Søndag den 24 marts afholdt DJK generalforsamling i Århus
Generalforsamlingen blev afholdt på Folkehuset i Århus og ca. 40 DJK-medlemmer var mødt op. Lars Henning blev valgt til dirigent og herefter gav formanden Henrik Bang Jensen beretning fra det forløbne år. Her startede man med at mindes medlem Jens Chr. Bilde fra MHVJ, der var gået bort i 2023.
Formand indledte med at foreningen ledes af en hovedbestyrelse, der mødes 4 gange om året. Herudover er der et forretningsudvalg, der mødes en gang om måneden for at behandle indkomne sager, og forberede dem til hovedbestyrelsens behandling, hvis dette er nødvendigt. Forretningsudvalgets tilstræber at komme ud hvert år til en eller to baneforeninger for kunne følge med i hvad der sker lokalt og holde en bedre kontakt, Dette giver mere tid til at drøfte evt. problemer i de enkelte baneforeninger end der kan gives ved hovedbestyrelsesmøder.
Tidligere år har der været afholdt kontaktgruppemøde dagen før generalforsamlingen, men udbyttet har været begrænset. For at begrænse rejseudgifter, er kontaktgruppemødet i år blevet aflyst. Det vurderes i stedet at være en bedre model at komme ud til baneforeningerne på skift.
Den ny postlov, der trådte i kraft ved årsskiftet, indebærer at der pålægges moms på udsendelser af Jernbanen. For at holde omkostningerne nede, er det besluttet fremover kun udsender blade 6 gange årligt mod tidligere 8 gange. Dette forventes at blive stort set udgiftsneutralt.
To medlemmer af hovedbestyrelsen har valgt at trække sig ifm. denne generalforsamling: Gunnar Christensen, der har været med i 32 år, ønsker at overdrage stafetten til nye kræfter pga. alder. Morten Storm, er blevet familiefar til tvillinger, og vil derfor gerne træde ud. Formanden takkede begge for den indsats de har givet til DJK. Efter annoncering i Jernbanen i efteråret, meldte der sig tre der gerne ville være med i hovedbestyrelsen og derfor er det lykkedes at finde to nye kandidater til de ledige poster i Hovedbestyrelsen.
Gunnar Christensen, der har været med i 32 år har ønsket at trække sig fra Hovedbestyrelsen. Foto: Asger Chistiansen.
Henrik Bang Jensen oplyste, at han ønsker at fratræde som formand ved generalforsamlingen i 2025, da han er hængt op med at være driftsbestyrer for MY Veterantog og DJK’s repræsentant i Danske Veterantogs Fællesrepræsentation (DVF). Der skal i den kommende periode findes en ny formand. Desuden ønsker DJK’s kasserer Svend Korsgård også at træde tilbage, når der findes en afløser. Generelt er der behov for flere til at hjælpe med i de mange forskellige administrative opgaver, der findes i foreningen.
Medlemstallet er desværre svagt faldende. Der arbejdes med kampagne for at få flere medlemmer. Desuden viste en kontrol af baneforeningernes medlemslister sidste sommer, at ikke alle aktive er medlem af DJK. Det er der efterfølgende rettet op på. Det er vigtigt at alle aktive i baneforeningerne er medlem af foreningen i tilfælde af der sker uheld under tjeneste, samt påbudt i henhold til foreningens love.
DJK-fonden opsparer hvert år 10 kr. pr medlem i fonden. Desuden kommer der indtægter fra sponsoraftale med OK benzin. Hver andet år udbetales der midler fra DJK-fonden, og i år har Veterantog Vest modtaget 50.000 kr. til nyt linoleumsgulv i Buh vognen.
Hjemmesiden er stadig under udvikling og Jernbanen frem til 1999 kan nu findes som PDF-filer på hjemmeside. Der arbejdes med login for udlandsmedlemmer så de kan hente bladet elektronisk, og ikke behøver at vente måneder på at modtage det fysiske blad. Det har været en stor succes at lægge gamle smalfilm ud på Youtube. Der kan nu ses over 30 film på DJK’s filmkanal.
Formand kom med en status på etableringen af Vognhal 2 i DJK’s Museumsmagasin i Marslev. Der arbejdes stadig med tekniske installationer, hvor flere er et krav fra myndighederne i byggetilladelsen. Der har desværre været indbrud i magasinet og værktøj er blevet stjålet. Udover at det koster penge at skaffe nyt værktøj, går der også meget tid med at skaffe dokumentation til forsikringen. En arv har muliggjort at hyre mandskab, for at kunne færdiggøre de tekniske installationer i hallen.
