Nedenfor en række boganmeldelser fra udgivelser de sidste år og som har været bragt i Jernbanen. Ved flere af bøgerne er der læseprøver fra bøgerne.
Alle bøger nedenfor kan købes ved Jernbanebøger, hvis bogen ikke er udsolgt.
Vil du hjælpe os med at anmelde Jernbanebøger ? Send en mail til os så hører du fra os.
Troldhedebanens anlæg og midlertidige drift
Forfatter: Olaf Skov
Forlag: Eget forlag, 2024
252 sider, rigt. Illustreret med tegninger, kopier af dokumenter og historiske fotos
Paperback, 21 x 29,7 cm
Pris 299 kr. – forhandles af Jernbanebøger
Boganmeldelse
Som opvokset i en af TKVJ stationsbyen Sønder Felding, er det altid interessant, når der kommer en bogudgivelse om min gamle ”hjemmejernbane”. I reolen står naturligvis Kolding Lokomotiv Klubs bogudgivelse Troldhedebanen fra 2002 på 368 sider, og nu får den følge af denne nytilkomne værk ”Troldhedebanens anlæg og midlertidige drift” på 252 sider. Ergo er der masser af godt læsestof til mange aftner, og når minder skal sendes tilbage til marts 1968, hvor min far sikrede mig ture i skinnebussen inden det var slut.
Olaf Skov’s bog tager udgangspunkt i et imponerende arkivstudie, som startede efter banens lukning i Saxildhus i Kolding, hvor TKVJ havde sit hovedkontor. I bytte for kage til kassererske Gudrun Rasmussens kaffe, fil den unge Olaf lov til at læse i det omfattende materiale af dokumenter, protokoller, brevudvekslinger mm. TKVJ havde liggende siden de første anlægsstudier gik i gang.
Sirligt indledes bogen med et kort introduktion af noter og kilder, og ligger ud med sammendrag af et dokument fra 7. marts 1900 (side 5), hvor et forretningsudvalg for Grindsted-Lunderskov ansøger regeringen eneretsbevilling til anlæg og drift af ny jernbanelinje ud over den jyske hede. Herefter følges i samme form med tydelige dato angivelse udviklingen frem til eneretsbevillingen endelig gives den 11. juni 1913 (side 30), udviklingen i anlægsarbejdet frem til 30. november 1926, hvor ministeriet godkender anlægsregnskabet (side 85). Hvad det afsluttende regnskab endte på, står desværre i det uvisse. Rigsarkivet har meddelt Olaf Skov, at akterne er bortkommet eller stjålet.
Den omfattende opremsningen af arkivstoffet kan for nogle forekomme noget tung, men det lige nøjagtig efter min mening det der giver bogen sin helt store styrke og værdi. Det kræver at læseren selv skal arbejde sig igennem stoffet og ikke blot nøjes med en sammenkogt og reduceret oplevelse. Det tager naturligvis sin tid at læse en så omfattende tekst igennem, men udbyttet er så også, at man får en betydelig indsigt i de mange hensyn, forespørgsler og tilladelser der skulle tages undervejs. Især er jeg overrasket, hvor meget der rent faktisk skulle godkendes af ministeriet og jernbanetilsynet, for at kunne gennemføres. Eksempelvis at den kommende station Kirsbøl, måtte skifte navn til Korsvang – dette godkendtes af ministeriet den 20. oktober 1916, eller bygningstegninger, der sendes til ministeriets godkendelse i marts 1915. Det har bestemt heller ikke være let at bygge jernbane for over 100 år siden. Men i og med staten stod for 2/3 af finansieringen af privatbanen, var det måske rimeligt nok
TKVJ åbnede officielt den 25. august 1917 – men allerede i starten af september 1916 kunne minister give banen lov til drift i dagslys mellem Troldhede og Grindsted (Parcel 1), med maks. 25 km/t og et tog ad gangen på strækningen. Anlægget af banens tre parceller (Parcel 2: Grindsted-Gesten, Parcel 3: Kolding-Gesten-Vejen) beskrives detaljeret og med mange data. Her er meget at hente, også om min forholdende omkring min hjemstavn Sønder Felding, hvor der tillige skulle bygges en 24,5 meter lang gitterbro over Skjern Å øst for landsbyen. Det fremgår f.eks. at placering af stationen syd eller nord for Skjern Å har også været diskuteret i 1913. Der er også fine aftryk af originaltegninger af stationen og gitterbroen, som nu er sikret i Olaf Skovs arkiv. Broen over Skjern Å forsvandt i 2018 – Herning Kommune ville ikke være med til at ofre de ca. 5-6 mio.kr til en nødvendig istandsættelse af broen som kulturminde.
