Søndag den 11. november afholdtes hovedbestyrelsesmøde i DJK’s klubhus i Herlev. Her følger et sammendrag af de væsentligste punkter der blev drøftet.

 

Andre lokaler til arkivet

DJK har modtaget opsigelse på arkivlokalerne i Glostrup, hvor vi skal være ude senest 1. april 2025. Udlejer har oplyst, at bygningerne er solgt og skal rives ned. Derfor er alle lejemål i bygningen blevet sagt op med et halvt års varsel. For DJK’s vedkommende er tale om kælderlokaler på 500 m2, som anvendes til opbevaring af historisk arkivmateriale, vi gennem årene har modtaget fra bl.a. nedlagte privatbaner, DSB og ikke mindst medlemmerne.

Forretningsudvalget er gået i gang med at afsøge nye muligheder, bl.a. er der undersøgt på køb af erhvervs-bygning i Herlev til 6,5 mio.kr., for at blive herre i eget hus og undgå risiko for fremtidig opsigelse af lejemål. Køb af ejendom vurderes pt. urealistisk grundet manglende finansieringsmuligheder, idet foreninger har ikke de samme muligheder for at optage realkreditlån som private har.

Lige nu afsøger forretningsudvalget markedet for lejemål på ca. 500 kvm i omegnen af København. Kriteriet er at det er tæt på kollektiv trafik, at lokalerne er opvarmet/tørre af hensyn til arkivalieopbevaring, og så vidt muligt ikke kælderlokaler pga. risiko for vandskader ved skybrud. Afsøgningen er udfordret af, at kvm-prisen i hovedstadsområdet er ca. 700-800 kr. årligt, dvs. en årlig udgift på op til 400.000 kr. årligt til arkiv. Det lejemål vi har i Glostrup, ligger noget under dette. Der har være kontakt til mange udlejere, vi skal helt ud omkring Slagelse for at matche det huslejeniveau vi har nu i Glostrup. Mange af de frivillige der passer arkivet, kommer fra Københavnsområdet, så dette skal også betænkes.

Forretningsudvalget forventer derfor stigende omkostninger til arkivleje i 2025, og i årene frem. Det påvirker driftsbudgettet, og det bliver nødvendigt at holde skarpt øje med hvad kontingentindtægterne anvendes til. Konkret betyder flytningen af arkivet og afledte flytteomkostninger, at der må trækkes på likviditeten. Desuden bliver det nødvendigt at øge kontingentet anslået med ca. 50 kr. årligt.

Hovedbestyrelsen gav forretningsudvalget mandat til at arbejde videre med at finde egnede arkivlokaler, inden for en ramme på en kontingentstigning på maks. 50 kr./årligt, og indgå aftale med udlejer inden næste hovedbestyrelsesmøde.

Generalforsamling 2025

Dato og lokalitet for generalforsamlingen i 2025 er nu på plads, det bliver søndag den 6. april 2025 og afholdes på Energicenteret, Voldparken, Kobbelvænget 65, 2700 Brønshøj. Der indkaldes til generalforsamlingen i Jernbanen 6/2024, og regnskabshæftet sendes ud med Jernbanen 1/2025.

Formand Henrik Bang Jensen ridsede situationen op, og der skal findes ny kandidat til bestyrelsen, og der skal vælges ny formand og ny sekretær. Hovedbestyrelsen tog udmelding om ny formand til efterretning, og vil gå i tænkeboks til næste hovedbestyrelsesmøde.

Følgende er på valg til generalforsamlingen: Benjamin Olsen, Claus Dahl, Keld Haandbæk og Søren Bay,

Jesper Hansen oplyste, at han ikke modtager genvalg, og der skal findes en ny kandidat og sekretær.

Den konkrete situation omkring arkivlokaler betyder vi bliver nødt til at hæve kontingentet med virkning fra 1.1.2026. Efter lidt diskussion blev hovedbestyrelsen enige om følge ændringer:

  • Kontingent forslag: 650 kr. stiger til 695 kr.
  • Juniormedlemsskab: 380 kr. stiger til 395 kr., samtidig hæves aldersgrænsen fra 18 år til 23 år.
  • Firmamedlemsskab: 10.000 kr. (uændret)
  • Husstandsmedlemsskab: 250 kr. (uændret)
  • Baneforeninger: 2.000/1.000 kr. (uændret)

Det aftaltes, at forretningsudvalget udsender et nyhedsbrev til baneforeninger – hvor kontingent- og forsikringsforhold for 2025 beskrives, så der ikke er noget uklart.