DJK har været medproducent på en film om bygning af to jernbaner i Tyrkiet udført af Kampsax. DJK har ikke skudt penge i projektet, da filmen er finansieret af fonde mm.
Jernbanebøger har solgt en del jernbanearkivalier på auktion og der er udgivet en bog i år. Generelt er bogsalget vigende, og det overvejes hvor lang tid det kan svare sig at f.eks. udgive På sporet-serien.
Formanden gav herefter en status for de enkelte baneforeninger og museer. Det er ikke gengivet her, men vil kunne læse på hjemmesiden i begyndelsen af maj, når referatet er færdigt og godkendt af dirigenten.
Svend Korsgaard gennemgik regnskabet, som også var udsendt sammen med Jernbanen nr. 1/2024. Foreningens kontingentindtægter er ligger på lidt over 1.4 mio.kr og de samlede indtægter er på ca. 1.6 mio. kr. Omkring halvdelen af disse indtægter bruges alene på at trykke og udsende blade og kalender til medlemmerne. Kontingentet for 2025 blev hævet med 20 kr. til 650 kr., for at kunne følge med i de stigende udgifterne. Der vil blive kikke på kontingentstrukturen til næste generalforsamling, om det kan gøres på anden måde.
Endelig var der valgt til bestyrelsen, hvor fem kandidater skulle vælges. Henrik Bang Jensen, Svend Korsgaard og Tommy O. Jensen modtog genvalg. Hovedbestyrelsen foreslog Claus Dahl og Jørgen Gade som nye kandidater, som herefter præsenterede sig selv. Der var ikke opstillet modkandidater til de to poster. Claus Dahl og Jørgen Gade blev valgt med akklamation fra forsamlingen.
Nyt medlem af Hovedbestyrelsen er Jørgen Gade, der arbejder med kørestrøm hos Banedanmark. Foto: Finn Madsen
Nyt medlem af Hovedbestyrelsen er Claus Dahl der er tidligere søofficer. Foto: Finn Madsen
Revisorer Allan Zenth og Jan Eriksen var begge villige til genvalg, og valgtes også med akklamation. Det samme gjorde revisorsuppleanter Mogens Nørgaard Olesen og Klaus B. Jørgensen.
Under punktet eventuelt oplyste Bo Lindhardtsen at DJK-medlem Georg Schmidt var gået bort. Efter et par spørgsmål til formanden, kunne generalforsamlingen afsluttes kl. 14:30. Efter en kort pause blev Kampsax-filmen præsteret og fremvist af formand Henrik Bang Jensen.
Det officielle referat fra generalforsamlingen vil kunne læses på hjemmesiden i begyndelsen af maj måned.
fvm/toj 2024-03-27
Søndag den 11. februar afholdtes det sidste hovedbestyrelsesmøde inden generalforsamlingen den 24. marts. Mødet holdtes som vanligt i klubhuset i Herlev.
Mødet omhandlede primært de sidste forberedelse til DJK’s 64. ordinære generalforsamling, herunder behandling af evt. indkomne forslag. Dem var der midlertidig ikke kommet nogle ind af, så der blev bedre tid til at informere om hvad der rørte sig ved baneforeningerne netop nu, og dermed give formanden et godt grundlag for beretningen.
Her følger et kort sammendrag af de mest interessante emner, der blev drøftet.
Djurslands Jernbanemuseum (DJM)
I knap 20 år har DJM haft 371 000 kr. deponeret hos et forsikringsselskab som erstatning for et kolonnehus, som nedbrændte for knap 20 år siden. Pengene skal bruges i forbindelse med opførelse af en ny bygning inden for en periode på 20 år. Forsikringsselskabet har nu tilbudt at udbetale 300.000 kr., som kan bruges frit. Alternativt vil erstatningen ikke blive udbetalt til DJM.
Pengene indsættes på DJM’s bankkonto, og reserveret til etablering af en ny udstillingshal indeholdende publikumsfaciliteter, værksted og arkiv. Dette projekt løber samlet set op i 12 mio. kr., så der skal også søges fonde mm. for projektet kan blive til noget.
Gedser Remise
Der holdes åbent hver weekend i Gedser Remise, der er ca. 15 gæster pr. dag. Der arbejdes med planer om at bygge en ny udstillingshal, men det besværliggøres af at remiseområdet ligger i naturbeskyttelseszone (Natura 2000) samt restriktioner i lokalplanen, hvor max. byggehøjde er på 3,5 meter.