Samlet set indeholder bogen en masse information, som normalt ikke vil være tilgængeligt og formentlig forsvundet for stedse, hvis Olaf Skov ikke havde fået sikret materialet for eftertiden. Bogens opsætningen er der ikke kælet så meget for, men det kan jeg sagtens abstrahere for, når indholdet er så fyldig og gennemarbejdet som det er. Det er også glædeligt, at materialet ikke blot er gemt bort i kasser og mapper, men netop offentliggjort i sådant værk, som kan danne baggrund for videre studier. Hvilket jeg faktisk foretrækker, frem for at materialet ”bare” er blevet digitaliseret og lagt op på internettet. Måske er det blot min alder, men det giver bare bedre udbytte at bladre i et værk som denne, fremfor at ”swipe” sider på en PC eller Ipad.
Min viden om TKVJ er hvert fald blevet væsentlig øget med denne bog, og i øvrigt til pris der er lavere end en turpas i Københavns Tivoli! Bogen kan derfor varmt anbefales, hvis man vil have mere detaljeret viden om processen i at etablere en privatbane for over 100 år siden, for den er sikkert ikke meget anderledes for andre privatbaner fra den tid. Olaf Skov varsler i sit forord til bogen, at der vil komme et senere bind omkring driften efter åbning. Den vil jeg glæde mig til at læse og se.
Tommy O. Jensen
Hjælpen til Sønderjylland
Forfatter: Niels Jensen
Forlag: Forlaget Frydenlund A/S, 2023
238 sider, illustreret med kort og historiske fotos
Hardback, 15,5 x 23,5 cm
Pris 300 kr. – forhandles af Jernbanebøger
Boganmeldelse
Genforeningen af Sønderjylland med Danmark den 15. juni 1920, var en direkte følge af Tysklands nederlag i 1. verdenskrig i oktober 1918. Landsdelen havde siden den 2. Slesvigske Krig i 1864 tilhørt Tyskland, efter Danmark havde tabt de tre hertugdømmer Slesvig, Holsten og Lauenborg. Ved fredskonferencen i Versailles foråret 1919, blev de danske ønsker om at få gennemført folkeafstemninger i Slesvig om det fremtidigt tilhørsforhold hørt. Folkeafstemningen i 1. zone, Nordslesvig (Haderslev, Aabenraa, Sønderborg og Tønder) skete den 10. februar 1920, resulterede samlet dansk flertal på ca. 75 % af stemmerne og dermed dansk tilhørsforhold. Modsat gjorde sig gældende ved folkeafstemningen i 2. zone, Mellemslesvig (Nibøl og Flensborg) den 14. marts 1920, hvor det tyske flertal lå på ca. 80 % af stemmerne. Den ny dansk-tyske grænse kunne tegnes ind på landkortet, og samtidig igangsattes et omfattende arbejde med at indlemme infrastruktur og statslige institutioner i det danske kongerige.
Niels Jensen’s bog beskriver om Statens og privates ekstraordinære investeringer i Sønderjyllands infrastruktur 1920-1940. Flere af bogens kapitler handler om DSB’s overtagelse af i alt 247 km jernbanestrækninger natten til den 17. juni og de udfordringer der var forbundet med at starten trafikken op, uden at have overtaget et eneste stykke materiel fra den Kongelige Preussiske Jernbane Forvaltning (KPEV). En opgave der viste sig at være særdeles omfattende, eftersom 1. verdenskrig havde sat Tyskland på fallittens rand. Det kommer fint til udtryk flere steder i bogen med interessante øjenvidne beretninger, der beskriver hvor nedslidt og armt jernbanevæsnet var i ugerne op til overtagelsen.
Heldigvis gik overtagelsen stort fredeligt for sig, og i Haderslev inviterede den nye danske stationsforstander J.J. Høgdal endda de danske og tyske jernbanefolk på et let traktement som tak for godt samarbejde. Den form konduite var etatens ledelse i København dog ikke enig i, og regningen på 70 kr. måtte stationsforstander J.J. Høgdal derfor betale af egen lomme!
Bogen er opdelt i 18 kapitler, der dykker ned i egentlig ret vidt forskellige emner, men med den fællesnævner, at de hver især viser den rolle som staten og etaterne bidrager med, for at få samfundet til at fungere.
