

13 maj blev SB M1 fra Gedser og herfra til sit nye hjemsted hos Eisenbahnfreunde Wismar.

SB M1 er lige blive lastet i Gedser. Arne Jørgensen har taget foto. Tysk filmhold var også til stede ved lastningen

Link til den tyske hjemmeside for  Eisenbahnfreunde Wismar Siden er på tysk 

 

fvm 2025-05-20


 

MHVJ gør klar til at sige velkommen til en ny sæson

 

Et veterantog er ikke bare som et modeltog, man tager ud af en kasse og  sætter på sporet og kører med. Derfor har en flok frivillige entusiaster også brugt måneder og mange timer på at få materiel, skinner og køreplaner til at gå op i en højere enhed til sæsonstarten sidst i maj.

Det sker i et tæt samarbejde med turistbåden Svanen, Saltcentret i Mariager, turistforeninger med flere, så besøgende i Mariager kan oplevelse en rejse ud over det sædvanlige.

I 2024 valgte over 13.000 at købe billet til den oplevelse. Mange af dem valgte at kombinere rejsen med en tur med trekantruten, der foruden turen med veterantoget består af en sejltur med turistbåden Svanen, der sejler mellem Mariager og Hobro, og en bustur fra Hobro til den fredede station i Handest, hvorfra turen går med veteranbanen tilbage til rosernes by, Mariager.

Ta' toget tilbage i tiden

- Det hele handler om, at vi ved veteranbanen gerne vil give passagererne en oplevelse af, hvordan en rejse foregik tilbage i 1950'erne på den naturskønne strækning mellem Mariager og Handest, fortæller Frits Sørensen. Han er driftsbestyrer ved veteranbanen og med til at lede de omkring 50 frivillige ildsjæle i foreningen, der siden 1970 har drevet veteranbane på en del af den tidligere privatbane, der gik mellem Mariager, Fårup og Viborg.

Uden ildsjæle ingen veteranbane

Blandt veteranbanens frivillige har der hen over vinteren og forårsmånederne været travlt med at få materiel og strækning gjort klar til sæsonen.

En gruppe frivillige har hen over vinteren blandt andet renoveret vognkassen på banens motorvogn M 1210 fra 1937.

Et kik ind i remise i Mariager afslører, at det er et alsidigt arbejde, der foregår bag kulisserne. En motorvogn fra 1937 har fået skiftet træværket i den ene side. Her dufter af maling og lakarbejde, hvor træskelettet er fornyet og den gamle teaktræs beklædning lakeret op. Indvendigt i vognen er flere træplader fornyet og malet op. Ja, selv toilettet i vognen får den helt store tur med penslen.

M 1210 er vores Triangel motorvogn, der har kørt ved Aalborg Privatbaner fra 1937 til 1969. Og den var ved at være noget træt i vognkassen, fortæller Anders Færch Hansen, der leder teamet bag renoveringen og tilføjer: Sidste vinter fik vi renoveret den ene vognside og nu har den anden side fået samme tur. Så alt i alt er vognen ved at nærme sig den stand, den havde, da den kom ud at køre i 1937.

Bag den gamle motorvogn står undervognen til det store dieselelektriske lokomotiv MHVJ M 5 fra 1953, der trækker de store tog ved veteranbanen. Her ligger lokomotivets fire store banemotorer totalt adskilt for den helt store og gennemgribende renovering.

Vi har blandt andet været ved at om-isolerer nogle felt- og vendepolspoler i en banemotor, forklarer Benjamin Olsen, der står for renoveringen, hvor de har fuld gang i at få det store lokomotiv på hjul igen til sæsonen.

På veteranbanens dieselelektriske lokomotiv, MHVJ M 5 fra 1953, er vognkassen løftet af bogierne således, at lokomotivets fire store banemotorer har kunnet få en gennemgribende renovering.

 

På sporet af banen

Ude i den friske forårsluft er der fuld gang i udskiftning af sveller på strækningen, så sporet er sikkert at køre på. Maskiner og mandskab fra en lokal entreprenør er sammen med banens frivillige i gang med denne del af veteranbanens vedligeholdelse.

En lokal entreprenør har sammen med banens frivillige haft gang i udskiftning af en del sveller på strækningen, så sporet er sikkert og godt at køre på.

Ved banens overkørsler bliver er også arbejdet. Her får teknikken det årlige eftersyn, så vejtrafikken bliver sikkert advaret med blinklys og klokker, når veterantoget kommer kørende.

Mange turister på tur i området benytter lejligheden til at tage maleriske billeder af toget der passerer overførslerne på turene i gennem det smukke Mariagerfjord landskab, og endnu flere benytter besøget til at rejse med toget, enten som en planlagt tur med familien og madkurv, eller bare en spontan tur på en hyggelig dag.

Ved banens overkørsler har teknikken fået det årlige eftersyn, så vejtrafikken bliver sikkert advaret med blinklys og klokker, når veterantoget kommer kørende.

"De har en plan – en køreplan"

Veteranbanen begynder sæsonen den 31. maj og kører frem til begyndelsen af efteråret.

De dage, hvor veteranbanen ikke kører, står den for de frivillige fortsat på vedligeholdelse af materiel og hyggeligt samvær. Og man er altid velkommen til at kigge indenfor på værkstedet i remisen i Mariager og hilse på medlemmerne .