Gedser Remise har modtaget støtte til genetablering den tidligere stationsbygning i Marrebæk tilbage til sin oprindelig placering. Stationsbygningen har i en del år fungeret som sommerhus i nærområdet. Detailprojekteringen for flytning af Marrebæk station er i gang.
Der savnes fortsat endelig afklaring omkring tilslutningskørslen i Nykøbing F., som sidste år overgik til ERTMS. Regelsættet er på plads, men der skal uddannes såkaldte ”Områderangerledere”. Pt. er det kun Banedanmark der kan uddanne ”Områderangerledere”, og et kursus koster 18.000 kr.
Jernbanen
Redaktionen har afholdt redaktionsmøde og enighed om at fortsætte med det trykte blad med 6 udsendelser årligt. Foreningsnyt vil blive udsendt sammen med Jernbanen for at reducere forsendelsesomkostningerne.
Materielsager
I 2017 blev det aftalt mellem DJK og Danmarks Jernbanemuseum, at foretage bytte af damplokomotiv VNTJ nr. 9 (udstillet i Ryomgård) og DSB Litra J 1 (I depot). I og med Danmarks Jernbanemuseum snart flytter sit materiel fra Randers til Marslev, ønskes materielbyttet gennemført.
Det aftaltes ved denne lejlighed at foretage en rokade af damplokomotiver, så DSB N 186 flyttes fra Marslev til Ryomgård, DSB J 1 fra Randers til Gedser Remise og VNTJ nr. 9 overleveres til Danmarks Jernbanemuseum. Herved kan sikre en optimal transport. Søren Bay aftaler detaljer med Danmarks Jernbanemuseum.
Danmarks Jernbanemuseum har udbudt en bænkevogn fra SNNB. Efter sondering af muligheder for bevaring konkluderede hovedbestyrelsen, at DJK ikke ønsker at overtage den pågældende materielenhed.
Der har tidligere været talt om, at personvogn OKMJ BE 12 som henstår i Maribo, skulle overflyttes til Mariager. MHVJ har pt ikke resurser til overtagelse af denne materielenhed. Indtil videre bliver vogne stående i Maribo, men der skal findes en permanent løsning snart.
Redigeret af Tommy O. Jensen 2024-03-27
Søndag den 14. januar afholdte DJK’s hovedbestyrelse i klubhuset i Herlev. Formålet med mødet var primært at foretage uddeling fra DJK-fonden og forberedelse til DJK’s 64. ordinære generalforsamling.
Her følger et kort sammendrag af de mest interessante emner, der blev drøftet.
Meddelelser fra formanden
Hovedbestyrelsesmøderne indledes normalt med orienteringssager fra formanden Henrik Bang Jensen og bestyrelsesmedlemmerne, der har relevans for hovedbestyrelsens medlemmer. Det kan f.eks. være ændring af vedtægter i baneforeningerne. Er der enighed om ændringen, kan den besluttes umiddelbart. Hvis ikke, tages emnet op som selvstændig punkt i dagsordenen på mødet, eller det næstkommende hovedbestyrelsesmøde. Det afhænger af hvor meget emnet skal undersøges nær-mere, for at hovedbestyrelsesmedlemmerne er tilstrækkelig klædt på til at kunne tage beslutning.
På dette møde blev en række punkter gennemgået bl.a.:
Afholdt et møde med VTV i Bramming i oktober, hvor det var en god og åben dialog med fordelene ved at være medlem af DJK hvilket har medført at de aktive medlemmer nu er med-lem af DJK.
· Kampsax film er færdig og er blevet præsenteret på DTU. Hvor tyrkisk ambassadør deltog. Filmen er tilgængelig for offentligheden via Youtube.com og vil også blive fremvist ved DJK arrangementer.
· Vedtægtsændringer hos MHVJ, der ønsker at reducerer antallet af bestyrelsesmedlemmer fra 7 til 5.
· Hovedbestyrelsen kan godkende MHVJs nye vedtægter.
· Baneforeningerne har forskellige vedtægter for den samme type af aktiviteter. Måske kunne der laves en fælles standardvedtægt til brug ude hos Baneforeningerne? Lars Henning Jensen kontaktes for bistand, idet han har hjulpet MHVJ med at lave et udkast til et sæt standardvedtægter.
