I Banedanmarks mange anlægsprojekter og hos jernbaneentreprenørerne byder helligdagene dog på masser af arbejde og aktivitet i sporet.
Aarhus
Aarhus Helhedsløsning er et omfattende projekt, der netop er gået i gang. Længere perroner, nye spor, nyt signalanlæg og elektrificering står på menuen frem mod slutningen af 2026, og i påsken er der forberedende arbejder i spor 4 og 5, imens spor 7 tages op.
Arbejdet med at forlænge perronerne til spor 6 og spor 7 er allerede i gang og løber hen over hele påsken, og afvandingsarbejdet ved banegraven går også i gang.
Se video fra Banedanmark om ombygningen af Aarhus
Spor fornyes i Vestjylland
Et af de steder, hvor der er rigtig travlt, er mellem Skjern og Holstebro, hvor Banedanmark i øjeblikket fornyer det slidte jernbanespor på den 67 km. lange strækning. Fornyelsesprojektet består bl.a. i at udskifte sporkasse, sveller, ballast og skinner på strækningen og samtidig opgraderes sporets bæreevne, så det er klar til batteritog, der er tungere end konventionelle tog.
Det omkring en kilometer lange sporombygningstog RUS1000 har brugt de seneste uger på at kravle sig gennem strækningen, hvor den har udskiftet skinner, sveller og ballast i en arbejdsgang på dele af strækningen. RUS1000 når at forlade Danmark lige inden påskeugen begynder, og i stedet overtager sporjusteringsmaskinen, der kører frem til skærtorsdag, den 17. april.
Se video fra Banedanmark om RUS 1000
Nyt signalsystem i Syd- og Sønderjylland
I påsken tager vi det nye signalsystem i brug på strækningerne Esbjerg-Lunderskov og Bramming-Tønder. Det nye signalsystem vil på sigt give færre signalfejl og flere punktlige tog.
Som en del af arbejde med at tage det nye signalsystem i brug, udskifter vi de gamle vejsignaler, bomme og bomdrev i alle overkørsler på strækningen, så de fungerer sammen med det nye signalsystem. I påsken er Banedanmark nået til de sidste overkørsler på begge strækninger.
Udskiftning af sporskifter ved Snoghøj
Ved Snoghøj i Sydjylland udskifter Banedanmark fire sporskifter, der ligger på jernbanebroer, der fører over Østjyske Motorvej. Det arbejde går for alvor i gang i påsken, og i forbindelse med arbejdet bliver broerne desuden fugtisoleret.
Sporfornyelse i Høje Taastrup
Sporarbejdet omkring Høje Taastrup Station er også kommet i gang, og her arbejder Banedanmark og entreprenørerne også på højtryk i påsken. Sporet er i fokus, for der skal opbygges ny sporkasse flere steder, skiftes ballast og lægges nye sveller, ligesom tre sporskifter bliver udskiftet. Vi etablerer også nye afvandingsledninger, justerer kørestrømsanlægget og udskifter sporskiftevarmen.
Planlæg rejsen
Størsteparten af påskens arbejder medfører reduktioner i togtrafikken – og togbusser på flere strækninger. Orientere sig på Rejseplanen.dk, som er opdateret med samtlige ændringer.
banedanmark - fvm - 2025-04-13