Søndag den 6. april 2025 kl. 12:30 afholdt Dansk Jernbane-Klub sin 65. ordinære generalforsamling i EnergiCenter Voldparken, Kobbelvænget 65, 2700 Brønshøj
Der var til generalforsamlingen fremmødt 44 medlemmer. Generalforsamlingen indledtes ved en kort velkomst ved formanden Henrik Bang Jensen, hvorefter generalforsamlingen gennemførtes efter den udsendte dagsorden.
- Valg af dirigent og tre stemmetællere
Lars Henning Jensen blev enstemmigt valgt som dirigent og kunne konstatere, at generalforsamlingen var lovlig indvarslet og dermed beslutningsdygtig, da indkaldelsen er bragt i Jernbanen M4, 2024.
Valg af stemmetællere fravalgtes, da der ikke var fremsat forslag, som ville kræve skriftlig afstemning.
- Beretning om foreningens virksomhed i det forløbende år og oplysning om planerne for det kommende år
Formand Henrik Bang Jensen indledte sin beretning med, at mindes Jørgen Christensen og Poul Skebye Rasmussen som desværre er gået bort i det forgangne år.
Jørgen Christensen var aktiv hos Museumsbanen, hvor han siden stiftelsen har gjort en meget stor indsats, som vil blive savnet.
Poul Skebye Rasmussen har været medlem af DJK siden stiftelsen og har gennem tiden været aktiv på mange fronter i DJK, herunder Museumsbanen og Jernbanens redaktion.
Herefter gik formanden over til den egentlige beretning.
Hovedforeningen:
Nogle gange sætter vi dagsordenen, og andre gange er det andre som sætter dagsordenen, som det for tiden er tilfældet, da vi desværre har fået en opsigelse af det lejemål med adresse på Fabriksparken i Glostrup, som gennem en længere årrække har huset foreningens arkiv. Lejemålet er nu fraflyttet, da bygningen skal nedrives for at gøre plads til opførelse af en filial af Pelikan Self Storage. Udlejer har været meget reel og har kigget på mulige alternativer, som desværre ikke har været egnet. Efter et stort arbejde lykkedes det endelig at finde et egnet sted, som kan rumme både arkiv og foreningens ”hovedkvarter”. Vi har derfor i samme forbindelse besluttet også at flytte hovedkvarteret i Herlev, da vi har en forventning om, at vi også vil blive opsagt der inden for en overskuelig fremtid som følge af byudvikling. Den samlede husleje bliver ca. 50.000 kr. dyrere end i dag.
Flytning af arkivet er en stor opgave, da der gennem tiden er samlet mange værdifulde arkivalier, som ikke findes andre steder. DJK har modtaget en arv, ligesom flere af foreningens medlemmer har doneret midler til flytningen. Der har fra foreningens medlemmer været ydet en helt ekstra ordinær indsats for at få flytningen til at lykkes, ligesom flere medlemmer, der i det daglige ikke er aktive omkring arkivet/ hovedforeningen også har bidraget med dette arbejde. Da arbejdet med flytningen har været meget omfattende, har det også været nødvendigt at købe flyttehjælp hos et professionelt flyttefirma.
Stor tak til alle, der har bidraget i forbindelse med flytningen af arkivet.
Flytning af hovedkvarteret bliver den næste store opgave, som skal løses. Denne opgave er ikke nær så omfattende som flytningen af arkivet, så det forventes at denne del kan klares ved interne kræfter. Det er vores håb, at vi på sigt kan komme til at eje vores egne klublokaler, da flytningerne trækker mange resurser som kunne være brugt til foreningsarbejde.
Museumsmagasin i Marslev:
Der arbejdes på de tekniske installationer samt sporlægning. Der er modtaget nogle pæne donationer til sporlægningen. Det første eksterne lejemål er afviklet. Vi har desværre været plaget af nogle indbrud og tyverier i Marslev, som har været med til at forsinke processen med færdiggørelse af hal nr. 2.
Jernbanen:
Jernbanen, som er klubbens medlemsblad, udsendes 6 gange årligt. For at spare porto udsendes de 4 M-numre sammen med de øvrige eksemplarer af Jernbanen. Jernbanen holdes normalt på ca. 60 sider af hensyn til økonomien, selv om der ofte er stof til flere sider.