· Remise Gedser remise har godkendt deres nye vedtægter, som godkendes midlertidigt af hovedbestyrelsen. Vedtægterne bør på et eller andet tidspunkt harmoniseres med standard-vedtægter for baneforeningerne når disse er på plads.
· Gedser Remise ønsker at betaling for deltagelse i opsparingsordningen skal ske ved at ejerskabet af deres materiel overdrages til DJK. Der er tale om et beløb på 10.000 kr. Dette blev imødekommet af hovedbestyrelsen.
· Der er kommet en ny postlov. En af de væsentligste ændringer er den, at der nu er kommet moms på porto samt at befordringspligten er bortfaldet. Ved at udsende Jernbanen og Foreningsnyt 6 gange om året i stedet for 8 gange årligt, vil vi kunne holde omkostningerne i ro i 2024. Redaktionen arbejder videre på sagen ved det kommende redaktionsmøde.
DJK 64. ordinære generalforsamling
Indkaldelse til den kommende generalforsamling i Dansk Jernbane-Klub den 24. marts, kl. 12:30, har allerede være annonceret i Jernbanen og på hjemmesiden. Asger Christiansen har været behjælpelig med at finde et egnet lokale til generalforsamlingen i den centrale del af Aarhus, til en yderst rimelig pris.
På generalforsamlingen skal der vælges to nye medlemmer til hovedbestyrelsen, da Morten Storm Gunnar W. Christensen har bedt om at udtræde af hovedbestyrelsen, hvis der kan findes en ny kandidat. I Jernbanen 5/2023 blev medlemmerne i lederspalten opfordret til at melde sig, hvis man havde lyst til at bidrage aktivt til at forme og fremtidssikre DJK. Det var der heldigvis tre der havde lyst til, og formanden Henrik Bang Jensen har haft en indledende samtale med disse. På det næstkommende hovedbestyrelsesmøde, der afholdes den 11. februar, hvilke af disse hovedbestyrelsen indstiller som kandidater til de to medlemsposter, der skal vælges på generalforsamlingen.
Uddeling fra DJK Fonden
Hvert andet år uddeler DJK Fonden midler til projekter i DJK, f.eks. restaurering af materiel og bygnin-ger, sporanlæg mm., som vil være svært at gennemføre ud af de normale driftsindtægter. Midlerne kommer bl.a. fra kontingentet, hvor hver medlem bidrager med 10 kr. årligt til Fonden. Også støtte fra OK Benzin og Diesel havner i denne fond.
Denne gang var der kun kommet ansøgning fra Veterantog Vest, om bistand indvendig istandsættelse af DSB Litra BUH 704. DJK Fonden har besluttet at donere 50.000 kr. til projektet, hvor udskiftning af gulvbelægningen er en stor opgave. Arbejdet skal være afsluttet senest den 1/10 2025, dvs. inden næste runde for uddeling i DJK Fonden, og tildeles såfremt alle aktive i VTV er medlem af DJK. Omtale af projektet følger i næstkommende Foreningsnyt.
Materielsager
Der bl.a. orienteret og taget beslutning om følgende:
MHVJ har modtaget en 20 tons trolje nr. 225 fra Banedanmark, og planlægger en uddannelsesdag for nye fører indenfor kort tid.
· Motorvognen SB M1 har været udbudt i Dansk Veterantogs Fællesrepræsentation (DVF), men uden interesse. Der arbejdes derfor videre med en afhændelse salg eller bytte med foreningen i Wismar.
ØSJK har gennem DVF sendt noget materiel i udbud, bl.a. vogne og damplokomotivet DSB Litra F 663. Maskinen kunne have interesse for Gedser remise, idet kedlen vurderes i god stand og kunne bruges som reserve til F 653 der er stillet op på Gedser Station. Betingelse og salgsprisen skal undersøges nærmere.
Vestsjællands Veterantog har modtaget 20 tons trolje nr. 207, som skal klargøres for drift. Til gengæld var der ingen interesse for Triangelmotorvogn HTJ M12, selvom der i flere år har været forsøgt at afsætte vognen til bevaring. Vognen ophugges og brugbare dele indvindes.
Bordet rundt
Under dette punkt informeres om stort og småt fra arbejdsgrupper og baneforeninger, bl.a. når der modtages donationer fra fonde. Dette gælder f.eks.:
MHVJ: Nye porte i remisen i Mariager ved hjælp af midler fra Herdis Myginds Fond.
Gedser Remise: Har modtaget en pæn donation til hjælp at få flyttet den gamle Marrebæk station tilbage til sin oprindelige plads langs Gedserbanen.
