Søndag den 11. november afholdtes hovedbestyrelsesmøde i DJK’s klubhus i Herlev. Her følger et sammendrag af de væsentligste punkter der blev drøftet.
Andre lokaler til arkivet
DJK har modtaget opsigelse på arkivlokalerne i Glostrup, hvor vi skal være ude senest 1. april 2025. Udlejer har oplyst, at bygningerne er solgt og skal rives ned. Derfor er alle lejemål i bygningen blevet sagt op med et halvt års varsel. For DJK’s vedkommende er tale om kælderlokaler på 500 m2, som anvendes til opbevaring af historisk arkivmateriale, vi gennem årene har modtaget fra bl.a. nedlagte privatbaner, DSB og ikke mindst medlemmerne.
Forretningsudvalget er gået i gang med at afsøge nye muligheder, bl.a. er der undersøgt på køb af erhvervs-bygning i Herlev til 6,5 mio.kr., for at blive herre i eget hus og undgå risiko for fremtidig opsigelse af lejemål. Køb af ejendom vurderes pt. urealistisk grundet manglende finansieringsmuligheder, idet foreninger har ikke de samme muligheder for at optage realkreditlån som private har.
Lige nu afsøger forretningsudvalget markedet for lejemål på ca. 500 kvm i omegnen af København. Kriteriet er at det er tæt på kollektiv trafik, at lokalerne er opvarmet/tørre af hensyn til arkivalieopbevaring, og så vidt muligt ikke kælderlokaler pga. risiko for vandskader ved skybrud. Afsøgningen er udfordret af, at kvm-prisen i hovedstadsområdet er ca. 700-800 kr. årligt, dvs. en årlig udgift på op til 400.000 kr. årligt til arkiv. Det lejemål vi har i Glostrup, ligger noget under dette. Der har være kontakt til mange udlejere, vi skal helt ud omkring Slagelse for at matche det huslejeniveau vi har nu i Glostrup. Mange af de frivillige der passer arkivet, kommer fra Københavnsområdet, så dette skal også betænkes.
Forretningsudvalget forventer derfor stigende omkostninger til arkivleje i 2025, og i årene frem. Det påvirker driftsbudgettet, og det bliver nødvendigt at holde skarpt øje med hvad kontingentindtægterne anvendes til. Konkret betyder flytningen af arkivet og afledte flytteomkostninger, at der må trækkes på likviditeten. Desuden bliver det nødvendigt at øge kontingentet anslået med ca. 50 kr. årligt.
Hovedbestyrelsen gav forretningsudvalget mandat til at arbejde videre med at finde egnede arkivlokaler, inden for en ramme på en kontingentstigning på maks. 50 kr./årligt, og indgå aftale med udlejer inden næste hovedbestyrelsesmøde.
Generalforsamling 2025
Dato og lokalitet for generalforsamlingen i 2025 er nu på plads, det bliver søndag den 6. april 2025 og afholdes på Energicenteret, Voldparken, Kobbelvænget 65, 2700 Brønshøj. Der indkaldes til generalforsamlingen i Jernbanen 6/2024, og regnskabshæftet sendes ud med Jernbanen 1/2025.
Formand Henrik Bang Jensen ridsede situationen op, og der skal findes ny kandidat til bestyrelsen, og der skal vælges ny formand og ny sekretær. Hovedbestyrelsen tog udmelding om ny formand til efterretning, og vil gå i tænkeboks til næste hovedbestyrelsesmøde.
Følgende er på valg til generalforsamlingen: Benjamin Olsen, Claus Dahl, Keld Haandbæk og Søren Bay,
Jesper Hansen oplyste, at han ikke modtager genvalg, og der skal findes en ny kandidat og sekretær.
Den konkrete situation omkring arkivlokaler betyder vi bliver nødt til at hæve kontingentet med virkning fra 1.1.2026. Efter lidt diskussion blev hovedbestyrelsen enige om følge ændringer:
- Kontingent forslag: 650 kr. stiger til 695 kr.
- Juniormedlemsskab: 380 kr. stiger til 395 kr., samtidig hæves aldersgrænsen fra 18 år til 23 år.
- Firmamedlemsskab: 10.000 kr. (uændret)
- Husstandsmedlemsskab: 250 kr. (uændret)
- Baneforeninger: 2.000/1.000 kr. (uændret)
Det aftaltes, at forretningsudvalget udsender et nyhedsbrev til baneforeninger – hvor kontingent- og forsikringsforhold for 2025 beskrives, så der ikke er noget uklart.
Introduktionssår for nye aktive medlemmer
Museumsbanen har internt talt om at tilbyde et introduktionssår for nye aktive medlemmer, som betales af Museumsbanen. Dette for at fastholde især unge interesserede, som vil prøve interessen af. Derefter betales kontingent som normalt. Formålet er at få flere aktive med i DJK.
Hovedbestyrelsen bakkede om indførelse af introduktionssår for nye aktive medlemmer, og bad forretningsudvalget om at laver udkast til vilkår. Oplægget er, at nye aktive er registreret som betalende medlem af DJK og at baneforeningen afholder kontingentet i introduktionssåret.
Materielsager
Baneforeningerne og DJK har modtaget brev fra Danmarks Jernbanemuseum om udskillelse af overtalligt materiel, heri blandt køretøjer som har tilhørt den nedlagte Sydvestjysk Jernbaneklub i Lunderskov. Der er flere enheder, som kunne være velegnet til udstillingsformål eller drift på veteranbanerne. Formanden koordinerer med baneforeningerne, hvilke køretøjer DJK har interesse i, og indleder dialog med Danmarks Jernbanemuseum herom. Hovedbestyrelsen gav desuden forretningsudvalget mandat til at forhandle med Danmarks Jernbanemuseum om overtagelse af materiel. Endelig beslutning træffes på næstkommende hovedbestyrelsesmøde.
Fra Danmarks Jernbanemuseum er der kommet ønske om at overtage Albanivogn SFJ ZB 509255, der er udstillet i Ryomgård. Djurslands Jernbanemuseum undersøger om de interne vil afhænde vognen. Beslutning om evt. overtagelse drøftes på næstkommende hovedbestyrelsesmøde.
Købsaftalen med motorvogn SB M1 med Wismar er nu faldet på plads, dokumentet er underskrevet.
Modeljernbanetillæg til Jernbanen
Der udkommer ikke længere danske modelbanetidsskrifter efter ”Spor og Baner” ophørte i sommers. Flere medlemmer har derfor spurgt det kunne være en ide at udgive et modelbaneblad i DJK-regi.
DJK har som udgangspunkt ikke tidligere ville udgive modelbaneblad, da det vil være i konkurrence med etablerede blade. Men i lyset af der ikke længere udgives danske modelbanetidsskrifter, har en lille arbejdsgruppe undersøgt mulighederne for at lave et modelbanetillæg til Jernbanen, som kunne udkomme 4 gange om året. Hvis tillægget skal være omkostningsneutralt, vil det kræve 300 ekstra medlemmer i foreningen. Hertil kommer ekstra aktive til opsætning af blad og redigering af artikler mm., idet den nuværende redaktion af jernbanen ikke har ressourcer til dette. Arbejdsgruppen har med baggrund i den aktuelle lokalsituation for arkivet, sat initiativet i bero indtil videre.