Du kan læse meget mere om veteranbanens arbejde og sæson på banens hjemmeside, www.mhvj.eu

 

fvm 2025-05-15


 

Stenvad Mosebrug kører igen tørvetog til Horsmosen

Efter to års ventetid er det historiske veterantog på Stenvad Mosebrug endelig tilbage på skinnerne!

I marts 2025 gav Trafikstyrelsen grønt lys til genoptagelsen af kørslen på den cirka 2 km lange smalsporsbane, der fører ud til Horsmosen. Denne bane blev oprindeligt anvendt til transport af tørv og er nu en levende del af Danmarks industrihistorie.

Simon Mosbjerg Mørch var forbi og lavede billederne nedenfor og har også lave droneoptagelser fra dagen.

 Den officielle genåbning fandt sted den 9. maj 2025 med taler, kaffe og kage – en festlig markering af et vigtigt skridt i bevaringen af vores kulturarv.

Kørslerne på den cirka to kilometer lange tørvebane har været indstillet siden 2023 på grund af manglende tilladelser og omfattende papirarbejde. Stenvad Mosebrugscenter havde i mange år kørt toget på en mundtlig dispensation fra Østjyllands Politi, men da bestyrelsen granskede forholdene, viste det sig, at man var nødt til at have tilladelse fra Trafikstyrelsen, hvorved kørslen ophørte omgående. Årsagen er, at tørvebanen undervejs krydser Stendyssevej, som er offentlig vej, og dermed overgår til myndigheden Trafikstyrelsen og altså ikke Østjyllands Politi. Bestyrelsen i Stenvad Mosebrugscenter forventede dengang, at det ville tage seks til otte måneder at indhente den nye tilladelse og dermed være klar til sæsonen i 2024. Dette var dog ikke tilfældet, da arbejdet var mere omfattende, men nu er tilladelserne på plads. 

 

fvm 2025-05-15


 

Rettelse til Jernbanen M1

Fra et par medlemmer har vi fået rettelser til artiklen om Jernbanemuseet genindvielse 17 april 1975.  

I artiklen skrev vi efter de oplysninger vi fandt i jernbanen nr. 2 marts 1975

Mellem København H. og Korsør fremføres ekstra toget af P 917 og E 994 - i forspand - mellem Nyborg  Færgehal og Odense fremføres ekstratoget af H 800 -  og toget fra Arhus H. til Odense fremføres af  R 953. 

Det er desværre ikke korrekt:

P 917 og E 994 på Sjælland er OK.

Toget fra Nyborg til Odense blev ikke fremført af Litra H 800 men af R 946

Det var R 946 der kørte et tog til Ringe og ikke H 800

Det var ikke R 953 der fremførte damptoget fra Aarhus H til Odense. Det var Litra R 963

 
 
fvm 2025-05-15
 

 
 
 
 
 

Gedser Remise har mistet sin formand

Det er med stor sorg at Gedser remise meddeler, at vores formand, Finn Rasmussen stille sov ind fredag d. 2. maj 2025.
 
Under Finns kyndige og utrættelige ledelse er der de seneste snart 10 år taget initiativ til utroligt mange små og store projekter, der har gjort Gedser remise til et af fyrtårnene i det lokale turistliv.
Finns imødekommende og varme væremåde vil blive højt savnet af alle, der har kendt ham. Vores tanker går til hans familie i denne svære stund.
Finn bliver bisat fra Gedser kirke fredag d. 9. maj.
 
Æret være hans minde.
 
I 2023 var Jernbanens redaktion forbi i Gedser for at få en snak med Finn om remisen. Link til artiklen. 
 

Finn Rasmussen i hans gule palæ.

fvm 2025-05-15


 

Jernbanemuset i Struer kan gå i gang med overdækning

Efter tæt på alverdens modgang kan en overdækningen af dele jernbanemuseet i Struer gå i gang - syv år efter at det første udkast lå klart.

Arbejdet med at opføre en 400 kvadratmeter ny bygning ved museet på Godthåbsvej i gang er gået i gang

Pandemi, naboklager, krig og inflation har gjort sit til, at det varmeste ønske hos entusiasterne bag museet har måttet vente, vente og nok engang vente for at komme til målstregen.

Derfor var smilene da også i størrelse X-large akkompagneret af strålende solskin, da borgmester Marianne Bredal (V) onsdag morgen klokken ni satte spaden i jorden ved museet.

Det første udkast til projektet lå færdigt i 2018, men visionen om en udvidelse har flere år på bagen. Gennem årene er tidspunktet for, at første etape af det arbejde ville stå færdigt, rykket flere gange.

Formanden for museets støtteforening  Kaj Rasmussen var en glad mand og har foreløbig sat champagnen på køl. Den skal først afproppes med et knald, når første etape kan overdrages til museet - en stor dag, som vi har ventet i ti år på

Projektet forventres færdigt efter sommerferien. Med fondsstøtte og indsamlede penge lander den samlede pris på byggeriet, der er den første af to etaper, på godt fire millioner kroner.

Publikum slipper for at gå ude i regn og rusk for at se omtrent halvdelen af museets udstillinger, og museets mange frivillige kan se frem til at slippe for at se deres anstrengelser med at renovere lokomotiverne gradvist forvitre og forfalde, fordi klimaet slider på de stolte maskiner.

Lokomotiverne kan de frem til at blive opbevaret i en tilbygning, hvor siderne beklædes med stålplader, som leverandøren garanterer har mindst 15 års modstandskraft mod vind og vejr i sig, fortæller Jeppe Madsen.

fvm 2025-05-15