Museumsbanen: Modtaget en donation fra Ellehammerfonden til indkøb af en ny hjælpedynamo til diesellokomotivet LJ M1. Til fremstilling af en ny kedel til damplokomotivet LJ 19 modtaget en donation til fra Louis Hansens Fond.
Redigeret af Tommy O. Jensen
fvm 2024-02-20
Med hensyn til eventuel arv og testamente til fordel for DJK, er der nogen overvejelser, det er vigtigt at gøre sig i tide.
Det er sådan at Dansk Jernbane-Klub er godkendt efter Ligningsloven §8A, det vil sige at DJK som almennyttig forening ikke skal svare boafgift (tidl. arveafgift) til staten.
Har man ingen arvinger, så vil ens arv tilfalde Staten, medmindre man i et testamente beskriver, hvem man ønsker skal betænkes. Det kan være DJK eller andre almennyttige eller velgørende foreninger, som ikke skal svare boafgift, hvorfor hele arven går ubeskåret til foreningen fremfor Staten.
Har man arvinger, men samtidig ønsker at betænke en almennyttig forening såsom DJK, kan man samtidig betænke velgørenhed og ens arvinger ved en særlig løsning, hvor en eller flere velgørende foreninger arver 30% af formuen på betingelse af, at foreningen betaler boafgiften for de øvrige arvinger, de øvrige arvinger modtager så 70% af boet uden at skulle betale afgifter.
Da velgørende foreninger ikke selv skal betale boafgifter af arv betyder det, at de øvrige arvinger får lidt mere i arv, samtidig med at der bliver et beløb til den eller de almennyttige foreninger såsom DJK.
Da det er noget kompliceret, er det vigtig, at testamentet udarbejdes af en advokat, der har speciale i arv og testamente. DJK kan eventuelt hjælpe med at anvise en sådan advokat.
Læs mere her : Link til det gode testamente
Søndag den 24. september 2023 afholdtes Hovedbestyrelsen møde i klubhuset i Herlev. Her følger et kort sammendrag af de mest interessante emner, der blev drøftet.
Forretningsudvalget
Forretningsudvalget (FU) består af syv medlemmer fra Hovedbestyrelsen, og varetager de mere driftsprægede opgaver i DJK, og forbereder sagsfremstillinger til Hovedbestyrelsens fire årlige møder. FU mødes som udgangspunkt hver måned i Herlev, og drøfter indkomne henvendelser, materiel- og byggesager, og ikke mindst følger op på DJK’s økonomi.
For at have føling med hvad der rør sig i de enkelte baneforeninger, afholdes et par gange årligt FU-møde ude hos én af Baneforeningerne. Den 12. juni blev FU-mødet holdt hos Blovstrødbanen, hvor det kunne konstateres at den lille baneforening er ved godt mod og lever en stille og rolig tilværelse. Bl.a. hørte FU nærmere om de arrangementer Blovstrødbanen var optaget af, og hvilke fremtidsplaner der er. Et af de triste oplysninger var, at et af de flittige medlemmer Klingenberg er gået bort. Klingenberg har gjort meget for Blovstrødbanen gennem tiden.
Næste FU-møde ”ude” planlægges afholdt hos VTV i Bramming den 21. oktober, hvor baneforeningens udfordringer med fremtidige aktiviteter, som følge af Signalprogrammets udrulning, skal drøftes. VTV står nemlig i det problem fra 2024/2025, at ikke længere kunne køre på de strækninger, de tidligere har haft kørsler på: Esbjerg-Lunderskov og Tønderbanen. Også emnet om medlemskab af DJK vil blive vendt.
IT-nedbrud i DJK
DJK’s IT-leverandør AZERO har desværre i august haft et nedbrud på deres servere som følge af et hackerangreb. Nedbruddet har haft den kedelige konsekvens, at de data som lå på serverne er gået tabt, da hackerne kræver en meget stor løsesum for at gøre data tilgængelig igen. De tabte data er primært e-mails samt artikeldatabasen.
Nedbruddet har medført, at en række henvendelser fra medlemmer er forsvundet, og har desuden lagt beslag på mange arbejdstimer med at få genskabt tabt data. Heldigvis råder DJK over nogle lokale servere til brug for opbevaring af billeder, bøger, regnskaber mm, som ikke er koblet fast op internettet. Som sikkerhed i tilfælde af hackerangreb, brand, tyveri eller lignende køres der ugentlig en backup på en ekstern harddisk, som opbevares på et eksternt sted. Denne forsigtighedsstrategi har vist sig at være guld være, efter hackerangrebet hos AZERO.