Arv og donationer
DJK har modtaget en 500.000 kr. i arv og beløbet er ikke øremærket til et bestemt formål i DJK. Ud over taknemmelighed i bestyrelsen overfor det tidligere medlem af DJK har valgt at betænke klubben, så affødte det også en diskussion om anvendelsen af arv og donationer, der ikke målrettet en bestemt opgave eller formål
i foreningen. Bl.a. blev det foreslået at midlerne helt eller delvis kunne placeres i en opsparingsordning til projekter eller strategiske formål, f.eks. etablering af et medlemshus.
Hovedbestyrelsen bad forretningsudvalget om at komme med oplæg til emner, der vil være relevante at spare op til, når der modtages ikke-øremærkede arv og donationer.
Næste hovedbestyrelsesmøde
Det besluttes at næste hovedbestyrelsesmøde afholdes den 23. februar 2025 i Herlev. Hovedemner vil være afklaring af kandidatur til formand og sekretær, idet begge positioner skal besættes med nye navne.
Det kulinariske udvalg
Uden mad og drikke, duer helten ikke. Det gælder naturligvis også medlemmerne af DJK’s hovedbestyrelsen, hvoraf en del rejser ganske langt for at deltage i en af de fire årlige hovedbestyrelsesmøder. Af denne grund er der oprettet et ”kulinarisk udvalg”, der har til opgave at forberede et godt frokostmåltid til de frem-mødte.
Udvalget består pt. af Benjamin Olsen, Hans-Henrik Larsen og Tommy O. Jensen, som tilstræber at stå for bespisning af den 15-18 fremmødte for under 1.000 kr. i alt. På dette hovedbestyrelsesmøde blev der trakteret med stegte ænder og brune kartofler i anledning af mortensaften, alt sammen til et pænt stykke under budgettet.
Redigeret af Tommy O. Jensen
fvm 2024-12-16
Søndag den 18. august afholdtes hovedbestyrelsesmøde i DJK’s klubhus i Herlev.
Her følger et sammendrag af de væsentligste punkter der blev drøftet.
Ny hvervefolder
Der er i foråret blevet udarbejdet ny hvervefolder, som erstatter den der blev lavet for snart fem år siden. Denne gang har den fokus på hovedforeningen, dvs. hvad Dansk Jernbane-Klub også er, udover veteranbaner og gamle tog. Hvervefolderen er denne gang udarbejdet i et mindre oplag, og uddeles kun på veteranbanerne og museer, samt ved messer og udstillinger hvor DJK er med. Teksten i folderen indgår i vores hjemmeside om at blive medlem.
Museumsbanen var glad for opdateringen, det har været savnet længe. Kunne dog godt ønske, at der havde været mere omtale af veteranbanerne. Tommy O. Jensen, som sammen med Finn Madsen har udarbejdet folderen, var for så vidt enig, men i så fald vil folderen nærmest blive et hæfte, hvilket ikke var meningen med opgaven. Foreslog at lave et indstik til folderen, som var målrettet Museumsbanen.
Generalforsamling 2025
Henrik Bang og Jesper Hansen har tidligere meddelt, at de træder af som formand henholdsvis sekretær ved generalforsamlingen 2025. I og med at der skal vælges ny tillidsposter, skal vi allerede nu have fokus på dette afholdelsen af generalforsamlingen 2025. Efter kalendergymnastik blev søndag den 6. april foreslået. Forretningsudvalget finder ud af at skaffe lokaler i hovedstadsområdet. Indkaldelse til generalforsamling annonceres i kommende numre af Jernbanen og på hjemmesiden.
Som muligt forslag til fremlæggelse på generalforsamlingen, er der kommet forslag om ændring af kontingentperioden fra den 1.1 – 31.12 året efter, så den i stedet følger regnskabsåret 1.9-30.09. Undgår derved periodisering. Opkrævning af kontingent flyttes i stedet til oktober, som kan være en mere skånsom måned end januar, som erfaringsmæssig kan være økonomisk tung for mange efter julen.
Ved samme lejlighed diskuteres kontingentsatserne, hvorvidt de skulle justeres som følge af inflation og stigende udgifter til blad og huslejer. Der blev af flere udtrykt bekymring for dette. Vi skal være påpasselig med at sætte kontingentet op, det svier især hos de helt unge, der ikke har mange penge at gøre godt med. Foreslog at skillepunktet mellem junior- og seniormedlemsskabet kunne flyttes fra 18 år til 23 år. En løsning kunne også være at indføre halv/reduceret pris til aktive medlemmer, der ikke ønsker at modtager blad.
Formanden gjorde opmærksom på, at ændringer af kontingentsatser først vil kunne gennemføres med virkning fra 2026, da kontingent for 2025 blev besluttet på generalforsamlingen i foråret. Det aftaltes, at Forretningsudvalget kommer med forslag til kontingentsatser i 2026, og fremlægger det på næste hovedbestyrelsesmøde søndag den 10. november.
Kort regnskabsstatus og budget 2024/2025
Kassereren gennemgik status på kassen pr. 31.7.2024 og vurderer, at det overordnet ser det fornuftigt ud. Der er pt. likvide midler nok i kassen, men kan også konstatere at huslejen for klubhuset Herlev er steget, og forventes over budget ved udgangen af regnskabsåret.
Flere forslag til øget indtægter og donationer blev diskuteret. Jernbanens redaktion blev opfordret til at beskrive om mulighed for donationer og testamenteringer til DJK i Jernbanen M4, så det står klart hvor stor betydning §8a har for DJK og det personlige skattefradrag man kan opnå herved.
For at reducere udgifter, kunne antallet af frieksemplarer af blade også reduceres, hvorved der ville spares porto og trykudgifter. Liste over frimedlemmer udsendes forud næste hovedbestyrelsesmøde.
Første udkast til budget for 1.10.2024 – 30.9.2025 blev gennemgået, og der var flere punkter om f.eks. husleje som skulle undersøges nærmere. Forretningsudvalget går budgetudkastet igennem, og kommer med nyt forslag til næste hovedbestyrelsesmøde.
Materielsager og håndtering af disse
Ny kedel til LJ nr. 19
Museumsbanen har skaffet midler til indkøb af ny kedel til LJ nr. 19, og vil gerne have hovedbestyrelsens godkendelse til indbygning af denne. Der er tale om ny fremstillet kedel, som erstatter den nuværende kedel på nr. 19. Den nuværende er meget nedslidt, og skal have omfattende reparation for at kunne anvendes igen. Den nye kedel er designet for fyring med træpiller mm. miljøvenlige brændsler, men kan også fyres med kul. Den nuværende kedel gemmes for eftertiden, og kan senere istandsættes. Dvs. den skrottes ikke. Finansiering af den nye kedel sker gennem fonde, og der er opnået tilsagn om støtte på 2 mio.kr.
Enkelte fandt at beslutningsprocessen for ny kedel ikke fulgte de principper, der er beskrevet i materielaftalen mellem Museumsbanen og DJK Hovedforeningen. Her skal væsentlige ombygninger af materiel forelægges bestyrelsen, før projektet sættes i gang. Således burde projektet være forelagt hovedbestyrelsen før fondsansøgninger blev indledt. Synes at det går i mod princippet med historiebevaringen, og fremover bør der være mere klare regler for væsentlige ombygninger. Keld Haandbæk påpegede, at vi ikke behøver nye regler, men at vi skal overholde de gældende materielaftaler, hvor det er tydeligt beskrevet hvad der gælder.
Et flertal i hovedbestyrelsens godkendte Museumsbanens oplæg til ny kedel til LJ nr. 19, mod at den gamle kedel bevares forsvarligt i Maribo indtil videre.