PostNord stopper fra årsskiftet 2025/2026 med omdeling af brevforsendelser. Konsekvenserne heraf i forhold til udsendelse af Jernbanen kendes endnu ikke, men det er en problemstilling, vi er nødt til at tage hånd om i en nær fremtid. En af de store udfordringer kunne blive den hårde deadline op til generalforsamlingen, hvor der en timing på 6 uger, som måske ikke kan holde i fremtiden. Vi kan derfor i nødstilfælde være tvunget til at lægge eventuelle forslag til generalforsamlingen ud på Internettet, hvis udsendelsen ikke er stabil. En ting er dog helt sikkert: Jernbanen fortsat vil blive udsendt i papirform som vi kender det i dag.
Hovedbestyrelsens sammensætning:
Jeg har som bebudet allerede sidste år besluttet at trække mig fra formandsposten efter 13 år.
Svend Korsgaard vil gerne afløses som kasserer
Jesper Hansen vil gerne stoppe som sekretær og i hovedbestyrelsen.
Fremtiden:
Huslejen er blevet dyr, og det har været nødvendigt at hæve kontingentet. Vi bliver nødt til at skabe økonomi til i fremtiden at kunne blive ”herre i eget hus”. Det var ikke umiddelbart muligt at optage et lån til køb af et eget klubhus i denne omgang. Måden, vi arbejder på, skal ændres og tilpasses den aktuelle udvikling i samfundet. Da vi flytter i nye lokaler, kan det blive startskuddet til en fornyelse i hovedforeningen og måden, den arbejder på.
Medlemstal:
Medlemstallet er desværre faldet en smule. Denne udvikling skal vendes, hvorfor der kigges på forskellige måder at hverve flere medlemmer på. Medlemstallet offentliggøres i Jernbanen midt på sommeren.
Veterantogskørsel på det offentlige jernbanenet:
Indførelse af nye sikkerhedssystemer hæmmer i stor grad kørslen med veterantog på det offentlige jernbanenet og har givet baneforeningerne under DJK følgende udfordringer:
- Museumsbanen kan ikke længere kører ind på Nykøbing F Station.
- Veterantog Vest har en plan om, at flytte de kørende aktiviteter til Lunderskov.
- Limfjordsbanens kørsler er påvirket.
- MY Veterantogs kørsler er påvirket.
Gedser Remise er nu imidlertid tæt på atter at kunne kører ind på Nykøbing F station.
Der er brugt mange resurser på arbejdet med at sikre, at det fortsat er muligt at kører med veterantog på det offentlige jernbanenet.
Der er igangsat nogle undersøgelser af muligheden for indbygning af ERTMS i veterantogskørertøjer, et arbejde som foregår i samarbejde med FEDECRAIL.
Generelt set har vi nogle gode og lempelige regler for kørsel med veterantog i Danmark, sammenlignet med andre lande. Medlemmerne må imidlertid meget gerne nævne de oplistede udfordringer for deres mulige relevante politiske kontakter rundt om i landet ....
Veteranjernbaner med egen infrastruktur:
En af de store udfordringer hos veteranbanerne er dårlige sveller som kræver meget vedligeholdelse/ udskiftning.
En enkelt af disse baner, Vestsjællands Veterantog, vil gerne udvide strækningen fra Gørlev til St. Fuglede.
Der har været et foretræde for det politiske system, §20 spørgsmål. Der er endnu ikke modtaget svar på disse spørgsmål.
Fremtiden:
Vi kommer til at forny os i den måde, vi arbejder på, således, at vi kan udvikle foreningen. Nye lokaler og en ny sammensætning af bestyrelsen er en del af denne fornyelse.
Det er planen at arbejde videre med den påbegyndte gennemgang af foreningens rullende materiel, hvor der foretages en registrering af den aktuelle tilstand samt opfølgning og eventuel korrektion af tidligere registreringer.
Jeg vil opfordre medlemmerne til fortsat at støtte op om foreningen ved at deltage i de forskellige aktiviteter rundt om samt gøre indkøb hos Jernbanebøger.
Herefter var det mulighed for at stille spørgsmål eller i øvrigt kommentere formandens beretning.
