De fleste jernbaneudflugter plejer gerne at være vel planlagte; hvilke tog kører der og hvor, er der gode fotosteder eller stationer, der skal ses, museer og veteranbaner i nærheden, som er et besøg værd. Men nogle gange kan det også være befriende bare at „dukke op ved bommen“, at være ganske uforberedt og suge oplevelserne til sig. Min tur til kystbanen i Catalonien er et eksempel herpå, og kan måske inspirere andre til det samme. Eller hvis turen går til Barcelona i efteråret, at rive nogle timer ud til at pleje jernbaneinteressen.

Vi har klippet fra jernbanen nr 4-2024. Tekst og foto: Tommy O. Jensen

I efteråret 2022 fik jeg et af de familiære tilbud, man ikke rigtig kan afslå – nemlig både at være fotograf og musikinstrumentbærer i forbindelse med Kronborg Brassband’s deltagelse i musikfestivalen i Calella i Spanien. Hustruen spiller flygelhorn i bandet, og det er god kutyme, at ægtefællen også viser interesse, når sådan et arrangement skal gennemføres.

Held i held, så viste det sig, at hotellet, hvor vi skulle bo, lå klods op ad jernbanelinjen mellem Barcelona og Maçanet-Massanes, der på store afsnit løber langs kysten til det
Baleariske hav i den vestlige del af Middelhavet. Og hvorfor så ikke bruge nogle af fritimerne til at kigge på tog, på strækningen?

Det skulle hurtigt vise sig, at omgivelserne, denne kystbane løb i, var ganske fotogene og værd at nyde med kameraet, som billederne her på opslaget viser. Mange steder løber banen klods op ad stranden, og gennem mindre tunneller, hvilket giver mange fine fotospots. Google Maps var her en fin hjælp til at finde gode steder og prioritere mellem de mange spots.

Den første del af strækningen fra Barcelona til Mataró åbnede i 1848, og var den første jernbane på den iberiske halvø. I årene efter forlængedes strækningen videre langs kysten til Arenys de Mar, Calella, Blanes og Maçanet-Massanes blev nået i 1861. Strækningen er dobbeltsporet de første ca. 30 km til Arenys de Mar, hvorefter den er enkeltsporet resten af vejen. Sporvidden er naturligvis efter iberisk standard på 1668 mm. Strækningen blev elektrificeret i 1950’erne med 3 kV DC, som dengang var Renfe’s standardkørespænding.

Selve togene er egentlig ikke så interessante; dem jeg så var primært ældre standard nærtrafiktog af type 447, leveret af spanske CAF m.fl . i perioden 1992-2001 i et antal på 183 togsæt. Nyere CAF-Siemens tog af typen Civia 463/464/465 sås dog også.

Trafikken på strækningen omfatter i dag kun nærtrafiktog administreret af „Rodalies de Catalunya“, hvilket bedst kan oversættes til „Nærtrafik i Catalonien“ med spanske Renfe som operatør. Rodalies de Catalunya omfatter i alt 17 linjer omkring Barcelona, som er provinshovedstad i det autonome område Catalonien, og betjener over 200 stationer. Passagertallet lå på i alt 117 mio. i 2016. Linjerne på strækningen til Calella er benævnt R1 og RG1.

Ønskes mere viden om den catalonske kystbane, kan der hentes mange fl ere oplysninger på Wikipedia (søg f.eks. Rodalies de Catalunya, eller på hjemmesiden www.trenscat.com.

toj 2024-08-19