VLTJ nr. 6 og Gs-vogne
Museumsbanen vil gerne afhænde VLTJ nr. 6 og Gs-vogn, som begge er overtallige. Banerne i DJK bedes meddele tilbage inden næste forretningsudvalgsmøde den 18. september, om der er interesse i enhederne, inden enhederne bydes ud i DVF-regi.
Permanent løsning for D 826
Vestsjællands Veterantog ønskede, at der tages stilling til D 826’s fremtid. Den er henstillet udendørs pga. pladsmangel, og der sker løbende tyverier fra den. Opfordrede hovedbestyrelsen til at finde en løsning.
Hovedbestyrelsen tog henvendelsen til efterretning, og bad Forretningsudvalgsmøde om at undersøge muligheder for opbevaring/afhændelse.
Ophugning af HTJ M12
Vestsjællands Veterantog oplyste, at man er ved at hugge HTJ M12 op og indvende relevante reservedele. Accept af ophugning er tidligere givet af Hovedbestyrelsen, da ingen andre baneforeninger eller veteranbaner uden for DJK ønske at overtage vognen, og at der findes mange Triangel-motorvogne af denne type i forvejen.
OHJ Trolje 75
Mariagerbanen vil gerne afhænde troljen OHJ 75, der er blevet tilovers, efter den ny Banedanmark 20 tons trolje er kommet til og er blevet godkendt. Banerne bedes meddele tilbage til næste møde i Hovedbestyrelsen, om de er interesseret i troljen.
SB M1
Formanden oplyste, at afhændelsen af motorvognen SB M1 til museet i Wismar (Eisenbahnfreunde Wismar e.V.) har trukket ud, da der har været flere uafklarede punkter i aftalen som skulle forhandles på plads. Det har været en langvarig proces. For at få fremdrift i sagen, overtager Keld Haandbæk og Søren Bay sagen.
Hovedbestyrelsen tog orienteringen til efterretning.
Bordet rundt
Limfjordsbanen:
I år har der ikke været sommertrafik, da hele stationen i Aalborg er under ombygning. Der er indkaldt til ekstraordinær generalforsamling i Limfjordsbanen. Der skal vælges ny sikkerhedsansvarlig. Udfordringer med at kunne køre på ERTMS, Limfjordsbanen skal have uddannet områderangerleder hos Banedanmark, før det kan ske.
MHVJ:
Passagertal er højere sammenlignet med sidste år, og dermed forventes gode driftsindtægter. Der er en god stemning i Mariager. Mange af de tidligere aktiver er vendt tilbage i tjeneste.
Veterantog Vest:
Taglægning på remisen i Bramming er færdig, det lavet korrekt, og budgettet overholdt. Der kan nu revideres materiel uden at få tagsten i hovedet.
Jernbanebøger:
Samarbejder med Banebøger om bogudgivelse om DSB-design, der er indgået aftale om at købe et vist antal bøger med god rabat. Alternativ at købe sig ind i bogprojekt, men det går i mod DJK’s formålsparagraf, fordi der indgår aflønning. Der udsendes bogpakke omkring jul sammen med PSA 2024,
Indtægter fra bogsalg forventes først modtaget i 2025 – der er pt. pres på likviditeten i 2024.
Vestsjællands Veterantog:
Udfordres med indbrud og tyveri omkring vognhallen, især ting der står udenfor. Dette affødte generel snak om løsninger hegn og overvågning – en løsning kunne være fondsansøgning til bedre sikring af remiser og haller. Vildtkameraer blev foreslået som simpel overvågningsmulighed.
Juletogsarrangementet sidste år var en dårlig forretning og gav ingen indtægt. I år sker juletogskørsel derfor med eget Triangel tog.
Djursland Jernbanemuseum:
Albani-vognen er flyttet fra Aalborg til Ryomgård, hvilket skete til en fordelagtig pris med gode forbindelser til vognmand. Der arbejdes med istandsættelse af postvogn DSB DO 5604, og som er blevet en del af udstillingen. Dette giver anledning til gode samtaler med gæster, når de ser hvor omfattende arbejde det er. Fin sæson – lidt flere gæster end sidste år. Den gamle DSB læssehal (ca. 10 x 60 m) er blevet ledig, måske kan den lejes til rimelig præcis af kommunen.
MY Veterantog:
Turen til MY-jubilæumsarrangementet i tyske Wittenberge gik godt. MY 1126 leverede trækkraft, og havde MY 1101 og 1135 fra Jernbanemuseet med.
I Hundested foregår renovering af B 332. Der foretages pladearbejde på MY 1126 – derfor ikke flere kørsler i år. Stadig udfordret med spormodernisering i Hundested, opgaven har ikke høj prioritet hos Lokaltog.
Trods få kørsler balancerer økonomien. Annoncering i M-bladet har givet nye aktive i Hundested. HBJ opfordrede til at bruge Jernbanens muligheder for annoncering.
Byggesager
Søren Bay gav status om vognhalsbyggeriet i Marslev. De elektriske installationer er ved at være testet og afsluttet, og det forventes, at der kan lægges de første sporrammer inden længe. Der skal skrabes ca. 10 cm materiale af bunden, for at kunne udlægge sporramme i den rigtige højde. Djursland Jernbanemuseum tilbød hjælp til kommende arbejdsweekender, når der skal lægges spor. Der arbejdes på officiel indvielse af hallen til foråret.
Redigeret af Tommy O. Jensen
2024-09-17 fvm
Vil du være en del af sekretariatet?
Nu har du muligheden for at være en del af Dansk Jernbane-Klubs maskinrum, idet vi søger flere frivillige til at varetage administrative opgaver i foreningen. Helt konkret har vi brug for flere personer i sekretariatet i DJK’s klubhus i Herlev til at bistå med de mange opgaver, der hører med til at være en landsdækkende forening. Opgaverne omfatter overordnet:
- Opdatering af medlemsregister og adresselister
- Svare på henvendelser fra DJK’s medlemmer og eksterne, der ønsker information om foreningen
- Bistå med udarbejdelse af pressemateriale og nyhedsbrev til hjemmeside og blad
- Udarbejde fondsansøgninger, som er med til finansierer restaurering af vores tog, spor og bygninger
- Ajourføring og opdatering af materielregisteret for DJK’s over 300 lokomotiver, vogne mm.
- Ajourføring af samarbejdsaftaler m.v. mellem baneforeninger og hovedforeningen
- Bistå Hovedbestyrelsen med skriftlige materiale til de fire årlige bestyrelsesmøder
- Bistå Baneforeningerne med administrative opgaver, f.eks. forsikringer, ansøgninger etc.
- Arrangering og afholdelse af Generalforsamling, medlemsmøder.
- Samarbejde med kasseren om økonomi og regnskab
DJK’s sekretariat består i dag af 5 frivillige medarbejder, der er med til at holde foreningen i gang med bl.a. ovennævnte opgaver og mødes hver mandag i klublokaler på Marielundvej 35, Herlev for at koordinere opgaverne. En række af opgaverne vil i øvrigt kunne udføres hjemmefra.
Vi kan ikke tilbyde løn, men vi kan tilbyde godt fællesskab og samvær. Som del af sekretariatet får du mulighed for at være en del af en aktiv forening og mærke pulsen i et fællesskab, hvor tog og jernbaner er passionen. I DJK’s klublokaler i Herlev har vi tillige et stort jernbanehistorisk bibliotek og fotoarkiv. Forlaget Jernbanebøger, Jernbanens redaktion holder også til her, sammen med sekretariatet.