Søren Bay:
Der lagt et spor i hal nr. 2 i Marslev. Der er nogle udfordringer i forhold til de øvrige spor, da der skal fjernes ca. 10 centimeter grus, inden sporene kan lægges. Inden det første spor kunne lægges, blev underlaget for dette rettet af med en entreprenørmaskine, som har skrabt det overskydende grus af med en nøjagtighed indenfor 3 millimeter. Der er lagt og samlet 100 meter spor på en dag, hvilket var muligt, da sporrammerne på forhånd var nøje tilpasset.
Ole Chr. M. Plum:
Stor tak til arbejdsholdet bag flytningen af arkivet, som på en måned fik udført det store arbejde. Der er samlet set flyttet 3.300 reolmeter og brugt 2 x 1.200 flyttekasser. Vi glæder os meget til at arbejde videre med arkivet. Ved hjælp af en ihærdig indsats er det lykkedes at holde budgettet. Der er i marts måned arbejdet hver dag på projektet med en gennemsnitlig indsats på 40 timer pr. dag, hvor deltagerne har haft en gennemsnitsalder på 72 år. Der skal også lyde en stor tak til flyttefirmaet Jonas ApS, som har ydet et formidabelt arbejde.
Leif Peterson:
Stor tak til Ole Chr. M. Plum for den store indsats i forbindelse med flytningen af arkivet.
Claus Dahl:
Vi har gennem det seneste halve år talt om forbedringer af økonomien i foreningen. Vi vil fremadrettet forsøge at minimere driftsudgifterne, således at der bliver frigjort nogle midler til projektarbejder, og således vi så at sige har et investeringsbudget ved siden af driftsbudgettet. Jeg har tidligere arbejdet med lignende projekter og har en fornemmelse af, at det nok skal lykkes, at få frigjort nogle midler til investering i fremtiden.
Henrik Bang Jensen:
Der skal til slut lyde en stor tak til alle, som yder en indsats for DJK.
Beretningen blev herefter godkendt uden yderligere bemærkninger.
- Godkendelse af det reviderede regnskab
Kasserer Svend Korsgaard fremlagde det reviderede regnskabet, som er offentliggjort sammen med Foreningsnyt-M1/2025, hvor regnskabet kan læses i sin helhed.
Gennemgang af regnskabet medførte følgende spørgsmål/kommentarer:
Frank Nielsen:
Stor tak til ”Kvik Svend” for varetagelse af foreningens regnskaber og den altid beroligende gennemgang af disse.
Henrik Bang Jensen:
Vi har i Forretningsudvalget konstateret, at vi ikke havde tilstrækkelige redskaber til økonomisk at adskille den daglige drift af foreningen fra projektrelateret arbejde. Vi vil fremadrettet have en skarpere adskillelse i regnskabet.
Mikael Lund:
Hvorfor fremgår donationer til DJK som en udgift i driftsregnskabet?
Svend Korsgaard: Pengene er udgiftsført da disse bliver trukket ud og overført til andre konti.
Søren Bay:
Pengene doneres til DJK som videreformidler disse til relevante baneforeninger.
Svend Korsgaard:
Der går 138.000 kr. af disse donationer til ”Vognhalskassen”. Der vil blive bragt en oversigt i Jernbanen over disse donationer.
Regnskabet blev herefter godkendt.
Fastlæggelse af kontingent og evt. optagelsesgebyr for 2026
Følgende kontingentsatser blev efter indstilling fra bestyrelsen vedtaget, gældende for 2026:
Ordinære medlemmer: 695,-
Juniormedlemmer: 395,-
Husstandsmedlemmer: 250,-
Baneforeninger: 2.000,-
Smalsporsbaner: 1.000,-
Firmamedlemmer: 10.000,-
Udlandsportotillæg: 150,-
- Indkomne forslag.
Der var ikke kommet forslag.
- Valg af medlemmer og til hovedbestyrelsen samt af revisor og revisorsuppleanter.
Valg af medlemmer til bestyrelsen og de øvrige poster blev foretaget uden afstemning, da der ikke var opstillet modkandidater.