Det er faktisk godt, at bogen ikke blot behandler jernbaner, men også tager emner som broer, færger, elforsyning, postvæsen, telefonvæsen osv. med i fortællingen. Det giver et godt og samlet billede af det forhold, at indlemmer en ”tabt” landsdel i riget igen.
Der er mange sjove vinkler i bogen, bl.a. opførelse af Sønderjyllands Højspændingsværk i Aabenraa i 1922-24, hvor udsmykningen i maskinhallen var udført af kunstneren Troels Trier. Aha – her spiller forfatteren vist et puds med læseren, men efter nærmere søgen på internettet viste det sig, at der ikke er tale om Troels Trier fra kunstnerkollektivet ”Røde Mor”, men at der faktisk er tale om hans farfar af samme navn, som var søn af grundlæggeren af Vallekilde Højskole ved Hørve, og levede 1879-1962.
Eneste anke jeg har til bogen er formatet – den er simpelt hen for lille til de mange gode kort og flotte fotos, det er lykkedes forfatter at samle ind. F.eks. er oversigtskortene på side 10 og 47, samt amtsbanernes køreplan på side 34 i praksis ulæselig, hvilket er synd. Et bogformat i fx 25 x 25 cm ville have hjulpet meget, og i øvrigt også give mange af de unikke fotos en bedre fremtonen.
Når det så er sagt, så skal det bestemt ikke afholde historieinteresserede i at købe bogen, som er ganske velskrevet, som det kendetegner Niels Jensens øvrige bøger. Den giver et godt indblik i en svær brydningstid i det sønderjyske udkant, hvor magtcenteret flyttede fra Berlin til København, og i øvrigt ikke alle danskere så det fordelagtig at få det gamle land tilbage igen.
Tommy O. Jensen
Busstoppesteder i Danmark
Jef Pallavicini
Udgivet 2024
Format 20,5 cm X 20,5 cm, hårdt omslag,
136 sider og ca. 340 illustrationer
298 kr.
Boganmeldelse
Bogen er inspireret af bøgerne der er lavet om busstoppesteder i Sovjetunionen. Her var der udvist meget stor kreativitet omkring af lave hvert enkelt stop til noget specielt. Kreativiteten i Danmark har ikke været så stor og der er ved de fleste busstoppesteder brugt standardlæskærme.
Poul Cadovius var den første der for firmaet Abstrakta i glasfiber designede en håndfuld forskellige læskærme, hvor den mest kendte er Cadomusboblen i glasfiber, hvor der er siddeplads til 5-10 personer. Den er designet i en tid hvor der ikke var så meget graffiti og i dag indbyder de store flader til at male på. Skærmen står flere steder stadig og må i dag betragtes som fortidigt design.
Aluminiums profiler hvori der var placeret glas var næste generation af skærme. Det gjorde skærmen transparent og noget mere let i designet. Denne type står der stadig rigtig mange af rund om i landet.
Bogen kommer fint omkring alle typerne og tager med sine mere end 300 illustrationer læseren med rundt til de fleste egne i Danmark.
Man kunne godt have ønsket at man havde valgt at have lidt færre foto med. Mange er næsten ens og mange foto er meget små. En af mine kæpheste er at foto ikke må være for små i en bog. Færre og større foto og lidt mere kritisk indgang til hvert enkelt foto kunne også have givet et mere roligt lay-out af det enkelte opslag i bogen. Mange af bogens foto er taget indenfor de sidste år og kunne være taget om. Mange opslag virker rodede.
AFA/JcDecaux med Knud Holscher design og andre firmaer der opsætter læskærme med reklamer har givet et stort løft til standarden af stoppestederne, men uden for de større byer, hvor der mange steder ingen biltrafik er det ikke så attraktivt at opstille skærme med reklamer
Jeg ved ikke præcist hvor mange stoppesteder der er i Danmark, men vil skønne der er mellem 30 og 40.000 stoppesteder hvor måske 3/4 har en form for læmulighed. Lige fra stoppesteder hvor der er et par påstigere pr dag til stoppesteder med flere tusind påstigere. Og det giver selvfølgelig forskellig standard.
Bogens budskab har været at vise forskelligheden, men man kunne også have valgt at have et afsnit med et rædselskabinettet, hvor grimheden og den manglede vedligeholdelse var i fokus. Jeg kunne godt have bidraget med foto af knæhøjt græs, smadrede ruder, skæve standere og stoppesteder hvor man ikke har lyst til at opholde sig og vedligeholdelse er noget der ikke sker.