Du er altid velkommen til at kigge ind mandag eftermiddag, og få en snak om jobbet som frivillig i sekretariatet. Kontakt os på Sekretariatets telefon 33 33 86 97 mandage mellem 16 og 21, eller send en e-mail til
Dansk Jernbane-Klub er en selvstændig forening og modtager ingen offentlig støtte. Hvis du vil være med til at bevare historisk jernbanemateriel og bygninger, tager vi gerne imod din støtte – uanset om det er økonomisk eller med arbejdskraft!
Søndag den 26. maj afholdtes det første hovedbestyrelsesmøde efter generalforsamlingen den 24. marts. Mødet holdtes som vanligt i klubhuset i Herlev.
Mødet indledtes med, at formanden Henrik Bang Jensen bød de nye medlemmer velkommen i hovedbestyrelsen. Ved samme lejlighed blev der ridset op, hovedbestyrelsens rolle og funktion, og hvor beslutninger om f.eks. materielanskaffelser og ditto afskaffelse tages på demokratisk vis efter grundige drøftelser.
De enkelte bestyrelsesmedlemmer gav herefter udtryk for deres forventninger til arbejdet i DJK, bl.a.:
- Vision om kunne blive ved med at fremvise historiske veterantog i fremtiden.
- Være med til at formidle gamle håndværksteknikker og holde dem vedlige til fremtidige generationer, f.eks. ved at opbygge værksteder med speciale i elektromekaniske opgaver, motorer, snedkeri osv.
- Udbygge et godt fællesskab om interessen jernbaner, som har mange facetter.
- Vi skal være bedre til at fortælle at ældre medlemmer om fællesskabet og få dem med.
- Vi skal være bedre at fange de unges interesse, f.eks. ved at være tydelig med tilbud klubbens mere ”bløde” aktiviteter, som f.eks. arkiv, billeder, medier osv.
- Vi skal forberede en snarlig fornyelse i Hovedbestyrelsens top, da formanden trækker sig som formand ved generalforsamlingen i foråret 2025.
- * Sekretæren træder ud af bestyrelsen efter næste generalforsamling i foråret 2025.
Fedecrail
DJK har i mange åre været medlem af den paraplyorganisationen Fedecrail, som er en europæiske sammenslutning af museums- og turistbaner og sporvogne (https://fedecrail.org/). Fedecrail har medlemmer i 29 lande og repræsenterer cirka 35.000 frivillige fordelt på 58 paraply- og individuelle medlemsforeninger, samt over 4.000 ansatte i sektoren. Fedecrail har udviklet sig til en reel NGO på EU-plan, og arbejder på at få EU-midler til dette arbejde.
Henrik Bang Jensen har deltaget i årsmødet i Barcelona hvor der bl.a. blev talt om de udfordringer der er med kørsel på de offentlige jernbanenet i lyset af ERTMS. Der har være møde ERA omkring regler og om at have mere lempelige regler for veteranbanedrift. Der er flere forskellige tilgange, og fra Danmark er der positive eksempler om kørsel på overgange mellem signalsystemer, som måske kan hjælpe andre landes veteranbaner. Der blev også diskuteret miljøforhold med kul og diesel som brændstof, og hvordan man forklare dette i en historisk kontekst. Der undersøges også om der findes miljøvenlige alternativer.
Det er Dansk Veterantogs Fællesrepræsentation (DVF, der med Anders Dørge fra NSJV og Henrik Bang Jensen fra DJK repræsenterede Danmark ved Fedecrail-møderne.
Arv til DJK
En væsentlig indtægtskilde til DJK’s aktiviteter er når medlemmer har betænkt foreningen i testamenter. I det forgangne år er der modtaget arv på knap en halv mio.kr, hvilket kommer til god fyldest i bl.a. Marslev. En del af arven er anvendt som ekstra tilskud til anlægsarbejder, hvilket gør det muligt at sporlægning kan igangsættes til efteråret og de første køretøjer kan komme indendørs inden jul.
Kassereren oplyste, at vi ind i mellem kontaktes af advokater, der forespørger om DJK vil betale advokatsalæret, ifm. oprettelse af et testamente, hvor DJK begunstiges. Hovedbestyrelsen ser positiv på konkrete henvendelser, hvis der formodes at kan falde ud til DJK’s fordel på sigt. Omkostning til advokatsalær ligger på ca. 5.000 kr. pr. testamente.
Claus Dahl opfordrede også til at få italesat værdien af §8a-bidrag på 200 kr. til DJK, dvs. at der kan opnås skattemæssige fradrag, hvis man giver et bidrag til anerkendte foreninger og organisationer. Dette skal formidles bedre ud i foreningen, f.eks. i M-udgaven af Jernbanen og hjemmesiden.
Materielsager og håndtering af disse
Intern materielrokade
I anledning af at Danmarks Jernbanemuseum rømmer remisen og vognhallerne i Randers, og flytter deres materiel til det nye magasin i Marslev, skal DJK’s lokomotiv DSB J1, flyttes derfra inden efteråret.
DSB J1 blev overtaget af DJK for flere år siden i bytte for VNTJ nr. 9. VNTJ nr. 9 har indtil nu har stået udstillet i Ryomgård, men skal flyttes til Danmarks Jernbanemuseum magasin i Marslev.
Det besluttes at foretage en intern materielrokade, når blokvogne alligevel skal i gang, idet DJK’s lille N-maskine (DSB N 186) flyttes fra DJK’s vognhal i Marslev til Djurslands Jernbanemuseum i Ryomgård, og at DSB J1 flyttes fra Randers til Nykøbing F/Gedser. Det undersøges, om der skal flyttes materiel fra Maribo/Gedser til Marslev ved samme lejlighed.
Afhændelse af SB M1 (Skagensbane motorvogn)
DJK har gennem længere tid været i forhandlinger med Eisenbahnfreunde Wismar e.V. om salg af motorvogn SB M1, efter den har været i udbudt i DVF uden resultat. For at undgå penge mellem parterne, har DJK foreslået bytte med en (tovejs) gravemaskine, som kunne give stor værdi for byggeprojekter internt i DJK. Dette forslag blev vurderet for dyrt af Wismar. Det er væsentligt for Wismar at eje vognen fuldstændig, for at kunne få tilskud til restaurering. Afklaring af salgspris og tilbagekøbsklausul udestår stadig, det væsentlig for DJK at den sikres for eftertiden, og at vi har muligheden for at købe den tilbage, hvis der skulle udbydes til salg igen. Når alle vilkår er på plads, vil Hovedbestyrelsen træffe endelig beslutning om salget.
Afhændelse af DSB ZA 99317 (Carlsberg vognen)
Veterantog Vest vil gerne afhænde godsvognen DSB ZA 99317 (Carlsbergvognen), da tilstanden er ikke god. Den står udendørs, og der er ikke ressourcer til istandsættelse. Det besluttes at sende vognen i udbud i DVF-regi, således andre veteranbaner i Danmark har mulighed for at overtage vognen.
Afhændelse af OHJ Bns 270 (styrevogn)
Styrevognen OHJ Bns 270 står sammen med S-toget i Rødekro i mange år og skal fjernes når S-toget rykker til Marslev. Vognen har været udbudt gennem DVF, ingen interesse. Forretningsudvalget har indstillet at vognen ophugges, hvis andre ikke interesse, eftersom vognen ikke er en original Bns-vogn (sammenbygning af tidligere DSB Bn-vogn med førerhus fra havareret DSB Bns-styrevogn) og det forhold at MY Veterantog har en tidligere Bns-vogn i sin flåde. Hovedbestyrelsen tog indstillingen til efterretning, og vognen kan skrottes eller afhændes frit når det er belejligt.