DJK har efterfølgende besluttet at finde en ny IT-leverandør, da AZERO ikke har levet op til de normale standarder for IT-sikkerhed. Så der er stadig en del arbejde med at få rette op på IT-systemet.
Regnskabsstatus 2022-23 og budget 2023-24
Et fast punkt på Hovedbestyrelsens dagsorden er gennemgang af foreningens økonomiske status.
DJK’s kasserer Svend Korsgaard gennemgik de enkelte driftsregnskaber – dem er der nemlig flere af i DJK. Større afvigelser og ændringer blev vendt, ofte er der en god forklaring på, hvorfor budgetposten ikke helt holder.
Selvom det kan lyde lidt kedeligt, giver det en god indsigt i foreningens økonomi, og hvor det er muligt at reducere omkostninger eller få mere ud af midlerne. Fremfor alt har det medført, at der er kommet betydelig mere styr på DJK’s økonomi, så vi er på forkant med udfordringer.
Et af de store udfordringer er det vigende medlemstal, som falder hvert år. I regnskabsåret 2022-23 lykkedes det kun at kun få ca. 40 nye medlemmer i forhold til ca. 100 tidligere år. Denne udvikling skal vendes, og ofte diskuteres der initiativer på mødet, om hvordan vi får flere til at blive medlem af DJK.
En anden indtægtskilde er f.eks. ordningen med energiselskabet OK, hvor det er muligt at støtte DJK økonomisk, når der f.eks. tankes brændstof på en OK-tankstation, eller købes el og gas. Der er stadig for få der bruger denne mulighed, og der burde være plads til flere midler denne vej. Sidste år gav det ca. 3.000 kr. i støtte – til sammenligning er det ikke unormalt at en lokal fodboldforening kan få en støtte på op til 50.000 kr. om året. OK-støtten havner i øvrigt i DJK Fonden, som udloddes hvert andet år til projekter i baneforeningerne.
Generalforsamling 2024
Næste DJK-generalforsamling finder sted den søndag den 24. marts 2024 omkring Aarhus, og der skal findes kandidater til hovedbestyrelsen, da flere ikke ønsker at genopstille. Lederen i Jernbanen nr. 5 opfordrer medlemmer til at lade sig opstille, så det kan være til at skabe fornyelse i klubben.
Indtil videre er der ikke indkommet forslag til behandling på generalforsamlingen, som annonceres i den kommende udgave af M-bladet.
Materielsager
En række materielbytte aftaler er kommet i stand med Danmarks Jernbanemuseum, og blevet underskrevet af begge partere. Konkret er de tale om bytte af personvognen DSB Litra CU 4160 for Triangelmotorvognen DSB Litra ME 35, samt salg af skinnebussen VLTJ SM 16 til Danmarks Jernbanemuseum.
Danmarks Jernbanemuseum har udbudt flere køretøjer til salg/overtagelse, og DJK’s baneforeninger har også fået tilbuddet.
Det drejer sig bl.a. om to fladvogne (DSB Litra TD 8533 og TD 8550), damplokomotiv DSB Litra D 802. Hovedbestyrelsen drøftede mulighederne for anvendelse af køretøjerne, men måtte også konstatere at der ikke var ressourcer og midler til at restaurere dem. Det blev derfor et ”nej tak” fra DJK’s side.
Personvogn SNNB MP 2 og Banedanmark motortrolje 207 var også med i udbuddet, og her meldte Gedser Remise ud, at de har interesse i MP 2.
Vestsjællands Veterantog vil gerne overtage motortrolje 207. Hovedforeningen gav tilsagn om medfinansiering på ca. 25.000 kr. til køb af troljen, mens VSVT afholder de resterende udgifter.
Koordinering af materieltransporter vendes også i hovedbestyrelsen, for efterhånden er det kun muligt at gennemføre på landevej og det er meget dyrt. Derfor gælder det om så vidt muligt at have ”læs” med i begge retninger. Konkret er der planer om at flytte OKMJ BE 12 fra Maribo til Mariager, en trolje fra Roskilde til Mariager, og personvognen SB F3 fra Aalborg til Gedser. En lille arbejdsgruppe blev nedsat til at kigge på en løsning.
Kommende møder
Næste hovedbestyrelsesmøde planlægges afholdt søndag den 11. februar 2024 i Herlev.