Følgende blev valgt til hovedbestyrelsen:
Søren Bay (Genvalg)
Benjamin Olsen (Genvalg)
Keld Haandbæk (Genvalg)
Claus Dahl (Genvalg)
Lasse Toylsbjerg-Petersen (Nyvalg)
Som revisorer blev følgende valgt:
Allan Zenth (Genvalg)
Jan Eriksen (Genvalg)
Som revisorsuppleanter blev følgende valgt:
Mogens Nørgaard Olesen (Genvalg)
Klaus S. Jørgensen (Genvalg)
Dirigenten takkede på foreningens vegne Henrik Bang Jensen for varetagelse af formandsposten og bemærkede, at Henrik aldrig havde stræbt efter formandsposten, men beredvilligt trådte til da vi mistede den tidligere formand Thomas Nørregard Olesen, og på dygtig vis havde ledt hovedbestyrelsen og hele foreningen gennem den vanskelige tid, der fulgte. Henrik lovede dengang at ville påtage sig denne opgave, ”indtil en afløser var fundet”, og det løfte har han holdt .
Jesper Hansen blev takket for sin varetagelse af den ikke altid populære post som sekretær for foreningen.
Ud over de ovennævnte bestyrelsesmedlemmer består hovedbestyrelsen herefter af følgende medlemmer:
Henrik Bang Jensen Valgt på generalforsamlingen i 2024
Svend Korsgaard Valgt på generalforsamlingen i 2024
Tommy O. Jensen Valgt på generalforsamlingen i 2024
Jørgen Gade Valgt på generalforsamlingen i 2024
Mikkel Holgersen Valgt af MY Veterantog
Hans Henrik Larsen Valgt af MHVJ
Tobias Sonne Valgt af VSVT
Jonas Schmidt Hansen Valgt af LFB
Theo Berkhoudt Valgt af Djurslands Jernbanemuseum
Alex Udstad Valgt af Blovstrødbanen
Kristian Bruun Valgt af MBJ
Finn Østergaard Valgt af VTV
Niklas Havresøe Valgt af Salgs- og Arkivafdelingen.
- Eventuelt.
Bo Lindhardsen:
Vi har som følge af udbredelsen af ERTMS ikke længere noget, vi kan befordre materiel med mellem klubberne og banerne. Hvordan gør vi det – skal MT-lokomotivet ombygges?
Henrik Bang Jensen:
Der er givet nogle donationer til afdækning af problematikken med den manglende ERTMS i veterantogsmateriel. Arbejdet foregår i DVF regi. Måske kan der købes et lokomotiv med udstyr. Alternativt kan et veterantogskøretøj udstyres med ERTMS.
Leje af lokomotiv fra kommerciel operatør er ikke muligt, grundet regler om at kommerciel kørsel og veterantogskørsel ikke må blandes.
Måske vil der kunne køres i en sporspærring på samme måde, som der køres godstog fra Roskilde til Køge. Dette vil kræve en uddannelse som ”områderangerleder” af personalet, en uddannelse som aktuelt koster ikke mindre end kr. 18.500 pr. kursusdeltager. Derudover vil det også kræve indarbejdelse af ORF i de enkelte aktuelle baneforeningers sikkerhedsstyring.
Der arbejdet på en interessant løsning i Belgien.
I Finland arbejdes der på, at der fortsat kan køres tog i tilfælde af en krisetilstand, som måtte medføre, at sikkerhedssystemerne ikke er fungerer.
Vi følger udviklingen, og det er tanken på længere sigt at indbygge noget udstyr i eksisterende veterantogsmateriel.
Thomas Fredebo:
Vestsjællands Veterantog har desværre haft brand i en HD-vogn – kan denne hugges?
Henrik Bang Jensen:
Spørgsmålet skal behandles af hovedbestyrelsen og ikke af generalforsamlingen.
Henrik Bang Jensen:
Lars Henning Jensen fortalte lidt om hvordan, jeg overtog formandsposten da Thomas Nørregaard Olesen pludselig gik bort på omtrent samme tidspunkt, som DJK fraflyttede Vogn Ex. Jeg brænder meget mere for arbejdet med veterantog end for formandsposten. Jeg kunne godt tænke mig at bruge noget mere tid på internationalt samarbejde omkring veterantog.
Da der ikke var flere, der ønskede ordet, takkede dirigenten forsamlingen for god ro og orden og disciplineret optræden, erklærede generalforsamlingen for afsluttet og gav ordet til formanden for afsluttende bemærkninger.
Henrik Bang Jensen takkede også for god ro og orden, for fremmødet og ønskede medlemmerne god hjemrejse.
______________________________ ______________________________
Referent, Benjamin Olsen Dirigent, Lars Henning Jensen