Bordet rundt
Veterantog Vest fortalte, at taget på remisen i Bramming er under udskiftning, der anvendes de rigtige tagsten. Betaling af tagfirma og tildeling af fondsmidler hænger sammen. Forventer arbejdet afsluttet til sensommer.
Djurslands Jernbanemuseum
Der er etableret et nyt sidespor, som skal være en del af den kommende udstillingshal i Ryomgård. Indvielsen af sidesporet sker den 2. juni med taler fra kommunen, fri adgang til museum. Renovering af drejeskiven skrider frem, der er kommet plader på selve skiven. Der er indkøbt tømmer til sporviften ved drejeskiven.
MY Veterantog
I MY Veterantog er Poul Lindbjerg blevet ny formand – Henrik Bang Jensen fortsætter som sikkerhedsansvarlig. Der har været lidt særtogs arrangementer, men er stadig ramt af indespærring grundet lukkede depotspor i Hundested. Der er ikke noget nyt vedr. istandsættelse.
MY 1126 skal til Wittenberge sammen med MY 1101 for MY-udstilling. MY 1126 var til veterantræf i Græsted, hvor der var mange besøgende.
Gedser Remise
Gedser Remise udfordres med gennemførelse af obligatorisk ERTMS-uddannelse, som er en betingelse for at kunne køre ind på Nykøbing F station. Kurset tager 7 arbejdsdag, kursusgebyr på 17.000 kr. for at få rangerområdeleder. Dem skal der bruges to af. Andre alternativer for kørsel i spærring afvist af tilsynet.
Selve remisen har besøg af ca. 15-30 daglig gæster i remisen, hvilket er positivt.
Der er søgt om midler fra LAG (EU-støtte til lokale anlægsprojekter) til f.eks. svelleudskiftning på Gedserbanen. Der har været et stort arbejde med at rydde vegetation på Gedserbanen, inden kørslerne kan startes op. Nykøbing F-Væggerløse skal sikkert stoppes op, inden den kan befares.
Mariager-Handest Veteran Jernbane
Der har været problemer med kørecomputeren på trolje 225, som gør at troljen ikke kan køre. Der prøves med livliner hos Banedanmark, hvorfra den er købt, om der findes backupsoftware til kørecomputeren.
Efter en del tumlet i bestyrelsen, er der kommet ny optimisme, og flere tidligere medlemmer er vendt tilbage igen. Det er derfor lykkedes at få alle sommerens tog er bemandet.
Skinnebussen HBS SM 210 brød ned i efteråret – gearkasse itu. Ny erstatningsgearkasse fundet, og skal monteres.
Limfjordsbanen
Limfjordsbanen har ingen kørsler i sommeren, pga. omfattende sporarbejde, hvor hele stationen er lukket ned. Spor 95 også forsvundet – det er det spor som materiel løftes over på.
Der arbejdes på kørsler til efterår og jul, når sporarbejdet er overstået. To medlemmer skal sendes på ERTMS-kursus som rangerområdeleder, nødvendigt når stationen går til ERTMS. Pris pr. 17.700 kr.
Der er åbent hus den 15. juni på Limfjordsbanen, hvor bl.a. arbejdet med udskiftning af kedelrør på FFJ nr. 34 kan ses. Udskiftning giver 6 års frist til næste revision.
Redigeret af Tommy O. Jensen
Søndag den 24. marts 2024 kl. 12:30 afholdt Dansk Jernbane-Klub sin 64. ordinære generalforsamling i Folkehuset, Ankersgade 21, lokale 2, 8000 Århus C.
Der var til generalforsamlingen fremmødt 41 medlemmer. Generalforsamlingen indledtes ved en kort velkomst ved formanden Henrik Bang Jensen, hvorefter generalforsamlingen gennemførtes efter den udsendte dagsorden.
1. Valg af dirigent og tre stemmetællere
Lars Henning Jensen blev enstemmigt valgt som dirigent og kunne konstatere, at generalforsamlingen var lovlig varslet og dermed beslutningsdygtig, da indkaldelsen er bragt i Jernbanen M4, som er udkommet i november 2023.
Valg af stemmetællere fravalgtes, da der ikke var fremsat forslag, som ville kræve skriftlig afstemning.
2. Beretning om foreningens virksomhed i det forløbende år og oplysning om planerne for det kommende år
Formanden Henrik Bang Jensen takkede indledningsvis Asger Christiansen for formidling af lokalet i Folkehuset.
Mindeord:
Formand en indledte sin egentlige beretning med at mindes Jens Chr. Bilde, som var gået bort i efteråret 2023. Jens Chr. Bilde var gennem mere end et halvt århundrede aktiv hos MHVJ, hvor han var en af hovedkræfterne omkring arbejdet med reparation og vedligeholdelse af damplokomotiver. Jens Chr. Bilde havde en meget bred tekniske indsigt, hvilket ikke kun kom MHVJ til gode, da Jens Chr. Bilde gerne delte ud af sin store viden og bidrog, hvor han kunne hjælpe rundt omkring, hvor der var behov for dette.
Forsamlingen mindedes Jens Chr. Bilde med et minuts stilhed.
Hovedforening:
Hovedforeningen har gennem de seneste par år været gennem en udviklingsproces, hvor der nu gøres brug af forretningsudvalget i en langt større grad end tidligere. Forretningsudvalget mødes med ca. en måneds mellemrum for varetagelse af foreningens drift efter bemyndigelse fra hovedbestyrelsen. Forretningsudvalget er på denne måde bindeled omkring afvikling af aktiviteter og lignende på tværs i foreningen.
Forretningsudvalget arbejder med at styrke sammenhængskraften i DJK-familien og har i løbet af det seneste år bl.a. besøgt Blovstrødbanen. Forretningsudvalget har ligeledes besøgt Veterantog Vest i Bramming for at møde den lokale bestyrelse og få et indblik i hvilke problemstillinger, de står over for. Det er planen at tage 1-2 tilsvarende møder hvert år med baneforeningerne efter behov.
Der har været skarp fokus på styring af foreningens økonomi, da medlemstallet er stagnerende, hvilket påvirker foreningens indtægter fra kontingenter i negativ retning. Et af de konkrete tiltag har været søgning af fondsmidler til indkøb af en scanner. Et andet tiltag har været fravalg af aktiviteter, som ikke skaber værdi for foreningen, eksempelvis nogle omkostningstunge rejser.
Den 1/1 2024 blev der indført en ny postlov. Konsekvenserne af loven har ikke været helt gennemskuelige. En af de åbenlyse ændringer har været indførelse af moms på forsendelser. For at reducere forsendelsesomkostningerne er antallet af udsendelser reduceret, men sideantallet i Jernbanen vil fortsat være det samme efter denne ændring. Hvad angår husstandsmedlemmer vil disse ikke længere modtage et eksemplar af Jernbanen, da vi ikke længere er underlagt at skulle udsende minimum 3000 eksemplarer.
Vi kunne generelt godt bruge nogle flere hænder til varetagelse af foreningens aktiviteter. To af hovedbestyrelsens medlemmer har ønsket at stoppe af forskellige årsager; Morten Storm har fået familieforøgelse, og Gunnar W. Christensen har ønsket at trække sig tilbage efter 32 år i hovedbestyrelsen.
En annonce i Jernbanen resulterede i 3 mulige kandidater til hovedbestyrelsen, hvoraf den ene efterfølgende dog trak sig af familiemæssige årsager.