Det er en opgave som kommunerne og trafikselskaberne bruger flere penge på end tidligere men der er stadigt et stort efterslæb og der kan bruge millioner på at hæve standarden. Der står stadig mange glasfiberlæskærme og andre skærmtyper af lav standard
Bogen er som nævnt inspireret af et lignede værk fra Rusland hvor der er en lang tradition for at sætte et meget lokalt præg på busstoppestederne. På YouTube er der en fin film om de Russiske stoppesteder. Link til Youtube
Finn Madsen
Se prøvesider fra bogen
Uniformer ved danske jernbaneselskaber fra 1847 til 1980
Forfatter: Bert Hansen
216 sider, rigt illustreret, 345 kr.
Boganmeldelse
Jernbaneselskabernes uniformer fylder ikke meget i dansk jernbanelitteratur. Derfor er det prisværdigt, at Dansk Jernbane-Klub med støtte fra VELUX FONDEN har udgivet bogen ”Uniformer ved danske jernbaneselskaber fra 1847 til 1980” skrevet af Bert Hansen.
Bogen er opdelt i to temaer: De Danske Statsbaner/DSB og privatbanerne. Hovedvægten er lagt på De Danske Statsbaner. De to temaer er underopdelt kronologisk, og da opdelingen fremgår af indholdsfortegnelsen, er det nemt at finde uniformeringen for en given periode.
Bogen er fakta mættet. Der er mange gengivelser af uniformsreglementer, -normativer og -regulativer. Her ses de forskellige baners rangordning af personalet, og hvordan det blev synliggjort gennem uniform og distinktioner. Det fremgår tydeligt, at banerne i den første tid i høj grad var inspireret af militæret, hvor mange af de ledende folk også kom fra. Regulativerne fortæller, hvor ofte personalet kunne få nye uniformsdele. De mange gengivelser af reglementer og regulativer vil nok af lægmanden blive opfattet som tørt stof. De mange billeder af uniformeret personale og uniformsdele liver dog op undervejs.
Bogen kommer godt rundt omkring de forskellige personalekategorier herunder også søfartspersonale En egentlig omtale af uniformering af banernes rutebilchauffører savnes. Statsbanernes karakteristiske kakifarvede uniform til rutebilchaufførerne mangler. Den var i brug indtil de brune uniformer kom i 1973. Farve og design signalerede, at uniformen var helt sin egen. I stærk kontrast til de traditionelle mørkeblå baneuniformer.
Kvinderne og deres uniformering i jernbanens første mange årtier fylder ikke meget. Det gjorde deres uniformstildeling heller ikke. Ekspeditricer og ledvogtersker blev ofte spist af med uniformshue, armbind og kappe eller kåbe. Andre stillinger hos Statsbanerne var nok besat med kvinder. Men de havde ingen uniform, og arbejdede typisk som skrivere, telegrafister og billettrykkere.
Blandt de trafikuddannede var der enkelte kvinder. De havde uniform og udførte perrontjeneste. Dem blev der lagt mærke til, og de blev ofte omtalt i datidens aviser og ugeblade. I bogen berettes over et par sider i bedste fortællestil om kvindelige stationsforstandere i Strømmen og Virum. En tilsvarende historie om Chr. X’s togfører er en levende afveksling fra reglementsteksterne.
Efterhånden som flere kvinder kom ud på arbejdsmarkedet, kom der også flere kvindeligt ansatte hos banerne. Fra 1970’erne er de godt repræsenteret i bogen med billeder af uniformer til stewardesser og togpersonale.
Skulderdistinktioner og hueemblemer til de forskellige personalekategorier er beskrevet og afbildet. Gallauniformer med tilhørende kårde eller dolk er også vist og beskrevet.
Statsbanerne fylder som landets største jernbaneselskab naturligt nok mest. Herudover er også en halv snes udvalgte privatbaner med egne regler omtalt. Fra 1925 fik privatbanerne fælles uniformsreglement, som er beskrevet.
Bogen er brugbar som opslagsværk. Dog savnes et stikordsregister, f.eks. opdelt på personalekategorier. Så havde det været nemt at følge udviklingen af en bestemt personalekategoris uniformering gennem tiderne. Bogen indeholder en detailliste og ordforklaring. Her er en del fagudtryk forklaret, f.eks. chakot og kokarde. Andre mangler, f.eks. passepoils og guldlidse.