Introduktionssår for nye aktive medlemmer

Museumsbanen har internt talt om at tilbyde et introduktionssår for nye aktive medlemmer, som betales af Museumsbanen. Dette for at fastholde især unge interesserede, som vil prøve interessen af. Derefter betales kontingent som normalt. Formålet er at få flere aktive med i DJK.

Hovedbestyrelsen bakkede om indførelse af introduktionssår for nye aktive medlemmer, og bad forretningsudvalget om at laver udkast til vilkår. Oplægget er, at nye aktive er registreret som betalende medlem af DJK og at baneforeningen afholder kontingentet i introduktionssåret.

Materielsager

Baneforeningerne og DJK har modtaget brev fra Danmarks Jernbanemuseum om udskillelse af overtalligt materiel, heri blandt køretøjer som har tilhørt den nedlagte Sydvestjysk Jernbaneklub i Lunderskov. Der er flere enheder, som kunne være velegnet til udstillingsformål eller drift på veteranbanerne. Formanden koordinerer med baneforeningerne, hvilke køretøjer DJK har interesse i, og indleder dialog med Danmarks Jernbanemuseum herom. Hovedbestyrelsen gav desuden forretningsudvalget mandat til at forhandle med Danmarks Jernbanemuseum om overtagelse af materiel. Endelig beslutning træffes på næstkommende hovedbestyrelsesmøde.

 

Fra Danmarks Jernbanemuseum er der kommet ønske om at overtage Albanivogn SFJ ZB 509255, der er udstillet i Ryomgård. Djurslands Jernbanemuseum undersøger om de interne vil afhænde vognen. Beslutning om evt. overtagelse drøftes på næstkommende hovedbestyrelsesmøde.

Købsaftalen med motorvogn SB M1 med Wismar er nu faldet på plads, dokumentet er underskrevet.

Modeljernbanetillæg til Jernbanen

Der udkommer ikke længere danske modelbanetidsskrifter efter ”Spor og Baner” ophørte i sommers. Flere medlemmer har derfor spurgt det kunne være en ide at udgive et modelbaneblad i DJK-regi.

DJK har som udgangspunkt ikke tidligere ville udgive modelbaneblad, da det vil være i konkurrence med etablerede blade. Men i lyset af der ikke længere udgives danske modelbanetidsskrifter, har en lille arbejdsgruppe undersøgt mulighederne for at lave et modelbanetillæg til Jernbanen, som kunne udkomme 4 gange om året. Hvis tillægget skal være omkostningsneutralt, vil det kræve 300 ekstra medlemmer i foreningen. Hertil kommer ekstra aktive til opsætning af blad og redigering af artikler mm., idet den nuværende redaktion af jernbanen ikke har ressourcer til dette. Arbejdsgruppen har med baggrund i den aktuelle lokalsituation for arkivet, sat initiativet i bero indtil videre.

Arv og donationer

DJK har modtaget en 500.000 kr. i arv og beløbet er ikke øremærket til et bestemt formål i DJK. Ud over taknemmelighed i bestyrelsen overfor det tidligere medlem af DJK har valgt at betænke klubben, så affødte det også en diskussion om anvendelsen af arv og donationer, der ikke målrettet en bestemt opgave eller formål

i foreningen. Bl.a. blev det foreslået at midlerne helt eller delvis kunne placeres i en opsparingsordning til projekter eller strategiske formål, f.eks. etablering af et medlemshus.

Hovedbestyrelsen bad forretningsudvalget om at komme med oplæg til emner, der vil være relevante at spare op til, når der modtages ikke-øremærkede arv og donationer.

Næste hovedbestyrelsesmøde

Det besluttes at næste hovedbestyrelsesmøde afholdes den 23. februar 2025 i Herlev. Hovedemner vil være afklaring af kandidatur til formand og sekretær, idet begge positioner skal besættes med nye navne.

Det kulinariske udvalg

Uden mad og drikke, duer helten ikke. Det gælder naturligvis også medlemmerne af DJK’s hovedbestyrelsen, hvoraf en del rejser ganske langt for at deltage i en af de fire årlige hovedbestyrelsesmøder. Af denne grund er der oprettet et ”kulinarisk udvalg”, der har til opgave at forberede et godt frokostmåltid til de frem-mødte.

Udvalget består pt. af Benjamin Olsen, Hans-Henrik Larsen og Tommy O. Jensen, som tilstræber at stå for bespisning af den 15-18 fremmødte for under 1.000 kr. i alt. På dette hovedbestyrelsesmøde blev der trakteret med stegte ænder og brune kartofler i anledning af mortensaften, alt sammen til et pænt stykke under budgettet.

Redigeret af Tommy O. Jensen

fvm 2024-12-16