Foreningens efterhånden mangeårige kasserer Svend Korsgaard har gennem flere år haft et ønske om at træde tilbage som kasserer, hvorfor der er brug for friske kræfter på denne post.
Og formanden meddelte selv, at han ønsker at stoppe som formand senest ved generalforsamlingen i 2025, hvorfor der derfor skal findes en afløser.
Året 2023 har også budt på nogle udfordringer, da det har vist sig, at nogle af de aktive medlemmer hos baneforeningerne ikke var medlem af DJK. Dette er et ufravigeligt krav i forhold til baneforeningernes vedtægter, idet medlemskab af den enkelte baneforening er betinget af medlemskab af DJK. Et sådant medlemskab er også vigtigt af forsikringsmæssige årsager i forhold til den gældende lovgivning, da der vil være tale om et arbejdsgiverforhold, hvis de aktive på en bane ikke er medlem af DJK. Medlemsforholdene skulle nu heldigvis være bragt i orden.
Arv og donation:
Arv og donationer er med til at gøre en stor forskel for foreningens virke. Det er derfor en god ide at oprette et testamente med DJK som arving eller legatar (legatmodtager). Er der ingen arvinger, arver statskassen.
Donationer fra medlemmerne er ligeledes vigtige i forhold til Ligningslovens §8a (boafgift og skattefradrag), da DJK hvert kalenderår skal modtage mindst 100 bidrag a’ minimum kr. 200 for at opretholde vores nuværende godkendelse hos SKAT, således at bidrag fortsat kan være fradragsberettigede for giverne, og således at DJK fortsat kan være fritaget for at betale boafgift, hvis der tilkommer foreningen arv.
Medlemstal:
Medlemstallet er desværre faldende. Formanden kunne ikke oplyse det aktuelle tal, men medlemstallet er ikke ”hemmeligt”. Det opgøres blot først midt på sommeren, når kontingentrestancer er opgjort og disse sager er afsluttet, og tallet vil da fremgå af Jernbanen.
Der bliver ofte talt om hvad, vi kan gøre af konkrete tiltag for at tilføre foreningen flere medlemmer. Her er forslag fra medlemmerne til konkrete initiativer meget velkommen.
Det er også planen at forsøge at få nogle flere firmamedlemsskaber. Et firmamedlemsskab koster kr. 10.000 pr. år og inkluderer nogle annoncer i Jernbanen.
DJK-Fonden:
DJK-Fonden har til formål at støtte projekter rundt om i foreningen. Fonden tilføres midler ved, at der overføres kr. 10 årligt fra kontingentindtægterne for hvert betalende medlem, samt ved en støtteordning hos energiselskabet OK, hvor det er muligt at bidrage med 10 øre pr. liter brændstof, hvis man er med i
ordningen. Formanden erkendte, at han i starten var meget skeptisk omkring konsensus for udlodning af disse midler, men det har heldigvis vist sig ikke at volde de store vanskeligheder. Der er i årets løb uddelt
kr. 50.000 til et nyt gulv i udflugtsvognen DSB Litra Buh nr. 704, som disponeres af VTV. Vognen er kendt fra filmen ”Olsenbanden på sporet”, hvor den var på et besøg på ”Station HOF”.
Medlemsblad og elektroniske medier:
Der er gennem det seneste års tid arbejdet på at forbedre Jernbanen og de tilhørende M-numre for at skabe en bedre balance mellem de enkelte emner.
Hjemmesiden opdateres løbende med nyheder og lignende.
Ældre årgange af Jernbanen fra starten i 1961 til og med 1999 er nu tilgængelige via hjemmesiden.
Der arbejdes på et log-in på hjemmesiden for medlemmer. Det er planen at lave en forsøgsordning, hvor udenlandske medlemmer kan tilgå medlemsblade via log-in, da vi har medlemmer bl.a. i Australien på den anden side af jordkloden, og da udgiften til forsendelse er steget voldsomt.
IT-problemer:
Hovedforeningen har desværre været ramt af et hackerangreb, som i en periode lammede foreningens IT-system, hvorved data gik tabt, primært e-mails. Hackerangrebet har betydet et skift til en anden internetleverandør, som har større fokus på sikkerheden. Vi er endnu ikke helt i mål med dette skift, da det er en omfattende opgave at skifte leverandør.
Museumsmagasin i Marslev:
Der arbejdes for tiden på færdiggørelse af de tekniske installationer i hal nr. 2. Arbejdet er desværre blevet forsinket af et indbrud, hvor der blev stjålet en stor mængde kabler og værktøj. De stjålne dele blev læsset på foreningens påhængsvogn, som var parkeret inde i hallen, og efterfølgende kørt bort. Der er nu indkøbt en container til opbevaring af materialer og værktøj i et forsøg på forebyggelse af fremtidige tyverier.
I Marslev har DJK også fået en ny nabo i form af Danmarks Jernbanemuseum, som har opført en magasinhal på den modsatte side af Vøjremosegyden. Sporadgangen til denne hal går via DJKs grund, hvor der blandt andet er ilagt et sporskifte. Arbejdet med museets sportilslutning har krævet en stor arbejdsindsats fra DJKs medlemmer.
DJK har modtaget en arv fra et medlem på Sydsjælland. Disse midler vil blive bl.a. brugt til at frikøbe Søren Bay og nogle af hans kollegaer til færdiggørelse af de tekniske installationer i hal 2. Dette indkøb af eksterne resurser skal ses i forhold til, at vi skal have afsluttet byggeriet af denne hal, således at vi kan få afviklet de omkostningstunge lejemål, som foreningen har rundt om i landet.
Kampsax film:
DJK har deltaget og været en meget væsentlig partner i et meget interessant projekt med samling, redigering og restaurering gamle film om bygning af ca. 1.000 km jernbane i Tyrkiet for snart 100 år siden i perioden 1927-35. Jernbaneprojektet blev i sin tid udført i samarbejde mellem Kampsax, Nohab samt Saaby og Lærke. Dette arbejde var så at sige forløberen for Kampsax til endnu et gigantisk jernbaneprojekt: Den Transiranske Jernbane, som i dag er på UNESCOs liste over Verdenskulturarv.
Kampsax-filmen har været forevist i Ankara i Tyrkiet,hvor generaldirektøren for de tyrkiske statsbaner TCCD og transportministeren deltog. Filmen har ligeledes været forevist for de nordiske ambassadører i den danske ambassade i Ankara. Det blev i forbindelse med præsentationen kørt et særtog på den nordlige banestrækning. Formanden deltog i arrangementet i Tyrkiet - for egen regning ...
Kopi af film og skanninger er efterfølgende foræret til ambassadørerne og TCCD. Der vil i efteråret 2024 være et arrangement på den sydlige del af banen som har været lukket efter skader fra et jordskælv.
Filmen blev i efteråret præsenteret på DTU, hvor over 100 inviterede gæster deltog.
Filmen er finansieret via fondsmidler og firma-donationer.
Filmen er udgivet i dansk, engelsk og tyrkisk udgave.
Jernbanebøger:
Der er i årets løb udgivet en bog om jernbaneuniformer, skrevet af Bert Hansen.
Der er ligeledes udgivet årbogen På Sporet af 2023. Der kunne godt bruges nogle flere kræfter til dette arbejde.
Bogsalget har desværre været vigende de senere år, ligesom mange af de ”faste” forfattere er faldet fra bl.a. på grund af alder.
