I postlauget på Nyvang i Holbæk havde vi i længere tid talt om, at det kunne være godt at have en bureauvogn, så vi kunne fortælle historien om postens transport med jernbane.

 

OHJ D 232 på Holbæk station 1963. Vognen blev bygget i 1899 hos Vulcan i Maribo i forbindelse med åbningen af OHJ. Foto venligst udlånt af Niels Munch.

Vi fik i 2014 kontakt med Anders Dørge fra NSJK med henblik på at erhverve OHJ D 232, som på det tidspunkt stod i remisen i Gedser. Det er jo en gammel Holbæk-vogn. Vi arrangerede en tur til Gedser for at bese vognen. Vi var to mand fra postlauget samt en tømrer og en smed - alle frivillige på Nyvang.

Vi var sådan set glade for det, vi så, men vi var også klar over, at der ventede meget arbejde. Det har aldrig været vores tanke, at vi skulle til at bedrive veterantogsdrift på Nyvang. Det har vi jo allerede nogle veteranbaner, der tager sig af.

16. marts 2017 ankommer blokvognen fra Frede Andersen og Søn i Næstved med OHJ D 232 til Nyvang.

Vi ønskede blot at få vognen til at se præsentabel ud, så vi kunne fortælle historien. Det var tanken, at vognen skulle stå på et stykke spor ved siden af en kopi af Sandby station. Vi kørte hjem igen til Holbæk med en god fornemmelse, men det drøjede efterfølgende med at få landet en aftale med NSJK. Der var mange følelser med i det.

De frivillige på Nyvang - arbejder på at gøre vognen klar som scene

Vi fik endelig lavet en aftale og d. 16.03.2017 ankom D 232 på blokvogn til Nyvang. Vi fra postlauget samt andre frivillige på Nyvang gik i gang med at aftage bræddebeklædningen. Vi afmonterede også reoler og kroge og lamper. Alt sammen med henblik på, at det hele skulle rengøres og slibes og males, inden det skulle sættes op igen.    

Der sker desværre så det, at vi får ny ledelse på Nyvang. Der er derefter ikke længere opbakning til vores planer for vognen. Vi mister efterhånden gejsten, og vognen står bare - og der sker ingenting.

En konstruktiv løsning - vognen er for lang til at være i laden.

Endelig var der én, der foreslog at bygge vognen om til en friluftscene. Det er der almindelig tilslutning til, også hos ledelsen, og sådan bliver det så. D 232 fik sin debut som Julemandens Værksted ved Nyvangs julemarked her i 2022.

Ak ja, vi må vel bare være glade for, at vognen ikke er blevet hugget op.

OHJ D 232 under Nyvangs julemarked. Julemanden hedder Ole Hald - også kendt som Ballon-Ole.

 

Tekst og foto: Ralph Dyssov