Bogen er oplagt for veteranbanerne og deres uniformerede personale. Desuden er den en god håndbog for skaberne af historiske film og tv-serier med historisk indhold. Bogen giver svar på de fleste spørgsmål om, hvordan uniformerne så ud i en given periode. Endelig er bogen også et godt værktøj for dem, som søger at tidsfæste gamle billeder. Her kan bogen gennem identifikation af uniformen hjælpe med til at fastsætte perioden. For den almindeligt jernbaneinteresserede er bogen med dens mange billeder en god afveksling fra den traditionelle jernbanelitteratur.
Efter forfatterens valg slutter bogen, som det fremgår af titlen, i 1980. Det er de brune uniformer fra 1973, som afslutter fortællingen om uniformer hos DSB. Kongekrone, vingehjul og distinktioner forsvandt. Det var dengang helt i overensstemmelse med tidens trend. Farver og design var typisk for 1970’erne.
Dermed udtrykte uniformerne et øjeblikkeligt modelune, som ikke holdt på den lange bane. Ikke alle blandt personalet var begejstret for den brune uniform. I begyndelsen af 1980’erne kom DSB på andre tanker. Personalet fik en mere tidløs og klassisk mørkeblå uniform med kokarde og kongekrone på kasketten. En uniform som i højere grad udtrykte jernbanepersonalets faglige autoritet. Men den del af historien har bogen ikke med. Her er der dog for interesserede læsere hjælp at hente i artiklen ”Blå, brun og blå igen” i Jernbanehistorie 2019 skrevet af Frederik Birkholt Kolding.
Bogens er en flot grafisk produktion, den er indbundet, med god papirkvalitet, god billedgengivelse, over 350 illustrationer i sort/hvid og farver, og den er trykt hos et dansk bogtrykkeri, der er miljøcertificeret med svanemærket og FSC.
Ole Edvard Mogensen
Gearkasseknas og dieselos
-Tog med forbrændingsmotor gennem 100 år
Af John Poulsen
200 sider – ca. 450 ill. S/H og farver
Format 24,5 x 23 cm
Forlaget banebøger, 2023
Pris: 399,00 kr
Boganmeldelse
Mon ikke de fleste er klar over, at dieseldriften synger på sidste vers? En epoke, der begyndte i 1922 med de første benzindrevne motorvogne i ordinær drift, vil formentlig være slut om ca. ti år, når batteritog definitivt overtager lokaltrafikken og hvor DSB’s trafik udelukkende sker med el-traktion.
John Poulsen har med bogen Gearkasseknas og dieselos set tilbage på udviklingen de sidste år, og samlet historien i det flotte værk med masser af billeder. Dengang var det økonomien, der især fik privatbanerne til at se sig om efter nye teknologier, som kunne udfase den dyre og mandskabstunge dampdrift. DSB fulgte også efter, bl.a. med MO-vogne og de klassiske diesellokomotiver litra MY, MX og MZ, for i 1970 at kunne slutte den 123 år lange epoken for damptog.
Bogen erstatter på ingen på måde bogserien Motor Materiel nr. 1-9, som stadig er de primære opslagsværker, når det gælder om at få historien bag de næsten alle køretøjerne. Og det er heller ikke meningen med bogen. Tværtimod kan bogen betragtes som et supplement eller et samlet opslagsværk, hvor man får et godt overblik over en teknologisk udvikling, der ændrede jernbanen fundamentalt. Samtidig indeholder bogen masser af fine billeder, som især burde kunne give appetit til modelbanefolket om såvel daglige og som usædvanlige oprangeringer. Det lige før man kommer til at holde af 1980’ og 1990’ernes allesteds nærværende MR-togsæt, som var med til at sende MO-vognene fra 1930’erne til ophug. De røde togsæt blev budt på mangt og meget i driften, både i daglig anvendelse med forskellige togarter og i en kneben situation, hvor de skulle trække af sted med et godstog med 14 vogne.
Nogle vil sikkert synes, at prisen – 400 kr. – er lidt for højt for en bog som denne; mange tilsvarende billeder kan man jo finde på internettet, og dette blads digitale navnebror. Men det koster at lave en bog i denne kaliber, og kvalitet, ligesom der går også en mængde tid med at skrive og udvælge de rette billeder. Så forfatteren er bestemt ikke blevet rig på dette, hvor timeprisen for tilblivelsen nok ligger på en éncifret beløb. Dette bør hvert fald ikke være argumentet for ikke at købe bogen.
Er man interesseret i motoriseret jernbanetrækkraft – både nyt og gammelt – så må bogen Gearkasseknas og dieselos så absolut stå på hylden, som et herligt bladreværk over en snart svunden tid!
Tommy O. Jensen