For at holde hånd i økonomien har været nødvendigt at være kritisk omkring deltagelse i messer og lignende, således at det sikres, at udgifterne bliver dækket.
Billedarkiv:
DJK har valgt at trække os ud af Banebasen for i stedet at prioritere foreningens egen database. Det er af IT- sikkerhedsmæssige grunde i øjeblikket kun muligt at tilgå denne database i Klubhuset i Herlev.
Arkivet:
DJK modtager løbende arkivalier fra dødsboer og jernbaneselskaber
Overtalligt materiale søges solgt til fordel for driften af arkivet, og der er i løbet af året afholdt en auktion over sådant materiale.
Jernbanearkivalier.dk:
Denne hjemmeside er primært rettet mod teknisk dokumentation til brug for baneforeninger og andre aktører med kørende aktiviteter.
Der forgår løbende scanning af de store mængder tekniske tegninger og regelværker mv. i Herlev og på Sporvejsmuseet Skjoldenæsholm, hvor der er lejet lokaler.
Djurslands Jernbanemuseum:
Der arbejdes for tiden med renovering af sporet på arealet uden for remisen. Postvognen DSB Litra DO 5604 er også ved at få en tiltrængt istandsættelse, således den bliver egnet til udstillingsbrug. Museet har været brugt i forbindelse med en filmoptagelse.
Der arbejdes på projektering af den kommende udstillingshal.
Lokalafdelingerne:
DJK Hovedstadsområdet har fået en ny bestyrelse, da Bent Jacobsen har trukket sig tilbage.
Lokalafdelingerne – Nordjylland, Midtjylland, Hovedstaden og Lolland-Falster har alle nogle spændende arrangementer i støbeskeen. Medlemmerne opfordres til at holde sig opdateret via M-bladet, nyhedsbreve og hjemmesiden.
Kørsel på det offentlige (statslige) jernbanenet fremadrettet:
Indførelse af signalprogrammet gør det meget besværligt for veterantog at køre på det offentlige jernbanenet, hvilket nu viser sig i takt med ”udrulningen”.
Der har i 14 år været arbejdet på at finde en teknisk løsning, som kan gøre det muligt i fremtiden at køre med veterantog på disse strækninger, og der er fra politisk side ved et trafikforlig afsat 21.6 mio. kr. til et pilotprojekt. Der arbejdes for tiden i DVF-regi på fordeling af disse midler.
Arbejdet med udførelse af pilotprojektet foregår i samarbejde med Banedanmark. Arbejdet er omfattende og meget omkostningstungt.
Det har også været tanken, at der har skulle kunne køre veterantog på S-banen i københavnsområdet, men disse planer er lagt i mølpose mange år ud i fremtiden. Det betyder dog ikke, at det ikke en gang bliver muligt.
Der er i forbindelse med tilslutningskørsel fra Gedserbanen til Nykøbing F station fundet en løsning, således at der kan køres veterantog ind på stationen, hvor der etableres et ”midlertidigt rangerområde” som kan befares af veterantog. Rangeringen skal ledes af en områderangerleder, som skal gennemføre et kursus. Kursusprisen beløber sig til 18.000 kr. pr. deltager.
Der arbejdes på at finde lignende tekniske løsninger i Slagelse og Aalborg.
Der er derfor fortsat brug for offentlige midler til at sikre, at publikum kan opleve et kørende veterantog på det statslige jernbanenet.
Det er tidligere i forbindelse med politiske forlig blevet uddelt midler til vedligeholdelse af infrastruktur og andet til brug for veterantogskørsel, men der er desværre ikke aktuelt politisk opbakning til sådanne bevillinger. Medlemmerne opfordres til at virke som ”ambassadører” for foreningen og for veterantogskørsel i det hele taget og derved være med til at løfte sagen, hvis man har kontakter til det politiske system.
Baneforeninger under DJK:
Museumsbanen:
Det forventes, at der i løbet af den kommende sæson vil være 2 driftsklare damplokomotiver.
Der arbejdes for tiden på revision af damplokomotivet LJ 19. Der arbejdes også på revision af det ”firkantede” Frichs-lokomotiv LJ M9.
Endelig arbejder man på forberedelserne til fejring af Lollandsbanens 150-års jubilæum, som finder sted i juni 2024.
Mariagerbanen:
Motorvognen RHJ M4 er kommet i drift efter at have været under renovering i mere end 5 årtier. Det er indtrykket, at den kører godt.
Der har desværre været nogle personrelaterede konflikter, som der har skullet bruges mange resurser på at håndtere. Nu kigges der fremad.
Kulturministeren har været på besøg hos banen med henblik på at opnå indsigt i brugen af de midler, som tildeles til fredede bygninger. På MHVJ er der tale om stationsbygningen i Handest.
Mariagerbanen har i foråret deltaget i en stor beredskabsøvelse, som involverede politi, rednings-beredskab, Beredskabsstyrelsen m.fl. Det er glædeligt at foreningen på denne måde kan hjælpe samfundet ved at stille faciliteter til rådighed.
Arbejdet med istandsættelse af diesellokomotivet OHJ 40 skrider støt og roligt frem. Der bringes jævnlige statusopdateringer i Jernbanen og på DJKs hjemmesiden. Benjamin Olsen har kontakter til personer med erfaring med Frichs-motorer, og der arbejdes på at dokumentere og beskrive hele renoveringsprocessen fra start til slut med henblik på fremtidig bevarelse af denne viden.
Vestsjællands Veterantog:
Der køres veterantog med Triangelmotorvognene på Gørlevbanen.
Julekørslen måtte i 2023 foregå med et lejet damplokomotiv, og kørslen gav desværre et underskud som følge af de forøgede omkostninger herved.
Der arbejdes på reparation af damplokomotivet OHJ 38.
Det er planen at foretage en udskiftning af de defekte ledninger på diesellokomotivet OHJ 24.
Limfjordsbanen:
Limfjordsbanen har passager- og indtjeningsmæssigt haft en rigtig god sæson.
Udrulningen af signalprogrammet og sporarbejde på stationsområdet i Aalborg er en meget stor udfordring for banen, da sporforbindelsen til remiseområdet er afbrudt, og der kan pt. ikke køres med veterantog i Aalborg. Der arbejdes derfor ihærdigt på at løse dette problem.
Veterantog Vest:
Der arbejdes, som førnævnt på istandsættelse udflugtsvognen DSB Litra Buh 704.
Der er kørt nogle særtog fra Esbjerg til Ribe i samarbejde med Ribe Bryghus. Disse kørsler har været meget populære.
Der er modtaget kr. 900.000 i fondsmidler til udskiftning af taget på remisen i Bramming.
Også Veterantog Vest bliver stærkt udfordret, når udrulningen af signalprogrammet når til denne del af landet.
MY Veterantog:
Der arbejdes på en omfattende revision af kølevandssystemet på MY 1126, og der er udført en revision af en B-vogn.
Der er kørt særtog med vogne lejet hos VTV.
Det giver fortsat store udfordringer at komme ud at køre som følge af sporets tilstand i Hundested.
Blovstrødbanen:
Hvis man besøger Blovstrødbanen, vil det nu være muligt at opleve en udstilling om teglværksproduktionen i området gennem tiden.
Der køres fortsat både særtog og plantog.
Blovstrødbanen har deltaget i et Sankthansarrangement med båltaler hvor bl.a. borgmesteren deltog.
Gedser Remise:
Gedser Remise er nu - efter flere års tilløb - blevet optaget som en del af DJK-familien.
Remisen har et årligt besøgstal på rundt regnet 11.000.
Der arbejdes med vedligeholdelse af Gedserbanen.
Den tidligere billetsalgsbygning i Marrebæk har i en lang årrække været anvendt som sommerhus. Nu kommer bygningen tilbage på sin gamle plads og skal fungere som stationsbygning igen takket være nogle pæne fondsdonationer.
Arbejdsgruppen omkring damplokomotivet DSB Litra H783:
Der arbejdes intensivt på renoveringen af lokomotivet.
Der mangler desværre nogle dele, men der arbejdes på at tilvejebringe de manglende dele.
Der arbejdes ligeledes på at tilvejebringe midler til den fortsatte renovering.
Fremtiden i DJK:
- Færdiggørelse af magasinhal nr. 2 i Marslev
- Udvikling af foreningens arkiv og brugen af elektroniske medier i formidling
Medlemmerne er som altid meget velkommen til at byde ind med ideer.
Herefter var der mulighed for spørgsmål og kommentarer.
Flemming Høj Petersen:
ERTMS (Signalprogrammet) har været på dagsordenen gennem mange år. Der blev for en del år siden lavet et notat om, at der skulle ydes erstatning til de operatører, som blev påført ekstra udgifter som følge af implementering.
Henrik Bang Jensen:
Atkins udarbejdede en rapport til 900.000 kr. om emnet, som var flere år undervejs. Rapporten nævner ikke noget om kompensation til veterantogsoperatører. DJK er medlem af FEDECRAIL, hvor jeg og en DVF-kollega skal deltage i et møde omkring kørsel på det offentlige jernbanenet. Vi har en observatørpost i ERA. Jeg kender desværre ikke EU-reglerne for kompensation.
Et andet vigtigt emner er sikring af adgangen til fremtidig brug af kul og dieselolie som brændstof til vores veterantog.
Flemming Høj Petersen:
Jeg læste mig frem til, at det var EU-lovgivning om, at hvis der blev frataget en operatør nogle muligheder skulle der kompenseres.
Frank Nielsen:
Der er tjent 18.000 kr. på auktionen over overtallige arkivalier.
Lars Henning Jensen:
Finn Madsen har gjort et stort stykke arbejde med at digitalisere en række gamle film, som efterfølgende er tilgængeliggjort på foreningens Youtube-kanal. Det er et godt nyt initiativ, som bør fortsætte.
Peter Fredsbo Andersen:
Jeg kører lokomotiv i Ree Park, hvor damplokomotivet helst skal køre, da det tiltrækker publikum. Udledning af CO² betyder ikke så meget, da der er gjort mange andre tiltag for at kompensere for denne udledning.
Henrik Bang Jensen:
Vi har fokus på CO²-problematikken i DVF-regi. Der er er lavet en analyse, som viser, at den samlede veterantogskørsel i Danmark i et helt år svarer til CO²-udledningen fra 1,5 flyvetur fra København til Bangkok …
Der bliver ligeledes lavet en statistik på brugen af glyfosat til sikkerhedshåndtering af ukrudt på jernbanen, således vi er forberedt, når sådanne spørgsmål måtte komme. Der arbejdes på udvikling af alternative metoder til sikkerhedshåndtering af ukrudt, men pesticiderne har indtil videre vist sig at være bedst egnet til løsning af denne opgave.
Formanden sluttede med at takke alle, som yder en indsats for og i DJK, og beretningen blev herefter godkendt med akklamation.
3. Godkendelse af det reviderede regnskab
Kasserer Svend Korsgaard fremlagde det reviderede regnskabet, som var offentliggjort sammen med Foreningsnyt M1/2024. Regnskabet blev herefter godkendt med akklamation.
4. Fastlæggelse af kontingent og evt. optagelsesgebyr for 2025
Følgende kontingentsatser blev vedtaget for 2025:
Ordinære medlemmer: Kr. 650,-
Juniormedlemmer: Kr. 380,-
Husstandsmedlemmer: Kr. 250,-
Baneforeninger: Kr. 2.000,-
Smalsporsbaner: Kr. 1.000,-
Firmamedlemmer: Kr. 10.000,-
Udlandsportotillæg: Kr. 150,-
Forslaget blev vedtaget af generalforsamlingen med akklamation.
Efterfølgende kommentarer:
Claus Dahl:
Har vi et reelt overblik over aktive ude hos baneforeningerne, som ikke er medlem?
Henrik Bang Jensen:
Der har været en kontrol. Der er fokus på sagen. Der bør ikke være nogen, som ikke er medlem.
Hans Henrik Larsen:
Der er nedsat en gruppe bestående af undertegnede og Tommy O. Jensen, som skal kigge på kontingentstrukturen.
5. Indkomne forslag.
Der var ikke kommet forslag til behandling på generalforsamlingen.
6. Valg af medlemmer og til hovedbestyrelsen samt af revisor og revisorsuppleanter.
Valg af medlemmer til bestyrelsen og de øvrige poster skete med akklamation, da der ikke var opstillet modkandidater.
Følgende blev valgt til hovedbestyrelsen:
Henrik Bang Jensen (Genvalg)
Svend Korsgaard (Genvalg)
Tommy O. Jensen (Genvalg)
Jørgen Gade (Nyvalgt for 2 år)
Claus Dahl (Nyvalgt for 1 år)
Som revisorer blev følgende valgt:
Allan Zenth (Genvalg)
Jan Eriksen (Genvalg)
Som revisorsuppleanter blev følgende valgt:
Mogens Nørgaard Olesen (Genvalg)
Klaus S. Jørgensen (Genvalg)
Ud over de førnævnte bestyrelsesmedlemmer består hovedbestyrelsen af følgende medlemmer:
Søren Bay Valgt på generalforsamlingen i 2023
Jesper Hansen Valgt på generalforsamlingen i 2023
Benjamin Olsen Valgt på generalforsamlingen i 2023
Keld Haandbæk Valgt på generalforsamlingen i 2023
Mikkel Holgersen Valgt af MY Veterantog
Hans Henrik Larsen Valgt af MHVJ
Mikkel Møller Nielsen Valgt af VSVT
Esben Haugaard Valgt af LFB
Theo Berkhoudt Valgt af Djurslands Jernbanemuseum
Alex Udstad Valgt af Blovstrødbanen
Kristian Bruun Valgt af MBJ
Finn Østergaard Valgt af VTV
Niklas Havresøe Valgt af Salgs- og Arkivafdelingen.
7. Eventuelt.
Bo Lindhardtsen:
Georg Schmidt afgik ved døden først i det nye år. George Schmidt, der var født 1947, havde arbejdet det meste af sit liv ved jernbanen, hvor han har været fungerende i bl.a. Silkeborg og Århus. Faderen var lokomotivfører og lokomotivmester.
Forsamlingen mindedes George Schmidt med et minuts stilhed.
Da der ikke var yderligere bemærkninger, kunne dirigenten afslutte generalforsamlingen, takke i god ro og orden samt give formanden ordet for en afsluttende bemærkning.
Henrik Bang Jensen takkede ligeledes for god ro og orden og takkede dirigenten for mødeledelsen. Endelig takkede han de fremmødte for deltagelsen i generalforsamlingen og ønskede alle en god og sikker hjemrejse. Efter selve generalforsamlingen blev den danske udgave af Kampsax-filmen blev forevist til forsamlingens udelte begejstring.
Langå, den Haslevgårde, den
______________________________ ______________________________ Referent, Benjamin Olsen Dirigent, Lars Henning Jens
fvm 2024-05-13